Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Under denne titel bringer vi et uddrag af et foredrag, som Sv. Å. Rossen holdt i Martinus Center den 10/7 1988. Foredraget hed "Religion, naturvidenskab og åndsvidenskab". Hovedvægten i foredraget lå på de nye træk i den naturvidenskabelige forskning, som peger frem mod det kosmiske verdensbillede.

 

Udtrykket paradigma er introduceret i den moderne videnskabsteori af Thomas Kuhn i 1962. Han brød med den traditionelle opfattelse, at videnskaben gennem sin forskning bevæger sig ad en lige linie frem mod et mere og mere objektivt og sandt verdensbillede. Tværtimod kunne han påvise historisk, at videnskaben med mellemrum foretager bratte vendinger og indfører afgørende nye udgangspunkter for sin forskning. Til sådanne nye grundsynspunkter gav han det gamle græske begreb paradigma, som oprindeligt betyder mønster eller forbillede.

Hvis man kort skal præcisere indholdet af det nye paradigma, som er ved at bryde igennem i disse år, kan man sige, at det er en ny opfattelse af forholdet mellem helhed og dele. Hvor man tidligere har været tilbøjelig til at betragte en helhed – fx en organisme – som en virkning af dens dele, er man nu blevet opmærksom på helhedens betydning og betragter den som styrende i forhold til sine dele. Hvis man fx på et tidligt tidspunkt i et fosters udvikling anbringer celler, som normalt senere ville danne frøens øjne, i det område, der normalt udvikler sig til leveren, så dannes der ikke et indre øje i leveren, men de formodede øjenceller følger organismens helhedsplan og bliver til leverceller.

Selvom sådanne eksempler fra biologien er klare tegn på helhedsprincippets betydning, er det alligevel ikke i biologien, at det nye paradigma har fået sit gennembrud, men derimod i atomfysikken, hvad der nok skyldes fysikkens prestige som grundvidenskab. Om lidt skal jeg komme ind på de eksperimenter, som har fået mange fysikere til at ændre holdning.

Betydningen af det nye paradigmaskift fremgår desuden af, at det har mulighed for at løse et gammelt problem, der i flere århundreder har været en gnavende orm i Vestens åndsliv, nemlig uforeneligheden mellem to forskellige livssyn og menneskesyn: det naturvidenskabelige og det humanistiske.

Det naturvidenskabelige menneskesyn antager, at mennesket er en biologisk maskine, i hvilken de forskellige organer ud fra mekaniske, kemiske og elektriske love bestemmer helhedens funktioner. Den fysiske side af mennesket betragtes her som den primære, medens psykiske fænomener som bevidsthed og vilje er virkninger og dermed noget sekundært. Medicinalindustriens mange nye præparater, som kan dæmpe virkningerne af sindslidelser, og erfaringerne fra gamle og nye nydelsesmidler/rusmidler, som kan opkvikke og euforisere sindet, støtter denne grundantagelse. Den frie vilje har ikke nogen selvstændig status i dette menneskesyn.

Her overfor står et humanistisk og et religiøst menneskesyn, som begge tror på at ånden står over materien, – at individet bestemmer over sine egne handlinger, – at det har en fri vilje, – og at det har et ansvar, kan tage et ansvar og dermed er i stand til at vende en uheldig udvikling.

Det humanistiske og det religiøse synspunkt er ud fra denne vinkel klart det mest sympatiske og det, som de fleste helst ville tro på, fordi det naturvidenskabelige menneskesyn i realiteten gør individet til en robot, der styres af sin indre kemi og de materielle omgivelser. I virkeligheden er det første synspunkt så selvfølgeligt og nødvendigt, at alle – også den mest udtalte materialist – i praksis i deres daglige liv tænker og handler ud fra denne opfattelse, bl.a. fordi man i det daglige liv bestandigt er nødt til at vurdere, vælge og tage ansvar, og i et samfund er nødt til at have et retsvæsen, der bygger på frihed og ansvar. Men indtil nu har det ikke været muligt på naturvidenskabeligt grundlag at argumentere for disse begrebers realitet.

 

 

Hvis man sender en elektronstråle fra venstre mod højre gennem de to pladers åbninger, viser der sig et interferensmønster på den fotografiske plade til højre (denne er vist både fra siden og forfra). Det viser, at elektronerne undervejs har forplantet sig som bølger, da det kun er bølger, som kan danne det karakteristiske interferensmønster, der ligner vandbølger, der krydser hinanden. Selvom man kun sender én elektron afsted ad gangen, vil det samme billede vise sig. Den samme elektron går altså som et bølgefænomen gennem begge huller i skærm nr. 2 og interfererer med sig selv på den anden side.

Sådanne eksperimenter viste, at de atomare partikler havde en dobbeltnatur: de kunne henholdsvis markere sig som partikler eller som bølger. Under visse betingelser optrådte de som partikler og under andre betingelser som bølgefænomener. Dertil kom, at man hverken i deres egenskab af partikler eller bølger kunne præcisere fænomenet nøjagtigt i tid og rum. Det var uhyre skuffende for fysikerne, og det var netop denne vanskelighed, som betød sammenbrud af den klassiske mekanik. Dens ideal havde været, at man gennem kendskab til legemers position og bane kunne forudsige det videre forløb matematisk. Det lod sig ikke gøre for de atomare partikler som enkeltfænomener. Man kunne ikke kontrollere, hvornår de opstod eller hvordan det videre forløb blev.

Mange mente, at det kun var et praktisk problem, som måtte kunne løses på en eller anden måde, og en af disse var Albert Einstein. Niels Bohr kom imidlertid til det resultat, at der var tale om et principielt problem, en skranke, der ikke kunne overskrides. Han så her et universelt princip, som han i 1927 benævnte som komplementaritetsprincippet. Dermed mente han, at vi overfor visse centrale problemer i tilværelsen står i den situation at måtte se i øjnene, at det ikke er muligt entydigt at få en sand opfattelse af fænomenet, men at vi må acceptere to modsatte og tilsyneladende modstridende beskrivelser, som imidlertid tilsammen giver et fuldstændigt billede af fænomenet. Med hensyn til de atomare partikler vil det sige at acceptere, at de både er partikler og bølger.

Når man skal definere levende væsener, står man ifølge Bohr i en lignende situation. Fra én synsvinkel består de udelukkende af materielt stof, fra en anden synsvinkel fremtræder de som noget helt andet end stof, nemlig liv. De to synspunkter er begge rigtige, de komplementerer hinanden. Hvor fundamentalt Niels Bohr anså komplementaritetsprincippet for at være, viste sig ved, at han markerede det i sit våbenskjold, da han blev ridder af elefanten, med ordene "Contraria sunt Complementa" (Modsætningerne er komplementære) og symboliserede det med Tao-symbolet.

 

 

Men Einstein gav ikke op. 8 år senere, i 1935, skrev han en kritisk artikel om kvanteteorien, hvori han hævdede, at den var uacceptabel, fordi den medførte, at samme fænomen kunne optræde forskellige steder, og at en påvirkning ét sted ville give virkninger andre steder. Det var en udfordring til Bohrs komplementaritetsprincip, og der skulle gå 42 år, før man var i stand til at afgøre uenigheden. En skotsk fysiker, John Bell, skitserede i 1965 en metode til at afprøve spørgsmålet, men først i 1981-82 var en forskergruppe under ledelse af franskmanden Alain Aspect i stand til at gennemføre forsøgene. Fig. 3 viser en forenklet fremstilling af forsøget, som er taget fra Erik Dammanns bog "Bak tid og rom", Oslo 1987, s. 57.

 

 

To fotoner skydes ud samtidig men i modsat retning fra et fælles punkt A. I følge kvanteteorien er de to fotoner "symmetriske tvillinger". Det vil bl.a. sige, at hvis det ene fotons bølgesvingninger polariseres horisontalt, vil det andet samtidig automatisk få en vertikal polarisering, selvom der ikke er nogen kontakt mellem dem.

I det øverste tilfælde skydes fotonerne ud fra punktet A. De møder samtidig to filtre B og D, som begge er sådan indrettet, at de giver fotonerne en horisontal polarisering. Men da tvillingefotoner som sagt polariserer sig modsat hinanden, vil kun den ene blive horisontalt polariseret og kunne passere filteret (C), medens den anden bliver vertikalt polariseret og bliver bremset af filteret D og derfor ikke når E. I det andet tilfælde er filtrene derimod orienteret modsat hinanden, hvorved fotonerne kan orientere deres polarisering tilsvarende og derved begge slippe igennem filtrene til henholdsvis E og C.

Med disse skelsættende forsøg var den gamle tvist afgjort. Niels Bohr og kvanteteorien havde fået ret. Men ikke nok med det. Det mekanistiske verdensbilledes grundsætninger var endeligt modbevist. Den tilsyneladende adskilthed mellem legemerne i himmelrummet og på Jorden, som gør det muligt at beregne de enkelte legemers placering, bevægelse og egenskaber, er ikke til stede på det atomare plan. Her kan man ikke på samme måde adskille og isolere de enkelte fænomener. De følger et helhedsprincip som de to fotoner, der bevarer en indbyrdes afhængighed selvom der er meter eller kilometer imellem dem. Man skal bemærke, at fotonerne i Aspect-forsøget fjerner sig fra hinanden med lysets hastighed, og da lyset er den højeste eksisterende fysiske hastighed, er der ingen mulighed for, at der kan have gået et signal eller en "besked" fra den ene foton til den anden. Man fik endda indrettet forsøget sådan, at beslutningen om filtrenes polarisation først skete efter, at fotonerne var afsendt.

Det epokegørende ved disse forsøg er, at man her i materiens dybeste lag ved eksakte fysiske forsøg fik bekræftet helhedsprincippet. Det er altså helheden, der afgør delenes funktion og ikke omvendt. I sin bog "Vendepunktet" fra 1986 udtrykker Fritjof Capra de nye erfaringer således: "På denne måde har den moderne fysik afsløret universets grundlæggende enhed. Den har vist os, at vi ikke kan nedbryde verden i selvstændigt eksisterende mindsteenheder. Uanset hvor dybt vi trænger ind i stoffet, afslører naturen ingen isolerede, fundamentale byggesten, men viser sig derimod at være et kompliceret net af forhold mellem de forskellige dele af et forenet hele… I den moderne fysik er billedet af universet anskuet som en maskine udskiftet med billedet af en udelelig, dynamisk helhed, hvis dele er indbyrdes forbundet og kun kan forstås som mønstre i en kosmisk proces".

Når man tager i betragtning, at kernen i videnskabens nye paradigma er helhedsfaktoren, og at denne er årsagen til den orden, som delene tilpasser sig, må det betyde, at videnskaben påny er begyndt at betragte naturen som en ordnet og styret helhed dvs. et kosmos. Vi er altså vidne til det kulturhistoriske vendepunkt, hvor videnskaben genopstår for at repræsentere livets videnskab efter i ca. 200 år at have dyrket døden i form af en materialistisk tilfældighedsteori. Ganske vist har man ikke genindført de gamle åndsbegreber sjæl og Gud, formodentlig i erkendelsen af disse begrebers associationer til en førvidenskabelig, dogmatisk tankegang. Man har imidlertid brug for principperne i disse begreber, da de repræsenterer "helhed" og "liv", men mangler en tidssvarende definition på henholdsvis verdensaltet og det enkelte individ som levende væsener.

Her vil Martinus' definition af det levende væsen som et treenigt princip vise sig at blive den begrebsramme, som videnskaben mangler og søger. Det er en definition, som er så enkel, logisk og generel, at den gælder ethvert levende væsen og desuden verdensaltet som helhed. Det levende væsens første princip er således dets inderste faste punkt eller JEG, som er evigt værende og derfor kun kan defineres som "et noget, som er". Dette evigt værende i individet er i stand til at ytre sig i stoffets verden og har derfor en skabeevne, som er det levende væsens andet fundamentale princip. Skabeevnen er ligeså evig som JEGET, men vil aktuelt have en individuel udviklingsgrad. Men det bemærkelsesværdige er, at individet ved egen motivation og øvelse kan udvikle sin skabeevne til praktisk talt ubegrænsede niveauer. Skabeevnen er samtidig en oplevelsesevne, der lader individet opleve virkningerne af sin skabeevne. Det levende væsen er således "noget", som kan "skabe" og "opleve". Men hvad er det, som det kan skabe og opleve? Ja, her kommer det tredje princip til syne som en naturlig følge af de to første principper, nemlig den oplevede, skabte verden. Alt, hvad levende væsener kan opleve gennem deres sanser og i deres psykiske eller mentale rum, er således udtryk for "det skabtes princip". Det er kun dette tredje princip, som kan opleves direkte, eftersom det repræsenterer det levende væsens skabe- og oplevelsesfelt. De to første principper er derimod transcendente realiteter, dvs. de er bagvedliggende forudsætninger for skabelse og oplevelse. Da videnskaben i lang tid har været materialistisk og kun har villet beskæftige sig med det direkte foreliggende og iagttagelige, har den kun kunnet anerkende det tredje princip og været blind for de to første princippers eksistens.

Den nye holistiske holdning hos videnskaben åbner imidlertid for forståelsen af de to overordnede principper i det levende væsens struktur. Ved at erkende, at verdensaltet er ordnet og styret, vil man indse, at det har en transcendent skabeevne, der har sådanne egenskaber, at den kan frembringe det velorganiserede verdensalt, som vi oplever. Men da en skabeevne ikke kan stå alene, vil man yderligere indse, at der må være en faktor, som ønsker disse skabelser og bruger denne skabeevne til at frembringe alle disse realiteter i den skabte verden. På den måde bliver også det første princip en realitet i universel målestok og dermed bliver den evige Guddoms to transcendente principper tilsvarende til virkelighed på et enkelt, men uimodsigeligt, logisk grundlag. Ganske vist vil der i første omgang kun blive tale om en teoretisk forståelse, men det er en god start på en mental og moralsk udvikling, som senere i form af kosmisk bevidsthed vil give os en personlig oplevelse af den evige Guddoms væsen.