Kosmos 1989/2 side 23
Proletarbevidsthed og kongebevidsthed
af Martinus
Hvis kristendommen virkelig eksisterede i praksis, fandtes der hverken slumkvarterer eller fattigkvarterer på jorden
I denne artikel drages der sammenligning mellem visse ydre forhold i det jordmenneskelige samfund og visse åndelige realiteter i menneskets bevidsthed, hvis konstellation er årsag til de ydre forhold.
I alle store byer findes såkaldte slumkvarterer, fattige, snavsede bydele, der rummer en masse nød, sygdom og elendighed. Det afføder tendens til mange slags udskejelser, når mennesker er tvunget til at leve under sådanne forhold og i slumkvartererne findes da også alle mulige former for prostitution, plattenslageri og andre lyssky foretagender. Forbryderbander holder til sådanne steder og planlægger kup, overfald, tyverier og andre forbrydelser. I disse uhyggelige omgivelser fødes en masse børn, som vokser op i en atmosfære af perversitet og lovovertrædelser, af sult, sygdom og råhed. Det er naturligvis ikke meningen, at mennesker der fødes til verden, ikke skal kunne få det daglige brød uden hele tiden at overtræde lovene. Det er et højst ufuldkomment stadium i udviklingen frem mod et humant og virkelig fuldkomment demokratisk samfund. Engang vil man se tilbage på den tid, hvor der fandtes slumkvarterer, som vi i dag ser på fortidens mest primitive menneskesamfund. Dette, at en samfundsgruppe bliver kaldt proletariatet og af nogle mennesker regnes for lavere stående væsener end dem selv, vil man i fremtiden se på, som vi ser på slaveri. Men hvorfor findes der i vor oplyste og kristelige tidsalder endnu et proletariat, og hvorfor er der samtidig mennesker, der lever i luksus og overflod? Ifølge kristendommen skal den, der har to kjortler give den ene til den, der ingen har. Hvis dette princip blev praktiseret i det jordmenneskelige samfund og også mellem staterne indbyrdes, var der ingen slumkvarterer eller fattigkvarterer på jorden, altså hvis kristendommen virkelig eksisterede i praksis. Men det gør den ikke. Den kristendom, som har eksisteret på jorden i snart to tusinde år, har været teori og dogmatik, den har været baseret på menneskenes religiøse instinkt og religiøse følelser og stemninger. På den måde har den haft meget stor betydning og har befordret udviklingen derigennem, at en masse mennesker i dag føler, hvad der er det rigtige. Men som dogmatisk religion har kristendommen ikke formået i særlig grad at forvandle menneskenes handlemåde og væremåde i det daglige liv. Dette er ikke sagt som nogen bebrejdelse, hverken mod kristendommen eller mod menneskene; det har ikke kunnet være anderledes. Men det skal ikke blive ved med at være sådan. Al udvikling tager sin tid, og det, der engang skal udfoldes som praktisk væremåde, må først eksistere i en åndelig tilstand som følelse, tanke og teori, det er en universel lov, og den gælder også for kristendommen. Men kristendommen er nu inde i en udviklingsfase, hvor den skal blive til praktisk livsudfoldelse i hverdagen, og dermed vil efterhånden alle slumkvarterer og såkaldte proletarkvarterer forsvinde, idet den åndelige baggrund for deres eksistens vil være noget, menneskene udrydder fra deres egen bevidsthed.
Alle jordmennesker har i større eller mindre grad proletarbevidsthed
Bag alle fysiske foreteelser ligger der en åndelig realitet, en bevidsthed. Bag proletartilstanden må altså også ligge en proletarbevidsthed. Det gør der også, men det er vigtigt at forstå, at proletarbevdisthed ikke er noget, der kun findes i slumkvarterer. Der findes den, men man kan også træffe på den i fornemme palæer, omgivet af luksus og ydre pragt, blandt "fine" mennesker, der tilsyneladende lever i overensstemmelse med samfundets love og er genstand for andre menneskers agtelse og beundring. Proletarbevidsthed kan man træffe i alle samfundslag, ja alle jordmennesker har den i større eller mindre grad, og det er det, der er årsag til, at der findes slumkvarterer. Men der findes også i den jordmenneskelige mentalitet en kontrast til proletarbevidstheden, vi kan i denne forbindelse kalde den kongebevidsthed, og ligesom man kan møde proletarbevidsthed i et palads, kan man også møde kongebevidsthed i et slumkvarter.
Kongebevidsthed er det menneskelige i mennesket
Hvad er da proletarbevidsthed, og hvad er kongebevidsthed? Proletarbevidsthed er den del af jordmenneskets mentalitet, som er i konflikt med universets og livets love, og som hviler på en masse falske forestillinger om livet og døden og ikke kender og bruger den guddommelige magt, som hedder bønnen, i sit daglige liv. Denne del af jordmenneskets psyke er resterne af det dyrerige, det engang har tilhørt, hvor loven for tilværelsen var "den enes død er den andens brød", og hvor "den stærkeres ret" var den eneste ret. Kongebevidsthed derimod, er noget forholdsvis nyt, der er ved at gøre sig gældende i jordmenneskets mentalitet, det er det menneskelige i mennesket, som befordrer næstekærlighed og udfolder intellektuel skabeevne til helhedens gavn. Det er også gudsbevidsthed, ikke som blind tro på en Vorherre oppe i skyerne, men som oplevelse af den Guddom, hvori "vi lever, røres og er", hvis legeme er hele universet, og hvis ånd stadig "svæver over vandene" i den forstand, at den er den kraft, som i makro-, mellem- og mikrokosmos bevirker stoffernes forvandling og kredsløb og de levende væseners evige udvikling. Kongebevidstheden er i bevidst korrespondance med den evige Guddom og oplever alt levende som de redskaber og organer, hvorigennem Gud taler til mennesket og bibringer det impulser, inspiration og erfaringer. For det menneske, i hvis mentalitet kongebevidstheden begynder at gøre sig stærkere gældende, er bønnen til forsynet en naturlig og nødvendig foreteelse i dets daglige liv, ikke blot specielt som morgen- og aftenbøn, men mange gange om dagen, når det står over for vanskeligheder og besvær, beder det om hjælp til, at forsynets vilje må ske, dvs. at det må gøre det rigtige, det, som i den givne situation er til gavn for helheden. Derved kommer mennesket ind på en bølgelængde, der bringer det i harmoni med tilsvarende åndelige kræfter, skytsengle, som er Guddommens redskaber på det åndelige plan, og som formår at transformere energierne fra de høje åndelige verdener ned til netop den bølgelængde, som jordmenneskets bevidsthed kan indstilles på, når det sætter sin viljekraft og energi ind på i sin daglige tilværelse at være til gavn og glæde for andre levende væsener.
I længst forsvundne tider blev menneskene ledet af indviede konger
Men hvorfor netop bruge udtrykket kongebevidsthed om det menneskelige, som er ved at vokse frem i den jordmenneskelige mentalitet? Det har sin særlige grund, som kan forklares, dels ved at vi ser tilbage på menneskehedens fortid, dels ved at vi koncentrerer os om, hvad Kristus har lært menneskene. I længst forsvundne tider blev menneskeheden ledet og styret af indviede konger, gennem hvilke den guddommelige kraft kunne bringes i nærmere kontakt med de på det tidspunkt meget primitive mennesker. Disse konger var indviede netop i de bevidsthedslag og åndelige tilstande, som det ville være til stor gavn for menneskene at få berøring med for derigennem at befordre deres videre udvikling. Kongerne var enevældige og havde kolossal magt, men deres indviede tilstand var en garanti for, at de ikke på nogen måde misbrugte deres magt, men kun brugte den til gavn for det folk, hvis jordiske skytsånd de var. De var på en gang konge, ypperstepræst og øverste dommer og udformede de religiøse myter, symboler og skikke til det udviklingsniveau, hvorpå folket stod, og gav juridiske love, som var nødvendige for ro, orden og retfærdighed i samfundet. Jordmenneskene på dette udviklingstrin var ikke i tvivl om, at der var en gud eller flere guder bag naturen og dens kræfter, deres religiøse instinkt sagde dem, at det måtte være sådan. Men deres gud eller guder bar ganske naturligt præg af deres specielle forestillingsevne og primitive idealer og ikke mindst af deres frygt. Ligesom angstskriget er dyrets eneste form for bøn, er angsten også hos de primitive mennesker en væsentlig faktor i deres bønner og gudsdyrkelse. De ser naturkræfterne på et øjeblik ødelægge, hvad det har taget mennesker år at bygge op, og de forestiller sig, at det er onde ånder eller gudernes vrede, der er årsag til det. Deres største ideal er den tapre kriger, som besidder magt til at straffe og hævne det, de opfatter som uretfærdighed, derfor er også deres guder straffende og hævnende guder, som man først og fremmest må frygte. For folket var kongen gudernes søn, ja, måske betragtede de ham som en inkarneret gud, hans ord var lov, og han havde magt over liv og død.
Et guddommeligt demokrati er så småt ved at udvikles på jorden
I moderne menneskers øjne er alt dette primitiv hedenskab og overtro, men ikke desto mindre var der en guddommelig styrelse bagved disse tilstande. Fremtidens mennesker vil se på den nuværende kultur som primitiv hedenskab, men de vil vide, at der også bag menneskehedens nuværende proletartilstand har ligget en spire til kongebevidsthedens udfoldelse, ikke i en enkelt guddommelig diktator, men i hele folkets bevidsthed og væremåde. Det, der er ved at ske i vor tid, er, at et guddommeligt demokrati så småt er ved at udvikles og skal afløse det diktatur, der for længst ved sin degeneration er ophørt med at være guddommeligt. Historien viser, hvordan kongeprincippet ændredes. Fra at være "hellige mænd", der virkelig var hellige på grund af deres åndelige viden og magt, så de derfor kunne udøve et guddommeligt diktatur, degenererede kongerne til blot at være topfigurer, hvis indvielse kun var en ydre ceremoni. Det var ikke kongebevidsthed, der stod i spidsen for samfundet mere, og det blev snart proletarbevidstheden, der blev den ledende. Oprør, krige og revolutioner satte nye konger på tronerne, og det jordmenneskelige samfundsliv var efterhånden inddelt i klasser, hvor evnen til at albue sig frem på andres bekostning blev den faktor, der bestemte, om man hørte til i samfundets højere eller lavere lag. "Bundfaldet" er det såkaldte proletariat, som for en stor del består af mennesker, der har en af deres første inkarnationer i et civiliseret samfund, eller af nogle, som i tidligere inkarnationer har nedbrudt visse evner og talenter, så de denne gang er psykopater eller sløve og ligeglade med deres omgivelser. Men som før nævnt kan man også møde kongebevidsthed i proletarkvarteret. Der kan være mennesker, hvis skæbne det har været at fødes et sådant sted for at gøre visse erfaringer og for at vise, at man kan leve midt i "helvede" og dog være i "himmeriges rige", hvis man har det i sit eget sind. Et sådant menneske vil altid have en speciel opgave med sit liv og vil derfor som oftest ikke blive i slumkvarteret, men det vil have sin store betydning, at det har levet netop der, både for det selv og for andre. Alle mennesker må gennem skiftende inkarnationer prøve, hvad det vil sige at være oppe og nede på samfundets stige, for at kunne være med til efterhånden at forvandle dette samfund til et virkeligt demokrati, hvor den egentlige værdi ikke er penge, som nogle mennesker har mulighed for at komme til at besidde på andres bekostning, men er selve menneskets arbejdskraft og skabeevne, som den kan udfoldes til gavn for helheden.
Kristusbevidsthedens udvikling i menneskesindet frelser efterhånden mennesket fra den mørke skæbne, som dets proletarbevidsthed har skabt
En sådan ændring af samfundsstrukturen kan ikke ske på en gang, der er mange erfaringer, der skal gøres forinden. Men det er ikke revolutioner og voldsomme omvæltninger, der skal føre til en bedre samfundsordning, men ændringen af menneskets bevidsthed. Derfor inkarnerede for næsten to årtusinder siden en virkelig konge midt i proletariatet og viste menneskene kongebevidsthedens udfoldelse uden kongelig pragt og herlighed. Han var menneskehedens største tjener, modellen for, hvad mennesket skal nå på denne klode. Man taler om at Kristus skal komme igen, men det er ikke personen Jesus, der skal vise sig i skyerne et eller andet sted over jorden. Han sagde selv: "Og siger man til eder: Se der, eller: Se, her er han, så gå ikke derhen og løb ikke derefter". Kristi genkomst bliver dog alligevel en realitet, og det bliver det, der skal "frelse" menneskene, som man siger. Det bliver Kristusbevidsthedens eller kongebevidsthedens udvikling i menneskesindet, som frelser mennesket fra den mørke skæbne eller karma, som dets proletarbevidsthed har skabt. Den største sejrherre bliver altid det menneske, som kan gøre sig fri af sin proletarbevidstheds egoistiske begær og dermed få glæde ved at udløse kærlighed, hjælpsomhed, være alles tjener, være med til at arbejde for oplysning, for at skabe fred i verden. Et sådant væsen kommer til at opleve en frihed og en suverænitet, som er noget ganske andet end den egoistiske frihed, det materialistiske menneske drømmer om, og som blot binder ham i stærke lænker og gør hans skæbne trist og "proletarisk".
Bønnen er en magisk kraft, gennem hvilken kongebevidstheden kan udvikles
Bønnen er den kraft, gennem hvilken kongebevidstheden kan udvikles. Mennesket skulle blot vide, hvilken magisk kraft bønnen er, så ville det benytte sig meget mere af denne kraft i sit daglige liv. I enhver situation ville det bede om at få kraft og tålmodighed til at handle ud fra sin kongebevidsthed og ikke ud fra sin proletarbevidsthed. Bønnen er koncentrationen af "kongemagt" inden i Dem selv, en magt, der øges og styrkes ved at bruges. Når denne magt kommer til at dominere i Deres mentalitet, vil De ikke mere skuffes af de mennesker eller forhold, De før lod Dem skuffe af. De vil ikke mere lade Dem slå ud af fysiske begivenheder og andre menneskers tale og handlinger. De vil inden i Dem selv sige: "Fader, forlad dem, de ved ikke, hvad de gør", og De vil mærke, hvorledes den nye bevidsthed i Deres sind får bugt med gamle, dårlige vaner, der hører proletarbevidstheden til, og når Deres kongebevidsthed behersker ikke blot Deres forhold til omgivelserne, men også Deres mad og drikke og øvrige fysiske behov, så er "himmeriges rige" inden i Dem og vil stråle ud fra Dem i tanker, ord og handlinger.
Fra et foredrag på Martinus Institut søndag den 15. oktober 1950.
Bearbejdet af Mogens Møller.
Bearbejdelsen godkendt af Martinus.
Tilbage til artikler af Martinus
Forrige