Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

 

Til oplysning og inspiration for læserne af KOSMOS vil jeg gerne med denne og en række efterfølgende artikler tegne et nærbillede af hver enkelt af de forskellige bevidsthedsfaktorer, som tilsammen udgør vor psykes energigrundlag og som hver for sig har en meget speciel indvirkning på hele vor psykiske og fysiske fremtræden. Et således specificeret portræt giver lejlighed til at sammenholde og koncentrere adskillige kosmiske analyser på en sådan måde, at mere eller mindre skjulte perspektiver træder tydeligere frem og derved bekræfter det revolutionerende budskab til verden, som Martinus' KOSMISKE KEMI rummer og som i særlig koncentreret og overskuelig form kommer til udtryk i hans billedmæssige fremstilling af GRUNDENERGIERNES KOMBINATIONER.(1)

 

Martinus påviser, at vor psyke sammensættes af seks vidt forskellige bevidsthedsenergier, som har et fælles udspring i en overordnet syvende bevidsthedsenergi. På sine symbolbilleder og i sine kosmiske analyser kendetegner han hver enkelt af disse kosmiske grundenergier ved hjælp af en bestemt farve.

INSTINKTENERGIEN er kendetegnet ved solspektrets røde farve. Den bliver af Martinus betegnet som den "første" af grundenergierne, hvorfor en omtale af den passende kan danne optakten til et portræt af de kosmiske grundenergier. Indledende kan det dog være af betydning at komme lidt ind på, hvad farver og bevidsthed egentlig har med hinanden at gøre.

Vi ved alle, at vi er i besiddelse af en vis instinktevne. Ligesom det røde farveområde har den laveste intensitet eller svingning af alle solspektrets farver, således har også instinktenergien i vor psyke en tilsvarende lav intensitet eller gennemtrængningsevne.

Og ligesom farveskalaens røde felt opadstigende efterfølges af orange, gult, grønt og blåt, således rummer vor psyke en tilsvarende stigende skala af psykiske energier, nemlig tyngde, følelse, intelligens og intuition.

Blåt symboliserer altså intuition. Og intuition er den højeste energi, som vi kan komme til at "jonglere" med i vor psyke. Himlens blå er som at være Gud nærmest, hvad alle kunstnere kan tale med om.

Blåt intensiveres opadstigende, går over i violet og fortoner sig i det ultraviolette (usynlige). Den violette farve er i kosmologien blevet kendetegn for en ultrapsykisk, overpsykisk eller oversanselig energi, som "rører ved det hvide lys" og i kraft af dette høje niveau danner det energimæssige udspring for alle de øvrige psykiske/mentale energier.

Hvorfor er lys indigo den passende symbol farve for hukommelsesenergien? Hvorfor er det ikke den violette farve, som symboliserer denne overgang? Og hvorfor eksisterer der i det hele taget en overgang her?

For at forstå dette, må vi betragte solspektrets farveskala bevidsthedsmæssigt. Kosmisk set eksisterer der et særligt forbindelsesfelt, et naturligt overgangsområde mellem bevidsthedsskalaens højeste og laveste område, altså mellem blåt og rødt. Der eksisterer her et forbindelsesfelt, som på en måde "går uden om", "drejer af" eller "nøjes med at tangere" det violette felt. Den tilsyneladende lineære farve- eller bevidsthedsskala fremtræder derved som et logisk bevidsthedskredsløb.

Det violette felt fungerer i kraft af sin ekstremt høje intensitet som en energimæssig overhøjhed, som er af årsagsmæssig eller kausal natur og påvirker den psykiske/mentale bevidsthedsskala sådan, at den er kredsløbsdannende.

Mørk indigo er kendt for at tildannes ved gensidig overlapning af alle farvekredsens farver. På en lignende måde opsummerer eller sammendrager hukommelsesenergien hele vort eksistenskredsløb. Idet den således åndelig fortættede indigo søger i retning af solspektrets transparente eller jomfruelige røde farve, bliver den lysere og taber i intensitet, selvom dens intensitet fortsat er ret høj.

På denne måde omdannes funktioner, der til at begynde med kræver en vis koncentreret eller årvågen indsats for at kunne gennemføres præcist og tilforladeligt, til vanefunktioner, til automatiske processer.

F. eks. foregår vort åndedræt, vort blodomløb og vort stofskifte ved hjælp af funktioner, som vi i kraft af vore organer, muskler og cellesystemer igennem en meget lang udvikling er blevet så øvede i at udføre, at disse funktioner nu foregår aldeles automatisk. Og da vort muskelvæv i særlig grad er sæde for instinktenergien, er det i særlig grad her vi rent fysisk kan iagttage utallige mikrokosmiske organfunktioner, der styres instinktivt.

Men studiet af instinktenergien skal her først og fremmest være rettet mod vort eget plan, vor hverdag, vor såkaldte mellemkosmiske tilværelse. Her gennemstrømmer instinktet vor samlede dagsbevidsthed som en mindre del af denne og bevirker, at vi kan "ane" mangt og meget, som har en objektiv eksistens, men som vore sanser ikke er tilstrækkeligt udviklede til at opfatte klart og differentieret.

Alt det, som vi i dag er istand til at opfatte klart og differentieret og som vi benævner som "viden", har vi engang i tidernes morgen kun kunnet "ane", nemlig ved hjælp af en formidabel instinktevne, som dengang beherskede eller dominerede vor psykiske formåen.

Siden er det gået stærkt tilbage med vort instinkt. Men da vor bevidsthed samtidig har fået tilført mere intelligens, er vi kommet i besiddelse af en stadig større skelneevne og dermed en mere nuanceret dagsbevidsthed. Og denne proces er under fortsættelse den dag i dag.

Nej, egentlig ikke, for instinktenergien er og bliver, hvad den altid har været, en unuanceret form for bevidsthed, hvis hovedopgave har været den i tidernes morgen at automatisere vore svagt begyndende organiske funktioner således, at vi fra at være svøbt i mineralske eller uorganiske substanser har kunnet forvandles til at være svøbt i en organisk, vegetabilsk organisme.

Derefter har det især været vor sagte begyndende intelligens, som har sørget for, at vi gradvis har kunnet "vågne op" på det fysiske plan, idet vor bevidsthed ved intelligensens begyndende indblanding er blevet udvidet fra at være vegetabilsk til at blive animalsk.

Dette har tillige medført en begyndende tilbagegang for vort instinkt. Vort reducerede instinkt er her altså gået i dyrets tjeneste og har i et animalsk klima videreført sin fundamentale rolle: at tildanne og automatisere stadig mere komplicerede og fintfølende organfunktioner, f. eks. lugte-, høre- og synsorganer.

Men vort instinkt er andet og mere end tildanner og udløser af automatiske organfunktioner. Det er samtidig en psykisk orienteringsevne. I sin nye rolle som tjener for det animalske princip har det reducerede instinkt på en måde "besat" den opvågnende dyriske bevidsthed således, at hele vor adfærd som dyr har kunnet styres ikke blot fysisk-organisk, men også sjæleligt.

Denne instinktprægede besættelse af dyrets psyke ytrer sig som et "flokinstinkt", en udpræget følsomhed og modtagelighed over for påvirkninger og kommandoer fra omverdenen, signaler, som uintellektuelt og umiddelbart kan gå ind i dyrets psyke.

Den animalske psyke rummer endvidere et betydningsfuldt islæt af "automatiseret kosmisk bevidsthed", d.v.s. komprimerede og automatiserede erindrings fornemmelser fra en meget fjern fortid, som nu udfolder sig i dyrets psykiske orienteringsevne i form af "anelse".

"Anelsesevnen" er derfor egentlig det samme som en uintellektuel eller elementær "genkendelsesevne" eller "genkaldelsesevne", som via instinktet ytrer sig som en antennepræget kontakt- og modtageevne udadtil.

På denne måde er vi efterhånden "vågnet op" til at blive de væsener, vi i dag betegner som "Jord-mennesker". Vor instinktfunderede anelsesevne har kunnet fortsætte sin rolle med at "ane sig frem" i form af skiftende og fremadskridende religiøse forestillinger, som takket være iblanding af voksende følelse og intelligens har kunnet udvikle sig fra et primitivt niveau til et humant niveau.

Ja, vort svindende instinkt har faktisk været i stand til i vor bevidsthed at indplante et fremadledende, vækkende og stimulerende "religiøst princip", som gennem skiftende faser af religiøsitet kan lede os helt frem til den genforening med vort guddommelige udspring, som Martinus har benævnt som "kosmisk bevidsthed".

Vi må her notere os, at vor voksende følelse og intelligens på en bevidsthedsudvidende måde er gået ind i vor instinktfunderede anelsesevne og derved har fremkaldt en støttende og fremadledende religiøs fantasi- og forestillingsevne, som dog i sit dybere indhold har været bagudorienteret, d.v.s. været fundamenteret i en før-historisk eller overleveret del af vor samlede bevidsthed, en automatiseret bevidsthedsdel, som har kunnet genspejle salighedsfornemmelser fra en tidligere kosmisk bevidsthedstilstand.

Naturligvis har de skiftende religiøse forestillinger været forbundet med inspirerende fremtidsvisioner. Men disse visioner er præget af, at de hviler i en religiøs fortidsopfattelse, som mere eller mindre sløres eller farves af betragterens eller religionsudøverens instinktbundne bevidsthed.

Da Jord-menneskets religiøse forestillingsevne fra sin første begyndelse af er blevet tildannet i en psyke, som gennem instinktet fremtræder stærkt bundet til animalske principper, er det ikke så mærkeligt, at alle mytologisk-religiøse verdensbilleder mere eller mindre er farvet af dyrets billede eller mentalitet. Det gælder også de store verdensreligioner af i dag.

Derfor vil vore forestillinger om verdens skabelse og menneskets frelse ikke kunne afklares og fuldendes, før vi foretager en bevidsthedsmæssig kursændring, der løfter os endeligt ud af animalismens favntag.

For selv om vort instinkt i sig selv er en svag energi over for intelligensen, så har den en enorm styrke i de mangfoldige animalske adfærdsmønstre, som den har oprettet igennem et utal af inkarnationer, og som nu træder frem i vor psyke som meget modstandsdygtige bastioner, væbnet med selvretfærdigheds og selvforsvarsmekanismer.

Disse automatiske centre eller bastioner er så rodfæstede, at de gør front mod intelligensens omorganiserende og bevidsthedsforvandlende virksomhed – med kaos og krig til følge.

Som følge af intelligensens fortsatte fremgang i menneskets psyke sker der det for mange mennesker endnu uforståelige, at trosevnen, altså den førnævnte bagudorienterede religiøse forestillings- og genkaldelsesevne, går tabt.

Vi må her erindre os, at trosevnen jo egentlig bæres af det reducerede element i vor psyke, som instinktenergien nu om dage udgør. Trosevnen er som et flakkende og fortidsbetinget lys, der kvæles af iltmangel, fordi det "overblændes" af det intense og fremtidsskabende nye lys, som intelligensen udgør i vor psyke.

Mangen en ivrig troende, som endnu ikke har evne til at erkende denne sammenhæng, vil være tilbøjelig til at iklæde sig hjelm og rustning og forsvare troens hellige bastioner imod det "onde", som intelligensens overblændende lys formenes at være. Og samtidig vil denne troens forkæmper oftest ikke være i stand til at se, at hans opflammende forsvars og kampånd i sig selv er et indicium for, at den således opretholdte trosform er ved at have udspillet sin rolle i ham selv.

Egentlig fortsætter trosevnen på en ny måde. Mennesker kan ikke leve uden tro, uden tillid til en eller anden form for vejledning og fremtidsvision, uden håb og fortrøstning. Den ene tror på Gud eller på næstekærligheden, den anden tror indtil videre på computerne.

Materialister og ateister har så at sige deres egen form for tro. De tror på det, som de kan se med deres egne øjne, også selvom synet senere hen kan vise sig at være ret så illusorisk eller ufuldstændigt.

Det er ikke uden grund, at Martinus betegner det materialistiske og ateistiske stadium som en organisk og nødvendig fase i selve det religiøse princips ubrudte videreudvikling – en fase eller et overgangsstadium, der gradvis fører hvert enkelt menneske frem til kosmisk selvsyn, kosmisk bevidsthed.

Men en således harmoniseret bevidsthed ligger jo ikke lige om hjørnet. Den kommer som et resultat af, at vi både teoretisk og praktisk foretager skridt, som fører os i retning af højere etiske normer end dem, som vi læner os til nu om dage. Og karakteren af sådanne skridt vil bære præg af, hvor vi hver især er placeret i verdenshistorien.

Dog er vi over hele verden vidne til, hvordan religiøse samfund og kulturnationer ligefrem bliver rendt over ende af en vildfaren intelligens' fremstormende tropper, og hvordan store flygtningestrømme bølger frem og tilbage over kontinenterne. De religiøse traditioner bliver i vor tid i mange tilfælde undermineret, længe inden trosevnen i mennesket er naturligt udlevet. Dette er en ny og historisk betinget situation.

Meget tyder på, at store dele af fremtidens menneskehed vil få stærkt brug for en kosmisk-videnskabelig impuls, som ikke kun er i stand til at give dem viden i stedet for tro, men som på grund af sin kosmisk-religiøse struktur tillige er i stand til i første omgang at støtte og stimulere deres uudlevede trosevne – under intelligensens og logikkens befriende fortegn.

Den, som kender Martinus' kosmiske verdensbillede indefra, kan næppe være i tvivl om, at der i og med dette Tredie Testamente rejser sig et nyt håb for den betrængte menneskehed.

En mere udførlig skildring af de kosmiske grundenergier giver Martinus i sin KOSMISKE KEMI, der omfatter to bind på tilsammen ca. 970 sider (LIVETS BOG II + III).