Kosmos 1989/2 side 36
ET MENNESKE AF VOR TID:
Niels Steensen – en human materialist
af Søren Hahn
Godt 300 år efter sin død blev danskeren Niels Steensen den 23. oktober 1988 kåret til helgen under en messe i Peterskirken. Det skabte opmærksomhed om denne mand, hvis tanker om tilværelsen på flere måder falder sammen med den livsindstilling, som i vor tid får mange mennesker til at interessere sig for Martinus kosmologi. Niels Steensen var en human materialist. Hvad vil det sige, og hvilke personlige egenskaber fører naturligt frem til et studium af Martinus kosmologi?
Niels Steensen blev født i Christian den Fjerdes København i 1638 som søn af en guldsmed. I faderens værksted kunne den lille Niels følge de ædle metallers kemiske og håndværksmæssige forarbejdning. Den slags synes alle børn er spændende, men Niels iagttog, huskede og satte tingene i forbindelse med hinanden.
Ikke langt fra hjemmet lå kongens værft, hvor de store krigsskibe blev søsat. Her iagttog Niels, hvorledes skibene kom i vandet ved hjælp af ruller indsmurt i fedt. Han hæftede sig også ved at overalt, hvor hjul var i forbindelse med aksler, måtte der tilføres fedt eller olie. Disse iagttagelser gjorde indtryk og blev husket, da Niels Steensen senere skrev doktordisputats om legemets kirtler.
Niels blev tidligt stillet over for tilværelsens barske sider. Som barn var han ofte syg, og som 6-årig oplevede han faderens død. Moderen giftede sig igen – med en guldsmed – så Niels kunne fortsat følge arbejdsgangen i stedfaderens værksted. Som 16-årig var han ligbærer under den sorte pest, som udryddede en tredjedel af byens borgere. Disse voldsomme begivenheder gjorde naturligvis et dybt indtryk på Niels.
Fantasi og jordforbindelse
18 år gammel begyndte Niels sin akademiske løbebane ved Københavns universitet, hvor han valgte fagene: medicin, naturvidenskab, klassiske sprog og matematik.
Fra den tid stammer en lille bog, hvori den unge student fortæller om sit dagligliv og reflekterer over de emner, han beskæftiger sig med. Bogen afslører Niels som en genial forsker i svøb. Han stiller sig på én gang undrende og kreativt over for de ting, han studerer. Et sted spørger han sig selv:
"Kunne mon hjertebevægelsen eftergøres, hvis man tog en lille blære, som ved hjælp af nogle hinder og limede midler blev formet til to hjertekamre, hvortil føjedes pulsårer og nerver, og dertil blev lavet et instrument, der, ligesom "uroen" i ure gør, uafbrudt med bestemte tidsmellemrum klemte blæren sammen og således pressede det blod, som er hældt i den, ud i pulsårerne?"
Her ser vi, hvordan den unge Steensen kan bruge sin fantasi uden at miste jordforbindelsen. Det er en vigtig egenskab for enhver åndsforsker, og det er netop, hvad Steensen er ved at udvikle sig til.
Teologen Niels Steensen malt 1669 af ukendt italiensk kunstner
Ydmyghed
En anden vigtig forudsætning for at studere åndsvidenskab er ydmyghed. For at lære noget nyt og ikke stivne i egne eller andres indbildte fordomme, må man være åben og lyttende over for omgivelserne. Man må være indstillet på, at det man ser, kun er en del af sandheden, fordi man som observatør er begrænset af sin mangelfulde viden og opfattelsesevne. En sådan indstilling gennemsyrer Steensen og kommer til udtryk i en forelæsning om hjernens anatomi, som han holdt i Paris. Til trods for at han på det tidspunkt havde dissekeret hjerner fra dyr og mennesker i fem år, begynder han sin to timer lange forelæsning med disse beskedne ord:
"Mine herrer! I stedet for at love Dem at tilfredsstille Deres videbegærlighed med hensyn til hjernens anatomi, tilstår jeg Dem oprigtigt, at jeg intet kender til den."
Ingen gætterier
En tredje vigtig egenskab for den, der ønsker at studere åndsvidenskab, er, at man ikke nøjes med at gå let hen over det hele. Martinus kosmologi er ikke en trossag eller en rutinesag, der tillader, at man springer noget over, fordi man har tillid til, at det Martinus skriver, er rigtigt. Enhver ærlig sandhedssøger må starte på bar bund med hans åndsvidenskabelige analyser og gå dem efter stykke for stykke, hver for sig og i deres sammenhæng.
På Niels Steensens tid var situationen en tilsvarende, hvad hjernens anatomi angår. I sin pariserforelæsning siger han videre:
"Vil man lære hjernen at kende, må man undersøge dens dele stykke for stykke, hver for sig og i deres sammenhæng. Men kun ganske få har været besjælet af en sådan iver; de fleste har troet, de kunne gætte sig til konstruktionen."
Niels Steensen gætter sig ikke til noget. Hans doktordisputats, som han nogle år før pariserforelæsningen forsvarede i Leyden (som 23-årig), var et sandt brud med andres gætterier. Fra oldtiden havde det været ganske vist, at tårer dannes i hjernen, der ved sorg og sindsbevægelse trækker sig sammen, så tårer presses ned i øjnene gennem hule nerver. Steensens skalpel afdækkede tårekirtlerne og tårekanalerne fra øjne til næse. Dermed var den skrøne ude af verden. På samme måde førte hans manglende respekt for andres gætterier til to nye videnskaber: geologien og krystallogien. På det tidspunkt var Niels Steensen 28 år og livlæge for en storhertug i Firenze.
Evnen til at se Skaberen bag det skabte
Men hvorfra stammede nu denne iver og nysgerrighed? Det afslører Steensen bl.a. under et ophold i København, hvor han fik overdraget liget af en henrettet kvinde, som han dissekerede med følgende indledende ord til sine tilhørere:
"Når liget ved første øjekast virker lidet tiltrækkende og for nogle på grund af dødens blege billede kan virke skrækkeligt, så må jeg dog indstændigt bede om ikke for let at stole på sanserne. – Når bare en ganske lille del af menneskets ydre er så henrivende og i den grad fængsler blikke, hvilket vidunder ville vi se, hvilken fryd ville vi føle, hvis vi kunne betragte hele legemets kunstværk. Og sjælen, som betjener sig af et så kunstfærdigt værktøj. Og hvis vi kunne betragte den alvidende årsag til alt dette. Smukt er dét, vi ser, smukkere er dét, vi véd, men langt det smukkeste er dét, vi ikke kender.
Hold ikke imod mig ligets ubehagelige udseende og stank, på grund af hvilken mange føler kvalme. Det er anatomens sande mål at løfte tilskueren op gennem legemets forunderlige kunstværk til sjælens værdighed – og ved begge disse vidundere til kendskabet til Skaberen og hans kærlighed."
For Niels Steensen var ligets ubehagelige udseende og lugt ingen hindring for at erkende skønheden i legemets natur. Han var betaget af denne skønhed og omtaler den i poetiske vendinger. Men det hindrer ham ikke i samtidig at være nøgtern og gå videnskabeligt til værks. Han slipper ikke jordforbindelsen et øjeblik. Men hvoraf kommer lysten, fliden og iveren? Den kommer af, at Steensen med sin hårfine balance mellem følelse og forstand ikke falder af på halvvejen i sin forskning, men tydeligt ser Skaberen bag det skabte. Han var lige som vore dages humane materialister i stand til at se en dybere sandhed bag naturens raffinerede opbygning. Men i modsætning til vor tid, befandt Niels Steensen sig i en tidsalder, hvor det var naturligt og ikke spor uvidenskabeligt at henvise til en Skaber.
For Steensen var der ikke som i dag mulighed for at fortsætte dissektionen gennem studier i åndsforskning. Hans kærlighed til de materialistiske videnskaber var imidlertid, hvad Martinus ville kalde en afdækning af "livsytringsbeviser", dvs. af livet selv og Skaberen bag det hele. Den logiske konsekvens for Steensen var derfor at vie den sidste del af sin tilværelse til dét, som naturen viste hen til. 37 år gammel blev han katolsk biskop for Nordtyskland og Skandinavien, og virkede som pavens stedfortræder i disse områder til sin død 12 år senere i 1686. I disse sidste år brugte han sine kræfter på at bøde på den sociale og åndelige nød i 30-års krigenes Europa.
Han så, hvad andre ikke kunne få øje på. Han så selve livet bag det levende. Vist behøver man ikke at være genial som Niels Steensen, men det er den samme indstilling forbundet med sund nysgerrighed og absolut jordforbindelse, der udgør vore dages humane materialist eller vordende åndsforsker.
KILDE: Jørgen Hviid: "Et menneske af vor tid", SAMVIRKE nr. 8/1988, s. 74.
Ved lidelserne får mennesket følelsen udviklet, og ved kampen for tilværelsen bliver intelligensen og alle øvrige bevidsthedsegenskaber udviklet. Og gennem en tilstrækkelig oplevelse i denne livets egen skole når ethvert menneske engang til et stadium, hvor det i kraft af sine således realistisk oplevede erfaringer kan modtage teoretisk undervisning eller vejledning. Det har gennem sin videnskabelige indstilling fået anlæg eller talent for at kunne dygtiggøres i den allerhøjeste visdom. Det begynder at kunne "se Gud". Og her på dette stadium er det moderne menneske.
Martinus (i indledningen til sin bog LOGIK)
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige