Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

"Mennesker er ikke mennesker, men bærere af bestemte idéer." Med dette menneskesyn som grundlag blev stribevis af dødsdomme afsagt fra Moskvas særdomstol i de første år efter den russiske revolution. Anderledes tænkende eller "afvigere" var ikke mennesker, men idéer, som man roligt kunne skille sig af med. Det kan man læse i Solsjenitsyns bog "Gulag øhavet".

Mennesker er ikke mennesker...! Men er det på en måde ikke rigtigt, at vi mennesker ofte er bærere af idéer – mere end vi måske er mennesker?

I sin artikel på de følgende sider belyser Martinus, hvorledes vi mennesker ikke bare er bærere af idéer, men i hvor høj grad vi også bæres af idéer. Det er vore meninger, der bestemmer vor færd gennem livet, så vi måske kun glimtvis opdager, hvem vi er, at vi er mennesker.

Martinus kosmologi vil naturligvis også blive opfattet som en idé eller mening. Måske vil nogen synes, at det er verdens bedst funderede idé. Men det tror jeg også arbejder- og bondemagtens folkekommissærer mente i 1917 om deres egne idéer – ja, de var så sikre, at de roligt kunne kassere alle andre idéer, sammen med de mennesker, der var bærere af dem.

Man har kaldt Martinus kosmologi for videnskaben om den fuldkomne tænkning. Hvis jeg ikke vidste mere, ville en sådan karakteristik skræmme mig langt bort. Man har også kaldt den for en logisk forudsigelse af udviklingens gang. Farvel og tak, jeg er over alle bjerge!

Nu må enhver naturligvis have lov til at fremhæve sin helt personlige opfattelse af, hvad det især er ved Martinus, som virker tiltrækkende og gør det værd at læse hans bøger og artikler. Nuvel, som den, der for en tid har fået lov til at bekende kulør på dette sted i KOSMOS, vil jeg berette om mit dybeste behov, som jeg hidtil har fået dækket fuldt gennem arbejdet med kosmologien og mig selv.

Jeg har ikke i verdenslitteraturen (bortset fra i eventyr og poesi) mødt et livssyn, hvor menneske og idé i den grad er forenede og står hinanden nær, som hos Martinus. Overalt i hans litteratur er mennesket – som en usynlig faktor hævet over tid og rum – tilstede bag ideer, analyser, ræsonnementer… Overalt vises der hen til idéernes bærere: os mennesker. Idéerne får aldrig overtaget i Martinus' litteratur; for ligegyldigt hvor farvestrålende de virker i hans symboler, eller hvor besnærende han lader dem tale til fornuften, så viser de altid tilbage til den stilhed, der som det evigt fællesmenneskelige minder os om, hvem vi bag alle ideerne i virkeligheden er.

Det er disse glimt af mit sande Jeg, som er min garanti for, at jeg ikke bæres andre steder hen, end hvor jeg selv vil. Det er disse glimt, der får mig til at holde mig selv ud, når jeg ligesom andre ufærdige mennesker ser mig selv flyve højt og falde dybt i ideernes verden.

Mennesker er først og sidst mennesker. Det er dét eventyr, ethvert nummer af KOSMOS fortæller, og det er det dejligste eventyr, for vi er selv med deri!