Kosmos 1989/4 side 72
MED COMPUTER KAN DET LADE SIG GØRE:
Rejsen ind i uendeligheden
af Søren Hahn
Mange af Martinus analyser vil kunne anskueliggøres i levende billeder. Det forudså Martinus, og han ønskede også, at det en dag måtte blive til virkelighed. Denne virkelighed synes nu ad helt andre veje og kanaler at komme kendskabet til analyserne i forkøbet.
Når man først har fået øjnene op for de kosmiske analyser, ser man dem bekræftet overalt. Og det er både sjovt og spændende. Nogle af disse oplevelser kan være udpræget private, fordi de helt intimt koncentrerer sig om personlige erfaringer. Men mange gange vil man i fællesskab med andre kosmologiinteresserede kunne dele oplevelserne på et helt objektivt plan. Det gælder således vort talsystem, som ved en nærmere undersøgelse afslører sig som et sprog, der i koncentreret form beretter om samtlige kosmiske principper. Det fortæller Martinus om i slutningen af tredje bind af LIVETS BOG. Det tørre talsystem får derved nyt liv, nyt perspektiv. Og læseren fornemmer måske lidt af det sug i maven, som det vistnok altid er, når man står over for analysernes mest fascinerende resultater: evigheden og uendeligheden!
Fem begyndelsestrin i Kochs snefnugskurve.
Sommerskyer og fraktaler
Ligger man en dejlig sommerdag på ryggen og kigger op i de hvide sommerskyer og følger deres skiftende former på baggrund af den blå himmel, kan man få lidt af den evighedsfornemmelse, som hverdagen alt for sjældent lægger op til. Følger man skyernes konturer, vil man overalt se, at de intetsteds udviser lige linier eller strenge geometriske former. Her er vi langt fra skoletimernes terperi og udenadslære: vi er på vej ind i evighedens forunderlige verden.
Naturligvis kan de smukke sommerskyer ikke få lov til at passe sig selv. Mennesket er af natur nysgerrigt, og en matematiker fik ved århundredskiftet den idé, at eftergøre naturens former ved hjælp af ren geometri. Men hvordan?
Hans navn var Koch, og han startede med en ret linie, som han brød efter et bestemt princip. Hver ny linie, som herefter opstod, blev brudt efter det samme princip, og sådan blev han ved. Derved opstod på et vist tidspunkt en brudt kurve, som minder om den måde, snefnug lejrer sig på. I mange år blev disse mærkelige figurer betragtet som geometriske narrestreger. Først da den polskfødte matematiker Benoit Mandelbrot i 1975 fremkom med en samlet beskrivelse, opstod der ny interesse, og kurverne fik navnet "fraktaler", dvs. brudte linier.
Den samlede hovedfigur på billedet skal udtrykke en "livsenhed", hvilket vil sige princippet "et levende væsen". Ligesom denne figur, på billedet, går igen i mindre og mindre formater, således går princippet "det levende væsen" atter og atter igen i mindre formater i ethvert individs organisme. Der bliver således væsener indeni væsener og organismer indeni organismer. Hovedfiguren udgør altså et "makroindivid", og de mindre gengivelser af denne er dette "makroindivid"s "mikroindivider", der så igen er "makroindivider" for de i dem eksisterende endnu mindre væsener og således fortsættende. (Martinus' egen forklaring i hans bog LOGIK)
En ny, spændende billedverden
I dag er fraktalerne så at sige kendt af hvermand, efter at man i TV har vist, hvorledes en computer kan skabe de smukkeste fraktalbilleder, som øver en vældig tiltrækning på tilskueren. Ikke mindst fordi man kan rejse i fraktalernes verden. Man kan ved hjælp af computeren rejse ind i fraktalerne ved at forstørre dem, og da forstørrelsen giver anledning til, at tilsyneladende rette linier eller enkle kurver bestandigt opløses i mere brudte former, ændrer strukturerne sig på en overraskende måde, hver gang man ved hjælp af computeren får lov at komme tættere på en detalje.
Hvor længe kan man så blive ved med det? – Uendelig længe. Man kan forstørre og bryde linier, forstørre og bryde linier i én uendelighed. Og den besværlige side af arbejdet klarer computeren. Man behøver blot at være tilskuer og følge formernes ændrede udseende på skærmen, efterhånden som rejsen skrider frem. På den måde kan man på fuld kraft rejse ind i en uendelighed af særprægede former og "landskaber".
På opdagelse i "Søhestedalen". Øverst tv. ses mandelbrotmængden. Start her og gå trin for trin nedad – først i venstre, derefter i højre billedkolonne. Som det ses, når man til sidst frem til mandelbrotmængden igen. Sådan kan man rejse i det uendelige. Efter "The Beauty of Fractals" by Peitgen & Richter, Springer-Verlag, 1986.
Men hvad kan nu alt dette bruges til? – Ja, man håber bl.a., at man med fraktalgeometrien kan tilegne sig ny viden om naturens former. Ikke mindst de former, som tilsyneladende opfører sig uberegneligt eller kaotisk, og det er der jo mange processer, der gør. F.eks. skyerne og vejrliget, som aldrig er til at lide på – her på vore breddegrader.
Livsenhedsprincippet på computer
Men først og fremmest er kombinationer af computerbilleder og fraktalgeometri en æstetisk oplevelse, ligesom det kan være en æstetisk oplevelse at rejse ind i Martinus' symbol over "livsenhedsprincippet i verdensaltet". I dette symbol kan man i tanken bevæge sig fra sit eget mellemkosmos uendelig langt op i makrokosmos og uendelig langt ned i mikrokosmos. Det må foregå ved tankens hjælp, for symbolet kan af tegnetekniske grunde kun skitsere princippet. Anderledes er det med computeren, hvor man virkelig kan rejse ind i uendeligheden. Og faktisk findes der en særlig fraktalfigur, der ligesom "livsenhedsprincippet" gentager sig selv ved passende formindskelse eller forstørrelse. Denne figur kaldes "mandelbrotmængden", og en computerrejse i den giver den smukkeste illustration af evigheden og uendeligheden, som den overraskende gentager sig selv i det uendeligt store såvel som i det uendeligt små.
Det var Martinus' ønske, at man via tegnefilm engang skulle illustrere hans analyser som en slags levende, arbejdende symbolbilleder. Det ser ud til, at Martinus nu er ved at få sit ønske opfyldt, endnu før hans bøger er blevet kendt.
Men gennem kendskabet til fraktalernes verden skabes der også behov for en forklaring på, hvorfor disse ejendommelige former øver så voldsom en tiltrækning på menneskesindet. Hvorfor gør de mon det?
En forsmag på kosmisk bevidsthed?
Da jeg første gang mødte Martinus' symbol over livsenhedsprincippet, altså dette med at vi er levende væsener inden i levende væsener, kan jeg huske, at denne viden på en måde ikke var ny for mig. Jeg kendte den udmærket i forvejen, men det var en tavs viden, som jeg ikke selv kunne give et præcist udtryk. Derfor var det en vældig oplevelse at møde dette symbol første gang.
På samme måde tror jeg, det forholder sig med fraktalerne. Masser af mennesker genkender via rejsen i fraktalernes verden en viden om evighedens kredsløb og repetition. Måske genkender de den ureflekteret fra årstidernes faste rytme – måske har de en tavs viden om, at de på samme måde er evige væsener, som vender tilbage igen og igen, og som nu er på nippet til bevidst at kunne rejse i evigheden og uendeligheden… uden en computers hjælp.
For den kosmisk bevidste er det nemlig muligt at foretage den rejse, som "livsenhedsprincippet i verdensaltet" skal symbolisere. Det giver Martinus et eksempel på i andet bind af LIVETS BOG (stk. 493), hvor han fortæller, hvorledes man med det kosmiske syn kan rejse ind i selv det hårdeste stof – f.eks. en diamant – og dér opleve et helt univers med sole og beboede kloder.
Hvem ved? Måske er det evnen til at kunne rejse i evigheden og uendeligheden, der som en tavs viden eller anelse er nedfældet i det menneskelige sind. En dag vil vi kunne gøre det igen, og måske er det dén viden, vi får en lille forsmag på, når vi rejser ind i fraktalernes forunderlige verden.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige