Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Stille, tilsyneladende uden nogen egentlig Overgang, er de lange Aftener paany over os, og med dem Studiekresarbejdets Begyndelse. Det er i Aar fem Aar siden, den første Studiekresaften afholdtes her i København. Vi var den Aften ialt 16 Mennesker samlet i en Stue inde i "Kvindelig Læseforening", og jeg var meget spændt paa, hvorledes dette Møde skulde forløbe. Det forløb godt, saa godt at det samme lille Hold, som hin Aften samledes derinde, i Mellemtiden er vokset saa stærkt, at det nu snart passerer de første halvandet Hundrede. Rum har vi skiftet siden dengang. Da vi for to Aar siden paa Grund af Pladsmangel flyttede over i Borups Højskoles større Lokaler, var det ikke uden en vis Beklemmelse, jeg første Aften saa, hvorledes Holdet forsøgte at "fylde" den Sal, der i Aftes, den 13. ds., var saa fuld, at der næppe var en ordentlig Plads at opdrive.

Paany er Studiekresarbejdet da atter i Gang, og med de Erfaringer Aarene bag os har givet, tror jeg at kunne sige, at faa af de, der for Alvor gik op i det, nu vilde kunne tænke sig at undvære det. Og saaledes skal det ogsaa være. Den Dag man synes, at nu ved man alt, nu kender man Martinus' Arbejde ud og ind, og nu kan Undervisningen i det ikke bringe en noget mere, ja den Dag er det bedst for en selv og det samlede Hold, at man atter gaar ud i Livet og prøver sin selvfølte Alvidenheds Bæreevne.

Jeg hævdede ved mit indledende Foredrag, at "Tvivlerne" er det mest levende Menneskemateriale, der findes, og jeg vil gentage det her. At der ikke hermed sigtes til den Tvivlertype, der ser alt i Pessimismens graa og triste Lys, er naturligvis givet, den Mennesketype, der mentes, er den, hvis Tvivl i Form af en allestedsnærværende vaagen kritisk Sans er med i Undervisningen paa en saadan Maade, at den igennem deres koncentrerede Interesse bliver levende, smittende og dermed vækstbefordrende. Thi lad en Lærer være saa dygtig, han være vil, begærer den Forsamling, han skal undervise, ikke Viden, nytter hans egne Ønsker om at bringe denne Viden ikke stort. At undervise kan blive en Byrde af uforholdsmæssig Tyngde, dersom den Enkelte ikke er opmærksom paa den Fare, der lurer bag dette, at lade en Forestilling om begyndende Alvidenhed faa Plads i Bevidstheden.

Men Liv var der over den første Studiekresaften, og Liv har der været siden, ikke alene her i København, men ogsaa i de mange Krese i Provinsen. De lange Aftener er over os nu, og det aandelige Liv vaagner af Dvale. En lys og festlig Sommer ligger bag os. En levende, livgivende Vinter foran os. Lad os ved dens Begyndelse give hinanden Haandslag paa et Samarbejde i den Aand, dette Arbejde fra sin første Begyndelse har udtrykt, nemlig den: at være til Glæde og Velsignelse for hinanden paa en saadan Maade, at Studiekresene af alle de nye Deltagere maa blive følt som et Hjemsted for Aand, Kultur og Kærlighed.