Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Som jeg selv utallige gange har oplevet det, tænker jeg også, at De har været stillet overfor spørgsmålet om, hvad det er for en sekt, der har "fanget" Dem. Praktisk taget alle mennesker har den opfattelse, at når man interesserer sig for åndelige problemer, er man blevet "fanget" af en eller anden form for religiøs fanatisme.

 

At forsøg på at leve et i både direkte og overført forstand smukkere liv får omgivelserne til at ryste på hovedet, er der egentlig ikke noget at sige til, men derfor er det alligevel ejendommeligt, at troen på, at disse forandringer kun kan finde sted ved hjælp af en religiøs sekts tvang og ikke ved ens egen fri vilje, er så stærk, at man gang på gang, i stedet for et "åh, det er jo sandt, De spiser ikke kød", skal høre et "åh, det er jo sandt, De må ikke få kød". Dette, "at man ikke må få!" smager så ubehageligt af den barnlige tvang, der er så almindelig indenfor det religiøse følelsesliv, at man ikke kan lade være med at reagere.

Hvis man forsøger på det venligste at forklare, at man virkelig har foretaget denne forandring efter absolut eget ønske, bliver det næste spørgsmål så at sige uundgåeligt: "Jamen, er det da ikke en forening, du er blevet medlem af?" Også her stilles man overfor dette, at det synes fast utroligt for ens omgivelser, at man virkelig kan foretage en ændring af sine egne daglige livsvaner helt på egen hånd. Man må nødvendigvis være blevet medlem af et eller andet, hvis love nu påbyder en at gøre sådan og sådan. Har man så endelig fået givet udtryk for dette, vil man sluttelig ofte blive stillet overfor det inkvisitoriske: Jamen, hvad lever den mand så af?" "Ved mand forstår jeg naturligvis Martinus, hvis navn nødvendigvis i en sådan samtale er blevet nævnt adskillige gange. At jeg selv meget ofte i denne forbindelse har følt et uudtalt "svindel", nævner jeg kun for fuldstændighedens skyld, idet vi også her oplever det på sin vis tragiske, at den opfattelse, at et menneske ofrer sig for andres skyld, har så ringe sandsynlighed for sig, at der nødvendigvis må stikke et eller andet under.

At denne uudtalte mistænkeliggørelse muligvis afføder en reaktion, som omtrent kan udtrykkes som følger: "Jeg har mødt denne mands arbejde på min vej, og jeg har med stor interesse læst hans værker, der har belært mig om, at jeg på adskillige områder har levet på tåbelige og for mig selv yderst farlige overbevisninger, hvorfor jeg af absolut egen fri vilje har lavet min tilværelse så meget om, som jeg tror at kunne magte. Med hensyn til ham selv kan jeg kun sige Dem, at han ingen forening har lavet, at man således ikke kan blive medlem af noget hos ham, og at jeg hverken under den ene eller den anden form støtter ham ved andet end at købe de af hans ting, der har min interesse"!, vil ikke være særlig forbavsende, thi disse korte sætninger udtrykker virkelig i en nøddeskal sandheden om den enkeltes tilknytning til denne mands arbejde. Thi omend det er sandt, at en række af ædle mennesker har været Martinus behjælpelig fra den dag, livet brød hans anonymitet og tvang ham til at lade udenforstående få del i hans tankeverden, så er det dog lige så sandt at hver og en af disse mennesker har gjort dette af egen tilskyndelse. Det kan måske synes unødvendigt dristigt at sige det, men består denne mands arbejdes dybeste værdi ikke deri, at det ikke under nogen som helst form berører den enkelte interesseredes frihed? Den periferiske deltagers adgang til Martinus analyser er lige så dybtgående som den såkaldte "inderkreds '". Der foregår i denne sags centrum absolut intet, som ikke enhver udenforstående må blive oplyst om. At denne Martinus' indstilling paradoksalt nok har givet anledning til dannelsen af den stærkeste "forening", som tænkes kan, er en sag for sig, thi intet medlemskort, ingen love eller deslige, danner her "bindemidlet". Kun kærligheden til den sandhed, LIVETS BOG indeholder, knytter os sammen. Uden ydre rammer og uden kontingent, udgør vi, hver på sin plads, de dele af hvilke denne både synlige og usynlige sammenslutning består. Ikke ved love og ikke ved tvang, men derimod udelukkende ved vore forsøg på at være kærlige og tolerante, danner vi samlet det forsvar om de sandheder, denne mand bragte os, der gør, at disse sandheder vil vokse og leve i den fremtid, af hvilken vi evigt er en del. At disse betingelser ikke virker indbydende på den mennesketype, for hvem en forening kun er en art trappestige til egen forherligelse, er en sag for sig. For den sande demokrat er de simpelthen den luft, uden hvilken han ikke kan leve. For første gang i verdenshistorien står vi her overfor en mand, der i intellektualiseret form giver udtryk for, at et menneskes virkelige værdi udelukkende står og falder med summen af den kærlighed, det uden noget skjult egoistisk motiv formår at udløse i forholdet til sine omgivelser. Personligt ved jeg, at han aldrig har tolereret noget menneskes indgreb i sit eget liv, såvel som jeg lige så personligt ved, at han aldrig har grebet ind i noget andet menneskes liv ved andet end kærlig og dybt forstående vejledning. At vi, der har den lykke at stå ham nær, efter bedste evne forsøger at gøre det samme, udgør i sig selv kun beviset på, at kærligheden og tolerancen i sin natur er lige så smitsom, som hadet er det i sin.

"Lav en forening over sandheden, og den første, der vil melde sig ud af den, vil være sandheden selv", mon ikke disse ord dækker den indstilling, den virkelige sandhedssøger skal være besjælet af? Jeg tror det! Og derudover ved jeg, at havde denne mand over sit arbejde skabt en forening med love o.s.v. – var jeg aldrig blevet medlem af den!

Fra brev 81 den 24 november 1944 (let forkortet).