Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Man har endnu ikke set naturen foretage sig noget som helst unyttigt og dermed skabe noget absolut overflødigt. Går noget overhovedet til spilde i naturen? spørger Martinus og fortsætter:

 

Er ikke hver en vanddråbe fyldt med liv og livsbetingelser for væsener? – Skaber naturen ikke vandet fra enhver rendesten og kloak om til krystalklart drikkevand? – Bliver de levende væseners ekskrementer ikke en livsbetingelse for fortsættelsen af alt vegetabilsk og animalsk kredsløb? – Ja, selv askehoben fra en ildebrand, avnerne fra en tærskemaskine såvel som det mindste støvfnug fra en tæppebankning kan ikke unddrage sig logikkens lov, men er stadig at henføre som led i det kredsløb, uden hvilket alt fysisk såvel som åndeligt liv vilde være en umulighed. … Nej, naturen kender ikke til nogen som helst form for mangel på logik i sin skabelse og følgelig heller ikke til nogen som helst form for spild. Man har endnu aldrig fundet noget så småt eller mikroskopisk, at det var udenfor loven og fremtrådte som spild eller kaos, og vi har dog lejlighed til at se temmelig små ting i forhold til rummets gigantiske stjernebyer eller solhobe med deres oceaner af verdener, kloder eller planeter. Hvad mener man om cellerne, molekylerne, atomerne, elektronerne etc. i vort eget indre? – Er ikke vor organisme eksisterende i kraft af disse mikrobers lovbundethed? – Og dog, hvad betyder disse foreteelsers størrelse i forhold til de lovbundne systemers udstrækning og baner i det uendelige rum, astronomien må regne med? – Opgør man ikke her systemers udstrækning og bevægelsesbaner til hundreder og atter hundreder af tusinder lysår? – Hvad er en avne eller et støvfnug i forhold til systemer eller lovbundne foreteelser, der kun kan udmåles med sådanne enheder i hundredetusindvis? – Og dog viser kendsgerningen, at de ikke er "mindre", end at de både er hundrede procents logisk eller planmæssigt fremtrædende, ikke i en eneste situation kan falde udenfor logikkens lov, hvilket vil sige komme udenfor kredsløbet.

Men når ting, der i rumfang er så små eller ubetydelige i forhold til rummets øvrige systemer, er logiske, hvor små og mikroskopiske skal de da være for at være identisk med tilfældighed og kaos? – Er det ikke således, at ens tro på tilfældighed og kaos her får sit ubodelige knæk? – Kan livet på en bedre måde gøre det til kendsgerning for os, at tilfældighed og kaos i absolut forstand er illusorisk og derved kun kan eksistere som en "tænkt" modsætning til den hundrede procents normalitet, naturen i sin egen skabemetode afslører og i form af "intellektualitet" har gjort til model for skabelsen af de levende væseners fuldkomneste form for oplevelse af livet? – Hvad er universiteters, skolers og læreanstalters undervisning andet end en fremføring af den intellektualitet, menneskehedens ypperste forskere har opdaget eller erfaret i naturens eget værksted? – Der findes ingen normal undervisning eller manifestation af viden eller visdom, der ikke er en genfortælling af naturens egne skabemetoder. Og der findes ingen som helst normal manifestation eller villieføring hos det levende væsen, der ikke udgør en eller anden mere eller mindre heldig form for kopiering eller efterligning af de samme metoder. Så fuldkommen intellektuel er naturen, at ligegyldigt, hvad de levende væsener så end måtte komme til at skabe af ufuldkommenheder, spild og affald, abnormiteter og meningsløsheder indenfor deres eget sanseperspektiv, så kan det aldrig i noget tilfælde blive til kaos eller absolut spild i Guds perspektiv. Alt bliver til nytte og gør derved det bibelske udtryk "Alt er såre godt" til kendsgerning. En højere form for skabekraft og intellektuel kunnen kan således ikke eksistere. Men når naturen således viser den højeste intellektualitet, der findes, kan den kun have et særligt bestemt væsen til ophav, nemlig – Guddommen. Naturen er Guds egen bevidsthed.

Uddrag fra LIVETS BOG III, stk. 717.