Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvor ligger foredragssalen? Hvis man er ukendt med Martinus Center i Klint, behøver man ikke at spørge sig for. Man kan blot følge strømmen af interesserede, som via stier og veje dræner store dele af centret for liv. Klokken er 9.25, og vi skriver søndag den 10. juli 1988. Sagens flag er gået til tops og bølger i en let brise, som får de mange farver til at stråle i sommersolen.

Det er Sv. Å. Rossen, som skal holde foredrag, og der er næppe en ledig plads i den smukke foredragssal. Emnet er "Religion, natur- og åndsvidenskab".

Hvis man ganske kort skal præcisere, hvori det nye består, kan man sige, at der er ved at opstå en tendens til at betragte helheden som styrende i forhold til delene. Eller udtrykt på en anden måde: Helheden er mere end summen af sine dele. Hidtil har man opfattet verden som bestående af dele, der opbygger og strukturerer helheden.

Det nye synspunkt er oprindelig født af atomfysikken, og det er i stigende grad begyndt at gøre sig gældende indenfor mange andre områder i naturen, ligesom det også er et synspunkt, man begynder at anlægge på samfundslivet.

Skal man udbygge forklaringen lidt, kan man sige, at det drejer sig om at løse et teoretisk problem, som længe har været en gnavende orm i Vestens åndsliv, nemlig uforeneligheden mellem det naturvidenskabelige og det humanistiske menneskesyn.

Det naturvidenskabelige menneskesyn antager, at mennesket er en slags biologisk maskine, dvs. de fysiske processer er årsager, hvis virkninger bl.a. afspejler sig i bevidstheden; der findes ingen fri vilje.

Her overfor står så det humanistiske menneskesyn, der opfatter materien som underlagt ånden, dvs. vi kan selv bestemme vore handlinger, vi har en fri vilje, og vi kan tage et ansvar.

Indtil nu har der ikke været et naturvidenskabeligt grundlag for at argumentere for det humanistiske menneskesyn, men det er netop her, der er ved at ske en ændring, et paradigmaskift.

Herefter fortsætter Sv. Åge med at give et kort overblik over Martinus kosmologi med henblik på lidt senere at forbinde dette med en historisk redegørelse, som han nu ruller op for os. Det drejer sig om en tusindårig udvikling af menneskets opfattelse af tilværelsen. Omsider når vi frem til en berømt diskussion mellem Einstein og Bohr, som synes at være det afgørende vendepunkt og begyndelsen til det omtalte paradigmaskift. Endelig falder Martinus kosmologi på plads som et sidste led i denne fantastiske udvikling.

– Det er virkelig en oplevelse. Jeg har fået fyldt noget på, hvor der hidtil har manglet noget, siger Lis. Vi har næsten været med til alle foredrag og har deltaget i studiegruppe hos Sv. Å. Rossen i sidste uge og skal være hos Ole Therkelsen i denne uge.

– Kan du forstå noget af det?

– Ja, det kan jeg; jeg synes, jeg forstår det hele. Det er jo så velforberedt og klart. Det var med en vis skepsis, jeg tog med herover, for den introduktion, jeg fik derhjemme, var ret sporadisk. Så det var faktisk min egen nysgerrighed, der var årsag til, at jeg tog med. Jeg syntes, jeg ville give det en chance; det har været meget positivt.

– Hvad mener du om et emne som f.eks. reinkarnation?

– Det var ærlig talt dér, jeg havde min største skepsis.

– Lis underviser bl.a. i religion, bryder hendes ven ind.

– Vil dét give nogle vanskeligheder, når du kommer hjem?

– Nej, der har ingen vanskeligheder været hidtil, og det tror jeg heller ikke, der vil blive fremover. Jeg kan jo ikke komme hjem og sige: "Nu skal I bare høre!" Jeg må ikke indoktrinere, men derfor kan jeg naturligvis godt have min egen mening. Og jeg synes, at det, jeg har lært her, understreger noget, som jeg måske nok har anet lidt om, men som jeg aldrig har turdet give mig ud i uden at få hjælp til det. Jeg har mødt ideer her, som det har været en stor tilfredsstillelse for mig at stifte bekendtskab med. Bare den tanke, at det er tilladt at forske i disse ting ... ! Efter den kirkelige kristendom skal man jo nøjes med at tro og på en måde være naiv. Det er dejligt at møde et mere frit livssyn.

– Er der noget, du har været utilfreds med?

– Nej, jeg har fra alle sider følt en enestående imødekommenhed og venlighed.

– Det eneste problem er faktisk, at vi skal herfra igen, tilføjer hendes ven. Det er sådan, at jeg næsten ikke kan få hende til at løsrive sig, og vi har planlagt en tur videre sydpå til Harzen.

– Er der noget nyt, som du særlig vil fremhæve ved undervisningen i år?

– Der er flere nye mennesker, end der har været i de senere år, svarer Harald. Det er svært umiddelbart at se hvorfor. Men det kan måske skyldes, at vi har gjort et ekstra stort stykke arbejde for at få programmerne ud. Sidste uge havde vi tre grupper på trin 1 (nybegyndere, red.), og så mange har vi ikke haft før; vi plejer ikke at komme over en gruppe. Det er meget inspirerende at se. Desuden må jeg nævne, at vi har flere foredrag på programmet i år end tidligere.

– Har du noget på ønskesedlen?

– Jeg kunne tænke mig, at undervisningen i studiegrupperne kunne forudprogrammeres bedre. Man kunne tænke sig, at de studerende tilmeldte sig de enkelte emner samtidig med, at de bestilte plads i centret. Men det hører indtil videre fremtiden til. Desuden ville jeg ønske, at der blev sørget for en bedre akustik på Terrassen (vegetarisk restaurant, red.). Som det er nu, må man faktisk råbe til hinanden for at kunne kommunikere, når der er mange tilstede.

– Hvornår kom du første gang på Klint?

– Det var i sommeren 1960; da var jeg bare 12 år gammel og gik ikke til foredrag. Men siden 1973 har jeg fulgt undervisningen og er kommet her hver sommer.

– Er her mange mennesker i år?

– Der er meget godt belagt. På campingpladsen har vi 40 enheder, og det er hvad der er plads til. Mærkeligt nok har vi ikke været nødt til at afvise nogen. Der kommer det antal, der er plads til. Det ser ud, som om det regulerer sig selv.

– Hvordan er stemningen?

– Den er god; der er mange nye mennesker i år, og de siger, at de vender tilbage næste år. De er kommet ind i grupperne, og dér, hvor de bor, lærer de hurtigt naboerne at kende og kommer sammen med dem. Jeg tror ikke der er nogen, som har været overladt til sig selv.

– Er der tilfredshed med undervisningen?

– Der er mange som fortæller, at kvaliteten er højnet. Der er i år flere tilbud klokken 15.00. Ligeledes er der foredrag hver aften kl. 19.00, og den dejlige musik kl. 21.30. Jeg har ikke mødt en eneste, som har været utilfreds. Og i og med de mange tilbud, er der slet ikke tid til andet end at gå med til det hele. De vil ha' det hele med, de vil opleve det. Og ikke mindst takket være gruppearbejdet kommer vore gæster tæt på hinanden. Det giver en masse...

Klokken er 12.00, og gruppearbejdet er ved at være slut. Der er atter brug for Betty i receptionen, hvor der foruden de almindelige gøremål i forbindelse med udlejning af huse, lejligheder og værelser foregår et livligt salg af Martinus-bøger, lysbilleder af symboler og meget mere.

En ny uges program er startet, og for mange vil de kommende dages oplevelser og undervisning være det lys, der er med til at holde humøret og livsmodet oppe, når dagligdagen atter melder sig.