Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Hver celle i vor krop er en selvstændig livsenhed og har ligesom ethvert andet levende væsen bevidsthedsudvidelse som udviklingsmål. Heraf følger, at det af forskellige mennesker anvendte cellemateriale fremviser indbyrdes varierende stadier i udvikling. Cellen har imidlertid også en tilværelse i et større sammenhæng som medlem af en cellestat. Ligesom individerne i en menneskelig stat igennem deres samarbejde giver denne en vis fælles målsætning, som lader staten få karakter af et "overvæsen", så fremstår medlemmerne af cellestaten i dette med en vis grad af selvstændighed. Og det gælder i princippet for alle vore legemer, uanset hvilket navn vi end giver de små livsenheder, hvoraf de er opbygget.

Cellestatens overvæsen er, med hensyn til, hvad man kunne kalde dets bevidsthedsindhold og udviklingsretning, helt afhængig af de fra os udgående impulser, som udgør dets livsvilkår – ligesom disse naturligvis også udgør livsvilkårene for cellerne selv. Trods det, hersker der imidlertid ikke altid harmoni mellem os selv og cellernes livslængsel og dermed cellestatens karakter, fordi vor handlemåde samt den med denne forudgående og hermed forbundne mentale aktivitet i reglen er en væsentlig stærkere faktor end vor intellektuelt besluttede moralske målsætning. Heri ligger forklaringen på dualismen i vort væsen – til at det, som vi individuelt opfatter som det "onde", kan tage bolig i os og indvikle os i alle disse besværlige modsætninger mellem liv og lære.

Hvis vi tænker os et menneske, som i længere tid har vænnet sig til et for stort alkoholforbrug, så har mangfoldige iagttagelser klart dokumenteret, at der efterhånden opstår et begær efter alkohol, der behersker hele kroppen. Begæret viser sig som et voldsomt krav om at blive tilfredsstillet. Derved har den fysiske krops sugende længsel eller behov for alkohol støtte i et parallelt tilpasset kompleks i følelse og tanke. Et andet eksempel. Hvis vi tænker os et menneske, som længe og intenst har dyrket sladderens sorte kunst, så ved vi, at vedkommende presses af sit mentale talent eller "overvæsen" til udløsning af sin grimme uvane, ofte allerede inden nogen anledning dertil endnu er dukket op i dets dagsbevidste horisont. Den dag kommer imidlertid engang, hvor han har udlevet disse ting indtil overmættelse og med koncentreret vilje vender sig mod deres modsætning, som han intellektuelt allerede har accepteret som rigtige. Så går alle disse "overvæsener" til kamp mod det, som nu truer deres eksistens. Det kæmpende menneske falder gang på gang, bliver mistrøstig og vil måske give op.

Hvis man indser årsagen til dualismen i sit sind og samtidig, i det mindste intellektuelt, forstår jeg'ets principielle suverænitet over materien, som altså gradvist helt skal kunne lægges under viljens kontrol, selvom dette forudsætter en stadig træning gennem flere liv, så har man også et fast fundament for den forestående kamp. Hvordan skal så denne føres?

Efter min mening har vi den største mulighed for succes, hvis vi først forsøger så at sige at isolere vort jeg fra vore legemer, det fysiske samt følelses- og intelligenslegemet, overfor hvilke vi i deres totalitet, såvel som i deres detaillerede livsytringer, skulle stå som objektive iagttagere. De skulle således betragtes på samme måde, som vi betragter de omgivende fysiske væsener og ting.

Lykkes det for os at virkeliggøre en sådan indstilling, varer det ikke længe, før enhver ytring af vort væsen, som stammer fra "mørkedybet" i os – i stedet for som tidligere at lamme vor vilje og derved tiltvinge os tilfredsstillelse af ønsket – nu standses op ved vor bevidstheds tærskel, hvor den bliver genstand for vor rent objektive bedømmelse. Derved bliver vor holdning til den, at "det er ikke mig, der vil dette, og det er ikke i harmoni med mit ideal, derfor må det vige". Desværre vil vi sandsynligvis i begyndelsen opdage, at vi er langt fra at være den forventede sejrherre, men snarere er et endnu lettere offer for begæret end tidligere. Dette er dog tilsyneladende og skyldes det dybe indtryk, en fiasko nu afføder i vor bevidsthed. I virkeligheden betyder det nemlig, at hver gang vi praktiserer en sådan holdning, skaber den en afstand mellem begæret og vor medvirken til dets tilfredsstillelse. Afstanden vokser efter hver gentaget afvisende holdning til en kløft, som begæret ikke længere kan komme over, og dets kraft begynder at ebbe ud. Men det er kun, kan man sige, den negative side af processen, som skal kompletteres med den positive. Denne består i den mentale analyse af begæret samt tankekoncentrationen på dets modsætning, som man derefter praktiserer efter bedste evne. At praktisere modsætningen er at skaffe de nye byggesten frem, hvormed de kasserede sten skal udskiftes.

Det ovenfor beskrevne er selvfølgelig kun en antydning af principperne. Individets karakter og problemets art afgør princippets anvendelse.

Fra KOSMOS nr. 3, 1948