Kosmos 1988/10 side 187
Skæbne som kendsgerning
af Walter Christiansen
Mange mennesker med interesse for kosmologi kender Martinus' symbolbilleder over vor skæbnes struktur og virkemåde. Billederne viser på en særdeles enkel og ukompliceret måde, hvordan vi selv er den dybeste årsag til de virkninger, der som skæbnebuer vender tilbage til os selv. Den billedmæssige fremstilling kan dog netop på grund af sin enkelhed forekomme nogle mennesker at være lidt naiv eller ikke tilstrækkelig overbevisende. Men kosmologien i sin helhed rummer mange spredte oplysninger, som af den opmærksomme iagttager og tænker kan sættes ind i forskellige sammenhænge, f.eks. til fordel for en dybere forståelse af skæbnen. Derved kan den studerende komme til at opdage, at der bag "naiviteten" skjuler sig en hel "skæbnevidenskab", som forvandler skæbnetro til skæbneviden – og får naiviteten til at træde frem som et kosmisk adelsmærke.
Mange mennesker i vor tid er begyndt at spørge sig selv, om deres skæbne kan være forudbestemt, og hvordan deres skæbnemønster i så fald tildannes, og på hvilken måde det enkelte menneske eventuelt kan påvirke sin individuelle skæbne i gunstig retning.
Lidt om astrologi
Den store interesse for disse spørgsmål kommer især til udtryk i, at astrologien, læren om stjernernes indflydelse på menneskets skæbne, i vor tid blomstrer som aldrig før. Af mange åndeligt søgende mennesker opfattes astrologien som en enestående kompetent rådgiver vedrørende skæbnespørgsmål.
Hvor vidt denne kompetence beror på faktiske kendsgerninger eller måske støtter sig på halvsandheder, trosforestillinger, ønsketænkning og illusioner, er ikke let at gennemskue for den usagkyndige.
Der er en kerne af sandhed i udsagnet om, at vor skæbne "står skrevet i stjernerne". Men for det første er det forbundet med store vanskeligheder – selv for specialister – at omsætte "stjernernes tale" til en overbevisende, logisk og befriende vejledning. For det andet er resultatet af denne omsætning, altså den astrologiske videnskab i sig selv, jo ikke ligefrem en åben bog, som ganske let kan læses, forstås og anvendes videnskabeligt præcis og tilforladeligt af enhver.
Kosmologiske skæbneanalyser
Martinus beskæftiger sig indgående og dybtgående med menneskets skæbne, men ikke på en astrologisk måde. I kosmologien fremtræder skæbneprincippet i enkle, kosmisk-videnskabelige forklaringer, som forholdsvis ubesværet kan opfattes af ethvert åndeligt interesseret menneske, som gerne vil udbygge sin erkendelse af livet og tilværelsen i kosmologisk retning. En række symbolske skæbne-illustrationer af forbløffende enkelhed, skønhed og dybde understøtter Martinus' almengyldige skæbneanalyser.
Grundtanken i de kosmologiske skæbneforklaringer er at udvide menneskets sansehorisont således, at livet i hverdagen, som det former sig for det enkelte menneske, kan fremtræde i et helt nyt perspektiv. Livet i hverdagen bliver afsløret eller verificeret som værende den væsentligste og ufejlbarligste "åbne bog" eller "vejledning", som findes.
Men for nu at komme til sagens kerne: hvordan tildannes skæbnen, kosmisk-videnskabelig set? Hvordan kan det f.eks. gå til, at et menneske ganske uventet kan komme til at "møde sin skæbne" i et fjernt land, som det netop rejser til for at finde et fristed, for at lægge afstand til en eller anden personlig skæbnesituation?
Vort sammensatte psykiske enhedsfelt
Mennesket er sammensat af et antal bevidsthedsenergier eller -felter, som hver især har meget forskellige egenskaber, ligesom de også hver især er af forskellig svingning, vibration eller intensitet. Nogle af disse energifelter er af ret lav intensitet, medens andre er af højere intensitet.
Disse forskelligartede bevidsthedsfelter griber ind i hverandre, påvirker hverandre gensidigt og udgør tilsammen et enhedsfelt, som er det samme som vor psyke, vor sjæl eller vort væsen. Vor individuelle væremåde udtrykkes igennem det specielle samvirke, som foregår de enkelte energifelter imellem, d.v.s. samvirket mellem instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse.
Dette psykiske enhedsfelt er en slags original bag vort fysiske legeme. Vort fysiske sanseapparatur udgør i forhold dertil en fysisk genpart, ved hjælp af hvilken vi kan fungere som bevidste beboere af det hus, som vort legeme og vor sjæl tilsammen udgør.
Vi bor altså ikke kun i et fysisk legeme, men også i et flersidet bevidsthedsfelt, hvis enkelte energier vi kan sætte i sving på en sådan måde, at vi tænkende og følende kan sanse fysiske omgivelser – og selv give os til kende i fysiske omgivelser.
Det bagvedliggende skæbnefelt
Men bag ved det hele er der noget mere. Og det er her, vi skal søge forståelsen af vor skæbnedannelse. Bag ved alt det sjælelige, psykiske eller væsensmæssige, som sammen med vor rent fysiske fremtoning udgør det, som vi opfatter som "fænomenet menneske", eksisterer der endnu et bevidsthedsfelt, som er af så høj svingning eller intensitet, at feltet på en måde ligger hinsides det sjælelige eller det psykiske.
Dette felt har ingen speciel kvalitet eller karakter, således som det er tilfældet med de førnævnte felter eller bevidsthedskræfter. Nej, der er tale om et "neutralt" felt. Neutraliteten beror på, at feltets vibration er betydelig højere, end den er for de førnævnte karakteristiske bevidsthedsenergiers vedkommende, hvis egenskaber vi jo allesammen kender mere eller mindre godt fra vor egen tilværelse i hverdagen.
Dette højtvibrerende overbevidstheds- eller skæbnefelt udgør det bærende underlag for "fænomenet menneske", altså for hele vor sjælelige og legemlige fremtoning. Vi kan også udtrykke det sådan, at dette bærende underlag er en slags energimæssig fællesnævner eller "moder" for de førnævnte seks bevidsthedskræfter. Da vi ikke ville kunne eksistere som levende mennesker uden dette moder-underlag, er det forståeligt, at denne oversanselige bevidsthedsenergi i kosmologien har fået navnet "moderenergi".
Moderenergien overskrider alle grænser
Moderenergiens ufattelig høje vibration er den faktor, som ikke blot gør den neutral eller oversanselig, men også grænseoverskridende i særlig grad – og derigennem skæbnedannende eller skæbneformidlende. Vi kan derfor også godt tale om skæbneenergi, ja, vort bagvedliggende moderenergifelt er på en måde det samme som et langtrækkende skæbneelement.
Evighedslegemet er et
oversanseligt energiunderlag
for vor individuelle væren,
et energifelt, hvis impulser
rækker langt ud over vort
legemlige og sjælelige
bevidsthedsfelt.
Men hvordan kan vi beskrive dette element ved nærmere betragtning? – Ja, vi må forestille os et energifelt, som rummer informationer af årsagsmæssig art, informationer i levende bevægelse. Vor væremåde forekommer her omdannet til koncentreret information. Den er blevet overført til et højere plan. Den er blevet omdannet til "højfrekvente koder", for kun på denne måde kan den eksistere grundfæstet i moderenergifeltet, som Martinus iøvrigt benævner som "evighedslegemet". (1)
Mange mennesker, som med beundring betragter Martinus' smukke symbolbillede af "evighedslegemet", forestiller sig sikkert, at de her ser en slags aura, som er den inderste og fineste aura, som vi har. Det er en smuk sammenligning, som dog ikke siger så meget om evighedslegemets fundamentalt grænseoverskridende kapacitet.
Skæbneoceanet
Evighedslegemets højt vibrerende informationskoder har en så ufattelig rækkevidde, at vi ikke kan afgrænse evighedslegemet på samme måde, som vi kan gøre det med den grovere del af vort psykiske bevidsthedsfelt, den såkaldte aura. Evighedslegemet repræsenterer ganske vist et kugleformet princip, men dets "konturer" fortaber sig i det uendelige og er på samme tid nære og fjerne. Vort eget evighedslegemes kausale informationsimpulser rækker altså så langt ud over vor fysiske eller geografiske placering i hverdagen, at vi egentlig ikke kan tale om nogen bestemt udstrækning eller rækkevidde i forbindelse med dette oversanselige felt.
Derfor er alle mennesker gennem deres evighedslegemer eller skæbneenergifelter forbundet med hinanden, selv på de fjerneste afstande. Enhver form for isolation, som et menneske kan befinde sig i, er blot et lokalt psykisk fænomen, en indbildt foreteelse, en selvskabt afgrænsning. I virkeligheden er hele menneskeheden knyttet sammen i et eneste stort skæbnehav eller skæbneocean.
Vor adfærd, vore vaner, vore tankemønstre, som vi fra dag til dag og fra liv til liv selv skaber eller tilvejebringer i vor vekselvirkning med skiftende omverdensforhold, indkodes eller programmeres automatisk i vort evighedslegeme. Vi bærer altså "inde i os selv" på et komplet informationsprogram eller facit, som er levende og selvsupplerende – og som i sin egennatur er evig eller uforgængelig.
Skæbnedannelsen
Men samtidig er vort informationsprogram eller væsensfacit lige så meget uden for os selv. Det er i levende indgreb med utallige andre menneskers informationsprogrammer, væsensfacitter eller evighedslegemer, som i det usynlige eller oversanselige påvirker hinanden gensidigt. På denne måde opstår der fuldstændig naturligt, logisk eller lovmæssigt en usynlig sammenknytning af menneskeskæbner. Informationer blandes, smitter af på hinanden, tiltrækkes og frastødes – og fremkalder uventede motiveringer i menneskesjælenes urgrund, motiveringer, som ikke kan spores konkret i tænkningens verden.
Når vi overraskende møder et andet menneske, eller når vi støder på en igangsættende impuls i et fjernt land, eller når vi læser en inspirerende artikel i et tidsskrift, så er alle disse hændelser synlige resultater, som i virkeligheden er fremkaldt af forudgående usynlige informationsudvekslinger, informationsafsmitninger og informationskommandoer.
Vort individuelle skæbnegrundlag eller skæbnefundament, som i form af vort væsensfacit er nedfældet eller grundfæstet i vort evighedslegeme, tildanner altså et skæbnemønster derved, at vore egne informationskoder blandes med fremmede informationskoder, hvorved der opstår kausale eller årsagsmæssige reaktioner "uden for os selv", reaktioner, som så med en naturlovs præcision "kastes tilbage" mod os – dér, hvor vi befinder os rent geografisk.
Da disse "tilbagekastninger" ofte sker via fremmede mennesker eller via tilsyneladende tilfældige hændelser, er vi tilbøjelige til at mene, at de absolut ikke kan have nogen årsagssammenhæng med vort eget væsen. Men det er en stor fejltagelse. Alt det, vi møder eller oplever omkring os, er reaktioner på alt det, som vi selv er og tænker og føler. Vi møder disse reaktioner som "forklædninger". Derfor genkender vi dem ikke som noget, der har med os selv at gøre.
Men kosmologiens sande mål er at give næring til, at denne form for genkendelsesevne kan vokse i hvert sandhedssøgende menneskes sjæl og sind.
Skæbne som kendsgerning
Jo mere opmærksomme vi er, des mere bliver vi dog også klar over, at vi kan gribe ændrende ind i den tilsyneladende automatiske eller ufrie skæbnedannelse, som vi udsættes for fra dag til dag. Thi når vi selv er iscenesættere af den "skæbnens tale", der som et "ekko" vender tilbage til os i form af allehånde almindelige og ualmindelige hverdagshændelser – ja, så kan det vel ikke være usandsynligt, at vi har mulighed for at koncentrere vor opmærksomhed omkring selve iscenesættelsen, for ad denne direkte og fundamentale vej at sætte en ny og mere behagelig kulør på den "opførelse", som vort liv er udtryk for.
Således kan det altså gennem kosmologisk eftertanke og opmærksomhed blive til kendsgerning for den sandhedssøgende iagttager, at skæbne er andet og mere end en trossag.
Martinus lægger vægt på at sætte viden ind dér, hvor troen ikke mere kan gøre fyldest. Det sker ikke for at fratage menneskene deres elskede illusioner. Det sker for at række en hjælpende hånd ud mod de mennesker, som længes efter at komme fri af udlevede illusioners snærende og unaturlige favntag.
Den kosmologiske viden kan ganske vist ikke bevises med naturvidenskabelige metoder. Men det afgørende i denne sammenhæng er i virkeligheden ikke den "beviskraft", som en selvbevidst – og ofte selvbestaltet – naturvidenskab kan sætte i højsædet, men derimod hin "højere fornuft", som forlener vor vidende adfærd med menneskelighed og troværdighed – en troværdighed, som er andet og mere end blot og bar autoritetstro eller efterfølgelse.
Nogle litteraturhenvisninger:
(1) Evighedslegemet, som i denne artikel ses i sort-hvid gengivelse, beskrives af Martinus i DET EVIGE VERDENSBILLEDE, I i forbindelse med gengivelsen af det originale symbolbillede (nr. 16), som er i farver.
I bind II af bogserien DET EVIGE VERDENSBILLEDE bliver vi præsenteret for en hel række symbolbilleder med tilhørende tekster, som beskriver skæbnebuernes lovmæssige tilbagevenden til det "jeg", som de udgår fra.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige