Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

– Hvordan har de det Sørensen?

Martinus havde lige holdt foredrag i en provinsby. Nu fulgtes de ad på gaden.

– Jo tak, når bare jeg ved, at alt er såre godt, så kan jeg kun have det udmærket.

– Men det er jo ikke altid, det føles sådan…!

Dette lille replikskifte er mit daglige liv i en nøddeskal. Og jeg vover at bekende det her, for jeg tror mange har det på samme måde.

Overalt føler jeg mig omgivet af mennesker, som uden kendskab til Martinus kosmologi synes at leve i bedste velgående. Jeg derimod trasker selvoptaget rundt i selvransagelse og selvbebrejdelser…

Er kosmologien en dødvægt?

På en måde, ja. Alt er såre godt – på papiret! Dvs. jeg forstår det teoretisk, men jeg føler det ikke altid sådan. I perioder føler jeg, at analyserne stiller krav til mig, som får mig til at længes tilbage til koens magelige tilstand på marken, til dyrets dorske ro.

Men ønsker jeg denne nemme tilværelse, når det kommer til stykket?

Prøv at tænke på Martinus' beskrivelse af udviklingstrappen, siger jeg beroligende til mig selv. Du er på vej op ad dén trappe, og selvfølgelig kan du af og til tabe pusten. Men du vil det jo selv, ikke? Du ønsker netop ikke at leve dyrets dorske ro afhængig af vejrets og bondens luner. Det er bare en leg, du leger, når du føler dig presset.

Tænk på lignelsen om den fortabte søn. Den er god at huske på, når man bliver forpustet. Nu har du "lommesmerter" ligesom denne søn, der fik udbetalt sin arv kontant og satte det hele over styr. Han ville væk hjemmefra, ud at se nye himmelstrøg.

Den gamle himmel?

Den er i Martinus' udlægning netop dyrets dorske ro, dets instinkter, dets selvopholdelsesdrift, dets geniale evne til at være i balance med omgivelserne.

Længes du for voldsomt efter en ny balance, vil du nemt fyldes med mismod. Du vil overalt se andre efterleve analyserne på netop dén måde, du selv drømmer om at gøre det, og du vil føle dig som verdens største klumpe-dumpe.

Sådan kan et brændende ønske forvanske din bedømmelse af de andre og dig selv. For sandheden er, at verden er fuld af fortabte sønner og døtre, som har vældig travlt med at sætte deres arv over styr og dermed miste den naturlighed og selvsikkerhed, som "penge på lommen" kan give.

Men nu tilbage til spørgsmålet om Martinus kosmologi som en dødvægt.

I perioder føler jeg kosmologien som en byrde af viden, der kræver mig til ansvar. Og jeg må dagligt konstatere, hvor pinligt klodset og ubehændigt jeg lever op til dette ansvar.

Men på den anden side viser kosmologien mig også, at jeg kan dygtiggøre mig, at der er tid nok, at der ingen vej er tilbage … og at det er naturligt af og til at tabe pusten.

Så jeg gør ligesom Sørensen. Jeg holder modet oppe med en selvtillid, der egentlig hører fremtiden til. Derfor kan jeg slet ikke undvære Martinus analyser!