Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Et problem, som ofte dukker frem i det menneskes tanker, som åbent for sig selv indrømmer sin religiøse natur eller indstilling, er det levende væsens forhold til Guddommen.

 

Netop fordi vor udvikling har ført os udover den religiøse "fostertilstand", hvilket vil sige det trin, hvor den religiøse inspiration kun kunne udløses i tilknytning til et "Gudebillede", enten det så fremtræder som en simpel fetischfigur eller er omgivet af en vidunderskøn katedrals pragtfuldt udsmykkede mure og kupler, kan der komme stunder, hvor dette begreb, som dog er vor tilværelses inderste kerne, ligesom forflygtiges. Thi medens Guddommen indenfor trosreligiøsitetens område i form af det klare billede, man der har dannet sig af ham som et væsen i menneskeskikkelse, ligesom har noget konkret over sig, noget, der kan blive et fast mål for tanken, så vil dette at se Gud i alt og alle i begyndelsen forekomme det opvågnende menneske så abstrakt, at det er forståeligt, at der af og til melder sig en vis form for "hjemve" efter den tidligere og betydeligt lettere tilstand.

Imidlertid gives der her ikke nogen vej tilbage. Har man blot een gang i sit liv oplevet realistisk at føle Gud som det evigt strålende midtpunkt bag al materie, oplevet ham som selve "formernes form", vil selv den skønneste kirke, den skønneste billedlige opfattelse kun kunne blive en detalje af den helhed, man nu ved eksisterer. Men også på andre områder sker der en forskydning, som i begyndelsen kan volde vanskeligheder, men som også langsomt "gror" ind i en og bliver en del af en selv, nemlig det, at da Gud er alt, hvad vi overhovedet kan møde, er det i virkeligheden kun ham, vi i hvert eneste sekund af vort liv har med at gøre, hvad der unægtelig giver vort daglige liv et ganske andet perspektiv end det før havde. Retten til at gå og blive "ond" på det ene eller det andet, falder ved denne erkendelse totalt bort. Thi når Gud er alt – også mine fjender – vil det at være ond på dem jo helt realistisk sige det samme som at være ond på Gud. Der er her ikke tale om spidsfindig teologi, men derimod om den indstilling en virkelig viden om livet udruster en med. At dette ikke er det samme som, at man så sentimentalt bifalder alt det, man er vidne til, giver sig selv. Men man ophører med at hade og forfølge det, man nu forstår er nødvendige midler for Guddommen til at lede gudesønnen på vej. Jeg læste fornylig i en kronik en udtalelse af en overlæge om tuberkulosen, som jeg fandt var et sandt udtryk for en kosmisk forståelse. Denne overlæge gav udtryk for, at det på sin vis var et håbløst arbejde at bygge store og skønne sanatorier, så længe samfundet tillod, at en fontæne af tuberkelbaciller stod op fra byernes elendige fattigkvarterer. Og han tilføjede: "Men måske er det rigtigst sådan". Det var i den sidste sætning, at det kosmiske perspektiv kom frem, thi her var problemets inderste kerne: så længe samfundet tillader, at mennesker bor elendigt, fortjener den bedre stillede del også, at den neutrale tuberkelbacille gør sit arbejde iblandt den. Vi har her problemet "Gud og det enkelte menneske" i en nøddeskal. Thi hvorledes skulde hin guddommelige kosmisk-kemiske formel, vi alle kender: "Dømmer ikke, thi med hvad dom I dømme, skulle I igen dømmes" overhovedet kunne lade sig praktisere, om det ikke var sådan? I sin egen natur er livet hævet over godt og ondt, det er kun indenfor illusionernes verden, at disse begreber kommer til syne som realistiske kendsgerninger. Lykken ved kosmisk indsigt er jo netop den, at man, takket være denne indsigt nu kan se en sag fra både den ene og den anden side. Herigennem opstår frigørelsen, thi også at kunne se en sag kosmisk, vil altid sige det samme som at se Guds hensigt med den, og så falder hadet af sig selv til jorden. Selvom jeg ved, at mange her vil kunne hævde, at det vil tage mange, mange år, før alle ser således på det, vil jeg dog gerne her understrege, at også den indstilling er helt forkert. Om det så tager "andre" tusinde år, kan det ikke forrykke den kendsgerning, at den, der i dag ser således på det, allerede ved dette sit syn er blevet fri for hadets og intolerancens virkninger. Der er jo ikke her tale om, at man skal "omvende" så og så mange for selv at blive lykkelig, der er kun tale om, at den, der har mod til at tænke og derefter at søge at leve i overensstemmelse med de resultater, hans tænkning skænker ham, kan nå denne frihed eller, om man hellere vil, denne frigjorthed.

Guddommen giver enhver gudesøn lov til at være "rasende" på ham, lov til at "benægte hans eksistens", lov til at "håne og spotte ham" o.s.v. Han ved, at alle disse tilstande kun er midlertidige, er "trin" på vej imod ham. Når det ligger mig så stærkt på sinde at skrive dette, så er det, fordi jeg i så mange år har set virkninger af et liv, levet i viden om Guds reale eksistens. Jeg berørte allerede i mit sidste brev de mange meninger, jeg i årenes løb har hørt udtalt om Martinus. Jeg vil gerne her supplere det billede, jeg der tegnede. Thi at være vidende om Guds eksistens må også være ensbetydende med at evne at handle i hans ånd. Og er det ikke det, vi i alle disse år har set denne mand gøre? Er dette, at lade enhver ganske uantastet have sin mening om ham og publicere den til højre og venstre ikke i overensstemmelse med den væremåde, der nødvendigvis må være Guds? Er hans arbejde ikke rakt lige kærligt frem imod hans modstandere som hans tilhængere? Er det ikke enhver tilladt udfra egen uvidenhed at kritisere eller rakke det ned efter eget forgodtbefindende? Men venter dette arbejde ikke tålmodigt enhver ved enden af hver enkelts vej? Man kan mene om de kosmiske analyser, at de er "naive", at Martinus selv er "ukærlig", ja, man kan mene lige nøjagtig det, som det trin, man befinder sig på, foreskriver en, uden at dette i nogen som helst grad blot vil have skyggen af indflydelse på denne mands egen indstilling til den mission, der blev hans. Ansigt til ansigt med Gud vil han fuldbyrde sit arbejde totalt uden hensyn til, hvad De eller jeg eller nogen som helst anden mener. Og både i live her iblandt os og bagefter vil han fremdeles række dette arbejde frem imod den, der i det søger efter hjælp og kraft til at leve. Og hvad De og jeg angår, så vil vi i studiet af denne mands liv uundgåeligt komme til at opleve, at det vil blive een strålende bekræftelse på den sætning, vi allerede i vor barndom blev gjort fortrolig med: "Søger først Guds rige og hans retfærdighed, så skal og alle de andre ting blive tillagt eder". Vi vil komme til at se dette arbejde vokse og vokse, ikke fordi Martinus er behersket af noget begær efter at besidde eller at bestemme, men fordi dette arbejde er skabt i en så inderlig kontakt med tilværelseslovene, at det simpelthen vilde betyde et utænkeligt brud på disse love, om det ikke netop forholdt sig således. Væksten i denne mands arbejde bestemmes ikke af ydre reklame etc., den bestemmes af den kraft, den kosmiske idéverden indebærer, som han afslører for os. Over denne Idéverden kan der ikke dannes forening, såvel som ingen, der ikke er parat til at give sig selv for de andre, vil kunne føle sig hjemme i den. Særrettigheder, særmeninger og særstandpunkter vil indenfor denne verdens område dø hen af mangel på næring. Derfor tilhører denne sag "de stille i landet", dem for hvem dagenes gang forløber med en stadig dyberegående træning i selvforædlingens positive kunst. Men da selvforædling og næstekærlighed er uadskilleligt forbundne, møder vi her igen en af fortidens store kosmiske formler, bekræftet af det liv, de kosmiske analyser skænkede en, nemlig sætningen: "Alting kommer den tilgode, der elsker Gud". Thi storheden i de kosmiske analyser er ikke alene den, at de giver Dem og mig en vidunderlig indsigt i det liv, vi møder omkring os, men også, at disse analyser lader os se Jesus af Nazareth i en ganske anden belysning end den, den stereotype trosopfattelse almindeligvis lader os møde. For mig selv har LIVETS BOG været det mest gennemførte defensorat for Kristusskikkelsen. Den blev ikke "ny vin på gamle læderflasker", men den blev en ustandselig rislende kilde til forståelse af, hvad Jesus mente med sine mange for mig tidligere så gådefulde udtalelser.

Måske kan en og anden efter læsningen af det, jeg her har skrevet, mene, at jeg selv er faldet som offer for en tilbedelse af personen Martinus. Da jeg jo har måtte høre en sådan mening et par gange i disse mange år, vil jeg gerne slutte med at sige, at man ingen frygt behøver at nære i den retning, dertil har både Martinus og jeg selv en altfor udviklet humoristisk sans. En hvilken som helst persondyrkelse har fra mine tidligste år været mig så meget imod, at jeg ofte bagefter har følt min egen kritiske indstilling som næsten for skarp. Men da vor verden vrimler med åndelig halvhed for ikke at sige simpelhed, bør det være et menneske tilladt at give udtryk for sin beundring, når det efter årelang søgen endelig på sin vej møder helheden!