Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Sommerfuglens vinger er dækket af et tyndt lag støv, og det er dette støv, som danner den smukke farvetegning. Mange af os har sikkert engang som børn gjort denne iagttagelse, når vi i nysgerrig beundring har gnedet på en død sommerfuglevinge. Og som årene er gået, har de fleste af os nok også fået sommerfuglestøvet gnedet af utallige andre af tilværelsens mysterier. Sådan er det i hvert fald med mig. Både i skole og hjem fik jeg god besked om alting, og snart blev hele min spraglede verden opløst i naturlove, molekyler og atomer.

Dermed skulle den sag så være ude af verden. Men det var den slet ikke. Mysteriet blev ved med at rumle rundt i mit baghoved, og jeg kunne se, at masser af mennesker havde det ligesom jeg. Jeg kunne se det i deres digte, i deres sange, eller når de på anden måde afveg fra videnskabens sædvanlige begejstring ved at vise, at alt bare er støv.

Nu skal man ikke tro, at jeg af den grund er sur på videnskaben. Og jeg hører heller ikke til dem, der undrer sig over, at folk af alle årets søn- og helligdage absolut vil i kirke juleaften. For jeg tror, der er en sammenhæng mellem de to ting. Måske ønsker menneskene bare denne ene gang om året at blive mindet om noget, deres daglige tilværelse ikke lægger op til. Og mon ikke det har forbindelse med mysteriet, der bl.a. fremtryller de smukkeste sommerfuglevinger? – en ophøjet skønhed, som gør det meningsløst, at vi mennesker lever i ufred med hinanden og os selv.

Men når julen er ovre, er freden forbi. Mysteriet opgives, glemmes, fortrænges. Enkelte belastede sjæle som undertegnede må dog fortsat leve med rumleriet i baghovedet, og jeg har på fornemmelsen, at det er folk som os, der bliver søgende og fatter interesse for Martinus kosmologi. Det bliver nærmet liv og død for os at få en logisk forklaring, og vi vil frem for alt have det overblik, som videnskaben trods alle gode hensigter slører ved at gøre alt til støv.

Nu er det ti år siden, jeg kom til Martinus Center, og jeg har vist nok læst alt, hvad Martinus har udgivet. Så skulle man vel tro, at det var forbi med mysteriet for mit vedkommende?

Men nej, det rumsterer stadig. Og nu er det tilmed rykket fra baghovedet og frem til en central plads i min bevidsthed. Jeg kan forklare det altsammen, som Martinus har forklaret det i sine bøger, men jeg forstår det dog ikke. Det rumler og knager. Men det har jeg også fået en forklaring på. For Martinus har vist mig, at hverken han eller andre kan lære os mennesker at se bag om sommerfuglestøvet. Vi må selv optræne evnen til at gøre det ved at leve i fred med os selv og vore omgivelser. Nærmere instruktion følger på næste side og i øvrigt i alt, hvad Martinus har skrevet. Det gennemsyrer hans artikler, bøger og symboler. Hver især må vi forsøge at gøre julens lysglimt til mere end en forbigående stemning. Derefter følger fred på Jord og i menneskene velbehag, dvs. ikke flere rumlerier.

RIGTIG GLÆDELIG JUL – hele året rundt!