Kosmos 1988/11 side 207
Den kunstige kærlighed
af Hans Oldhage
De ægteskabelige problemer i samfundet vokser for hver dag, der går. Men hvorfor ophører samlivet mellem to parter ofte med at være lykkeligt efter meget kort tid? Hvorfor slides så mange ægteskaber i stykker efter en periode af regulær mangel på kontakt mellem parterne?
I denne artikel vil jeg kun præsentere visse dele af Martinus' omfattende analyser af ægteskabet og dets rolle i individets liv. Vi tror ofte, at lysten eller begæret efter at leve sammen med et menneske af modsat køn er noget uforanderligt og vedvarende. Men ifølge Martinus er det kun i en begrænset periode af det evige liv, vi lever sammen som par. Han selv var ugift hele livet, men hvis nogen spurgte ham, om han var gift, kunne han f.eks. svare: "Ja, jeg er gift med hele menneskeheden". Det var altså naturligt for Martinus ikke at binde sig til et enkelt menneske, eftersom der i hans psyke ikke fandtes partisk eller begrænset kærlighed til et enkelt menneske. Han havde udviklet noget, som endnu er ukendt for os jordmennesker, nemlig en ubetinget kærlighed til alt og alle: Alkærligheden.
Forelskelsens virkelige natur
Grundårsagen til de ægteskabelige vanskeligheder er ifølge Martinus, at forelskelsen hos de fleste af os svækkes eller taber sig meget hurtigt. Vi bliver måske ofte forelskede, men snart længes vi måske efter en anden partner. Parterne bliver i mange forhold eller ægteskaber trætte af hinanden eller "mættes", når de ikke længere føler seksuel tiltrækning til hinanden. Den ægteskabelige lykke og harmoni har begrænset varighed, og eftersom vor kultur – særlig her i Vesten – fremhæver, hvor vigtigt det er, at der er et stærkt følelsesmæssigt bånd (forelskelse) mellem parterne, ligger det lige for at skilles, når tiltrækningen er aftaget alt for meget.
Martinus mener, at vi mennesker i en tidligere udviklingsfase egnede os meget bedre til ægteskabeligt samliv, end vi gør i dag. Forelskelsesevnen er altså gået tilbage, degenereret. Men hvad er da "forelskelse"? Ja, det er det samme som længselen efter at "eje" eller "besidde" et væsen af modsat køn. Man kan faktisk sammenligne forelskelse – som har sine rødder i dyreriget – med den fysiske sult efter mad og drikke. I begge tilfælde er det noget, man savner eller hungrer efter. Vi hungrer efter et samliv med en seksuel partner, omtrent som vi hungrer og tørster efter mad og drikke. Den seksuelle hunger kan være større eller mindre hos de forskellige mennesker, men principmæssigt er der ingen forskel på denne hunger og den almindelige hunger eller sult efter mad.
Ægteskabelig degeneration
Forelskelsen er altså i realiteten et egoistisk begær. At det virkelig er sådan, viser sig, når den, man mener at elske, vil gøre sig fri og forlade forholdet. Det, der så ud som kærlighed, kan da pludselig forvandles til had eller skinsyge.
For meget længe siden, da mennesket befandt sig på et tidligere stadium i sin udvikling fra dyr til menneske, varede forelskelsen ofte livet ud, mener Martinus. Dette er jo meget usædvanligt i dag, selvom parterne alligevel af forskellige grunde fortsætter at leve sammen. Men dengang var det selvfølgeligt, at parterne levede sammen "til døden skilte dem", som det hedder i kirkens ægteskabsceremoni. Tidligere tiders ægteskaber var også forholdsvis lykkelige, hvis de var indgået frivilligt, fordi de da byggede på det gensidige begær efter at "eje" hinanden, det vil sige på forelskelse.
Men i dag er flertallet af jordmenneskene degenererede ægteskabeligt set. Derfor er de fleste nutidige ægteskaber egentlig forskellige varianter af skinægteskaber, det vil sige, de bygger ikke på en gensidig hunger hos parterne, men på økonomiske realiteter eller andre hensyn. Selvom parterne fra begyndelsen af forholdet er "et kød", som det udtrykkes i bibelen, så bliver de ofte meget snart "to kød", akkurat som de var, før de giftede sig. Nutidens mennesker ved i virkeligheden ikke, hvad et fuldkomment ægteskab er.
»Hvedebrødsdagene« som rester af det ægteskabelige
Når vi i tidligere udviklingsepoker kunne være forelskede i en og samme partner hele livet, beroede det på, at vi da havde en anden psykisk-organisk struktur. Vi var mere "enpolede" end vi er i dag, som Martinus udtrykker det. Vi stod da nærmere dyrene og var i højere grad end nu afhængige af nær og regelmæssig kontakt med en person af modsat køn. Som Martinus' læsere ved, betegnede han os jordmennesker som overgangsvæsener mellem dyr og rigtige mennesker. Vi er i færd med at vokse ud af dyreriget. "Enpolethed" er netop en egenskab, der kendetegner dyrene, og den indebærer, at man helt mangler det modsatte køns egenskaber i sin bevidsthed. "Rigtige mennesker" har begge køns egenskaber i bevidstheden.
Den måde, hvorved naturen erstatter denne "mangel", som er et resultat af enpolethed, er netop forelskelsen. Gennem den får vi en vis erstatning eller kompensation for de egenskaber, vi savner hos os selv. Men forelskelsen bliver dermed en kunstig form for "kærlighed", en kærlighed, som bygger på egoistisk hunger, og ikke på en vilje til at give sig selv til andre mennesker. Denne kunstige form for kærlighed erstatter i dyreriget den virkelige eller sande kærlighed.
Årsagen til, at virkelig kærlighed ikke findes i dyreriget, er, at der her i den fysiske verden skal skabes en kontrast til åndeligt lys og livsglæde. Det er kun gennem kendskabet til mørke og lidelse, at man bliver modtagelig for de lyse livsoplevelser i den åndelige verden. Derfor må forelskelsen og den dermed tilknyttede skinsyge skabes hos dyrene og jordmennesket.
Det, vi i vor tid kender som det fuldkomne ægteskab, er en lille rest, som i sin mest koncentrerede form er kendt under navnet "hvedebrødsdagene". I hvedebrødsdagene eksisterer der ikke andre end den, man er forelsket i. Alle andre mennesker, ja, næsten alt omkring en, forsvinder mer eller mindre som en tåge i det fjerne. Man lever i en slags rus med en overdimensioneret sympati for den elskede. Eftersom denne følelse er meget stærk overfor den "elskede", er der ikke megen sympati tilbage til at elske verdensaltets øvrige væsener.
Ægteskabsrepetition i ungdommen
Hvis man skal have et fuldstændigt billede af ægteskabets funktion og plads i individets udviklingshistorie, er det nødvendigt, at vi erindrer os, at vi er evige væsener. Vi har ifølge Martinus som bekendt levet tusindvis af liv som dyr og mange, mange liv som jordmennesker. Det drejer sig her om reinkarnationsprincippet. Vort nuværende liv er i dette perspektiv kun ét i rækken af mange jordliv.
Vi har altså selv oplevet, hvordan det er at være forelsket i en og samme partner et helt liv, eller måske i flere liv. Ofte slutter et sådant gentaget ægteskab med, at parterne til sidst fødes som søskende eller måske tvillinger, skriver Martinus. Disse tidligere udviklingsstadier repeteres i barndommen og ungdommen. Vi kan f.eks. se, hvordan de fleste børn gennemlever en slags "naturmenneskestadium", hvor de gerne bygger hytter og leger krigeriske lege. Jo længere tilbage i tiden disse stadier ligger, desto mindre fremtræder de i nuværende jordlivs repetitioner.
På tilsvarende måde repeteres alle individets bevidsthedstendenser i barndommen og ungdommen helt op til 30-årsalderen, mener Martinus. Repetitionerne gælder naturligvis også for forelskelsesevnen. Unge mennesker kan derfor være meget forelskede i hinanden og tro, at denne tilstand varer livet ud, for så efter kun kort tids samliv at længes efter at komne ud af forholdet. Hvordan denne mættelse og deraf følgende længsel efter en ny partner vokser frem – både for unge og voksne mennesker – skriver Martinus som følger:
"Denne længsel eller hunger stimuleres og befordres af begivenhederne, erfaringerne fra de ydre omgivelser. Synet af andre skønne væsener end væsenets egen ægtefælle gør stærkt indtryk. Og i samme grad, som det jordiske menneske har fået udviklet sin tænkeevne, i samme grad kan det på forhånd af de indtryk, som fremmede væsener af modsat køn har affødt i dets bevidsthed, danne sig et levende fantasibillede eller en imaginær oplevelse af, hvor herligt det ville være at have samliv med en sådan fremmed seksuel partner. Og jo mere fuldkommen og levende det kan gøre sig denne imaginære oplevelse, desto vældigere afføder den længslen eller hungeren efter at opleve den rent realistisk, fysisk legemligt, med vedkommende partner. Og vi er her ved roden til alt ægteskabeligt samlivs undergang."
(LIVETS BOG IV, stk. 1212)
Et ændret ægteskabssyn
Den gamle type ægteskab, som byggede på parternes gensidige forelskelse et helt liv igennem, er altså under afvikling. Menneskenes degenererede eller helt udlevede forelskelsesevne er efterhånden en almindelig foreteelse. Formelle ceremonier og juridiske kontrakter i form af "vielsesattester" hjælper os ikke mere til at blive i ægteskaberne. Når hvedebrødsdagene er overstået, kan ægteskabet kun holdes sammen ved hjælp af ydre kræfter (andre menneskers sociale tryk) eller af de forpligtelser, parterne eventuelt føler overfor hinanden og deres fælles børn.
Selvfølgelig kan ingen give forskrifter på, hvordan mennesker skal handle i de forskellige situationer uden at gribe ind i de pågældende menneskers frie vilje. Det var Martinus helt klar over. Dog har han givet os råd på dette såvel som på andre områder. Sådan skriver han bl.a. om det, han kalder "ægteskabsmoralen", som han mener bør gælde for os jordiske mennesker:
"Moralen er således urokkeligt den, at mennesker, der har indgået ægteskab, naturligvis må holde deres forpligtelse overfor deres ægtefælle og eventuelle børn i ægteskabet. Kan de ikke holde denne deres forpligtelse og være tro i ægteskabet, egner de sig ikke mere til ægteskab. Det vil være mere til ulykke end til lykke for dem at gifte sig. Det kan ikke være kærligt at indlade sig i et ægteskab, hvis man ikke mere har talent for at kunne overholde ægteskabsloven og gøre samlivet lykkeligt for den anden part i ægteskabet og de eventuelle børn. Skilsmisse eller et ægteskabs opløsning bør kun finde sted i en situation, hvor væsenerne er så psykisk forskellige, at de ikke kan bringes til at leve i harmoni med hinanden og derfor dagligt lever i ufred. Da er det bedre, at parterne skilles som venner end at leve videre sammen som fjender."
(TO SLAGS KÆRLIGHED side 135).
Ægteskabets »kammeratskabsperiode«
Ethvert ægteskab i dag kan inddeles i en forelskelsesperiode og en venskabsperiode. Martinus skriver om en "ægteskabsperiode" og en "kammeratskabsperiode" og viser, at den sidste omfatter en stadig længere periode af ægteskabet (LIVETS BOG I V, stk. 1209). Disse fakta er de fleste af os nok vidende om. Men har vi taget konsekvenserne af dem i vor måde at leve på? Indgår vi stadig ægteskaber udelukkende baseret på forelskelsesfølelsen, altså for den første periode af ægteskabet, eller tager vi også hensyn til, om vi rent menneskeligt passer for hinanden? Når "kammeratskabsperioden'' omfatter den længste tid af ægteskabet, bør vi da i det mindste til en vis grad tage hensyn til de sidste egenskaber.
Vi skal her undlade at moralisere eller fordømme mennesker, specielt fordi vi alle ifølge Martinus altid befinder os på toppen af vore egne evner. Men det skader ikke, mener jeg, at man reflekterer over, hvordan man selv handler i sit liv. Så kan det jo være, at man i fremtiden undgår at handle sådan, at man skader både sig selv og andre. Hvis man alligevel handler forkert, ja, så må man sige, at sket er sket, og det eneste, der så er tilbage at gøre er at tilgive sig selv.
At elske alt og alle
Ægteskabets funktion er altså ifølge Martinus i dyreriget, hvor vi hører hjemme, at skabe en erstatning for sand kærlighed. Ægteskabet er naturligvis også en garanti for, at der bliver født børn til verden. Hvordan skulle det levende væsen kunne få et liv på det fysiske plan, hvis det ikke havde et forældrepar eller "skytsengle", som tog sig af det i dets hjælpeløse barndomsperiode?
Men i fremtiden vil vi ikke gifte os eller leve i partisk sympati med et enkelt væsen af modsat køn. Så vil vi elske alle levende væsener lige så meget, som vi nu elsker os selv – "at elske vor næste som os selv", som der står i bibelen. Så kommer vi til at elske planter, dyr, mennesker og alt, hvad der lever det vil sige alting – ubegrænset. Så bliver sympatien mellem væsenerne ikke en kunstig form, som er afhængig af udsondringer af kirtelsekreter eller af en mental mangel i vor bevidsthed – "sjælelig vitaminhunger", som Martinus udtrykker det. I dette fremtidige kærlighedsrige vil vi have en helt anden psykisk struktur og helt andre kroppe end dem, vi har nu. Vi vil da ikke være "énkønsvæsener" eller mænd og kvinder:
"Vi er her hævet over enpoletheden og dermed over dyrets verden. Vi er i lysets verden blandt lysets væsener… Her vil et kys, en omfavnelse, et varmt håndtryk eller en anden mild og gensidig berøring af hinandens organisme eller legeme være i stand til at frembringe den guddommelige lysoplevelse af "den højeste ild" eller lyset fra Guds evige ånds strålevæld, som tidligere i en meget begrænset form kom til udløsning i de enpolede væseners parringsakt."
(TO SLAGS KÆRLIGHED, side 151 og 152).
Guds billede
Den omstændighed, at vi i fremtiden kommer ind i en helt ny væsenstilstand, betyder ikke, at vi pludselig nu skal forlade alt det, som hører sammen med vor nuværende sympatitilstand og den dermed tilhørende opdeling i "handyr" og "hundyr". Selvom vi ikke mere er rendyrkede "enkønsvæsener" – i hvert fald ikke i psykologisk betydning – er der en lang vej for os at vandre, inden vi bliver rigtige mennesker. Her befinder vi os indenfor et så grundlæggende område i vor mentale struktur, at vi ikke med viljens magt alene kan forandre os selv.
Men det rigtige menneske, som nu langsomt og gradvis vokser frem inde i enhver af os, i kraft af en evigt virkende udviklingsproces, er altså ikke "mand" eller "kvinde", men en kombination af begge. I det kommende nye "fælleskøn" vil det bedste hos kvinden blive forenet med det bedste hos manden – det gælder både åndelige og fysiske egenskaber.
Derigennem skabes de forudsætninger, der kræves for den fuldt udviklede kærlighedsevne, som kendetegner det færdige menneske i "Guds billede". Her rejser der sig mange spørgsmål: Hvordan foregår denne udvikling? Hvordan kan vi fødes, når der ikke findes mænd og kvinder? Har der nogen sinde levet rigtige mennesker på jorden? Hvordan kan man iøvrigt iagttage "den seksuelle polforvandling" i dag? osv., osv. Men det er en anden historie.
Litteraturforslag: LIVETS BOG IV og V
TO SLAGS KÆRLIGHED, bog nr. 28.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige