Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Astrologien har ry for at være menneskehedens ældste videnskab. Men også i vor tid virker stjernehimlens hemmelighedsfulde tale særdeles dragende på søgende og forskende menneskers sind. Hvor livet er svært at leve, kan astrologien på en helt speciel måde byde på trøst, håb og vejledning midt i uoverskueligheden og usikkerheden.

I vor tid oplever astrologien en kolossal opblomstring. Det gælder ikke blot astrologien, men også utallige andre visdomme af mytologisk eller kulturhistorisk oprindelse, f.eks. meditationssysterner, yogatræning og forskellige former for magi ved hjælp af kort, penduler etc.

Hele denne genopblomstring af ældgamle visdomme og den til disse visdomme knyttede ritualprægede adfærd skal, for at blive forståelig for en udenforstående iagttager, ses i sammenhæng med den fremmedgørende og omskabende indvirkning, som hele vor moderne tid har på menneskets psyke.

Når den traditionsbundne og adfærdsstyrende religiøsitet, som i århundreder har præget mennesket, ikke mere kan få naturligt indgreb i menneskets psyke, fordi denne psyke som følge af udviklingen har forandret sig, ja, så vil mennesket søge frem imod andre former for åndelig næring, som på anden måde kan få hensigtsmæssigt indgreb i den ændrede psyke.

– – –

Astrologi kan være mange ting. I sin seriøse form appellerer den i høj grad til menneskets intelligens, hvilket man kun kan sige om forholdsvis få af de åndelige eller religiøse bevægelser, som med udgangspunkt i en fjern fortid blomstrer op i vor tid. Den har et urvidenskabeligt og systematisk præg, som imødekommer nutidsmenneskets stigende længsel efter at se livet og tilværelsen i en større helhed og i en videnskabelig sammenhæng. Her er et verdensbillede, som ikke binder den studerende strengt til religiøse dogmer og trosforestillinger, men som alligevel overskrider den moderne naturvidenskabs grænser og har retning mod det kosmiske.

Set i lyset af Martinus kosmologi er det ikke nogen uvidenskabelig tanke, at himmelrummet og himmellegemerne øver indflydelse på vor individuelle tilværelse. Ligesom en celle i vor egen krop er afhængig af det helhedsklima, som vi skaber i vort eget psykiske verdensrum, således er vi mennesker naturligvis også selv føjet ind i en tilsvarende større sammenhæng.

Planeter, solsystemer og mælkeveje er ifølge kosmologien levende væsener eller organiske centre, som ikke befinder sig længere borte fra vor egen lille verden, end at vi selv befinder os midt inde i selve en planets, et solsystems og en galakses hver for sig individuelle sjælerum.

– – –

Uden på nogen måde at være specialist i astrologi vil jeg dog gerne henlede den fordomsfrit spørgende iagttagers opmærksomhed på, at denne ældgamle videnskab efter min opfattelse har noget mekanistisk, geometrisk eller fladt over sig, som ikke kan tilfredsstille det menneske, som længes dybt efter intuitionsperspektiver.

I astrologien arbejdes der i stor udstrækning med bestemte individuelle tidspunkter, datoer og geografiske punkter, som har det til fælles, at de er fortidsbetingede, altså er en slags døde efterladenskaber, hvis tidligere livsstrøm er under fortsættelse igennem tiden og bestandig skaber et hav af helt nye tidspunkter, datoer o.s.v. Ved at sammenholde en lang række individuelt betingede faktorer, som altså ikke i enhver henseende er udtryk for det levende liv i nutidens hverdag, kan der ved hjælp af astrologisk systematik udarbejdes konklusioner, som på den ene eller den anden måde kan være vejvisende eller inspirerende for det astrologisk tænkende menneske i dets nutid og fremtid.

Martinus kosmologi, som i særlig grad er baseret på intuitionsperspektiver og i kraft af denne særlige kvalitet kan virke befrugtende på alle åndelige og videnskabelige forskningsbestræbelser, som bevidst og fordomsfrit søger frem imod videre horisonter, henvender sig bl.a. til søgende mennesker, som er begyndt at blive plaget af visse tvivl med hensyn til det ene eller det andet verdensbillede, som de hidtil har følt sig draget af, uden at de dog endnu har følt sig i stand til ved egen hjælp at rede tvivlens tråde ud til fordel for en ny og større klarhed og dybde.

I dette intuitionens verdensbillede stilles mennesket overfor erkendelsen af, at en karakteristisk psyke ikke er et fast punkt, men en væren i bevægelse. Ja, for mennesker med en udpræget spørgende og fordomsfri holdning overfor hele deres liv og tilværelse gælder det i særlig grad, at de ligesom er på vej ud af den form for skæbneforløb eller skæbnekronologi, som for de fleste mere almindelige mennesker endnu er præget af en vis automatik og derfor også i højere grad er beregnelige eller ligefrem forudsigelige.

På grund af den maskuline pols og den feminine pols revolutionerende afbalanceringsaktivitet i den enkelte psyke bliver mennesket gradvis "mindre typisk" og "mere alsidig" i hele sit væsen og hele sin fremfærd. Dette indebærer, at mennesket opdager sit eget midtpunkt, bliver bevidst på en ny måde og derfor også tager hånd om sin skæbne i overensstemmelse med sin udvidede bevidsthedshorisont.

– – –

Et således åndeligt modnende menneske ønsker ikke noget formynderi i form af en systematisk kortlægning af sit individuelle skæbnemønster. Det ønsker at finde frem til sandheden om sig selv, men ikke udfra en andenhånds skæbneviden – en viden, som tilmed kan have en større eller mindre fejlmargin.

Analytisk vejledning modtages gerne af et sådant menneske, men kun i en form, som ikke fører ind i ufrihed eller umyndiggørelse. At støtte sig til et skæbnemønster, en skæbnefilosofi eller en skæbnevidenskab, som trods megen livsvisdom og indsigt dog overvejende konstrueres ved hjælp af tillært systematik, er en slags midlertidig umyndiggørelse, som kun kan trives der, hvor intuitionens befriende perspektiver endnu ikke er i sigte.

En virkelig harmonisk, frigjort og derigennem også næstekærlig adfærd kan kun fuldbyrdes i og med, at mennesket træder sin skæbne i møde på en så direkte og umiddelbar måde som muligt – nemlig i det levende øjebliks frihed og kosmiske ufejlbarlighed.