Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Den nye genteknologi vinder frem. Det betyder, at man nu kan "gensplejse", dvs. tilføje nye arveanlæg i en celle, så den pludselig kan præstere noget, den ikke har kunnet før. Men ifølge Martinus har nye evner og anlæg deres oprindelse i det kendte princip: Øvelse gør mester. Er genteknologien et kosmologisk paradoks?

 

Gensplejsning er blevet kaldt den traditionelle forædlings syvmilestøvler.

Hidtil har man møjsommeligt arbejdet med krydsning og parring. Man har skabt de skønneste og mest velduftende roser, der samtidig var robuste over for sygdomme. Man har skabt nye velsmagende æblesorter, forbedret malkekvæget og meget mere. Og det er sket ved omhyggeligt at udvælge individer, som har haft netop de egenskaber, man har ønsket at videreføre og kombinere.

Men det har taget tid, ofte mange år, før man har været heldig at frembringe krydsninger mellem udvalgte arveegenskaber, krydsninger, som så var parate til at blive forædlet yderligere gennem nye krydsninger osv.

Endnu er genteknologien ikke fuldstændig udviklet, men man har dog allerede skabt sære misfostre som f.eks. en krydsning mellem får og ged, dvs. en ged med fåreuld. Og hvad vil ikke fremtiden vise af ejendommelige frembringelser?

Nu skal der ikke her løftes moralske pegefingre eller tages stilling til, hvad det vil være forsvarligt at bruge den nye genteknologi til. Dog har Martinus talt om fremtidens forædlede frugter af kæmpe format, og det er ikke umuligt, at disse nye arter vil kunne frembringes netop ved hjælp af den nye teknologi.

Men hvor hører gensplejsningen egentlig hjemme set fra et åndsvidenskabeligt eller kosmologisk synspunkt? Det drejer sig jo om egenskaber, nye egenskaber, som helt på tværs af naturens love frembringes kunstigt af menneskene. Er menneskene i stand til at bryde naturens love? Man skulle næsten tro det, hvis ikke menneskene selv var en del af naturen.

Men nu er den her altså, den nye genteknologi. Hvordan går det til?

 

Kender man lidt til Martinus kosmologi, så forekommer disse resultater på en måde overrumplende. Ifølge Martinus er de levende væsener jo bundet til særlige "kosmiske udviklingsbaner" (1), der har deres oprindelse i de oplevelser og erfaringer, som har været specielle for netop disse grupper af levende væsener. Ofte vil en sådan gruppering i arter kunne føres tilbage til en fælles tilværelse på fortidige kloder, der har givet særlige klimatiske og geofysiske betingelser for udviklingen af netop de særlige legemskulturer, som signalerer, at her står vi over for et pattedyr, en fugl, et insekt osv.

Men ifølge Martinus er evner jo ikke noget, man bare får foræret. Evner opøver man gradvist gennem eksperimenter og træning for til slut at eje som personlige karakteregenskaber, noget man kan uden at bruge særlig bevidst tankevirksomhed på det (2). Vi behøver bare at tænke på bilisten, der fra en hektisk og problemfyldt nybegynderstil arbejder sig frem til køreprøven og senere til en rutine, der tillader en forholdsvis afslappet, men effektiv stil.

Evner er ifølge Martinus noget, man opøver gennem træning. Og det gælder også evner, som vi ikke umiddelbart kan forstå, hvorfra vi har. Vi har evnen til at fordøje maden, lade hjertet slå og blodet pulsere. Og vi kan uden at tænke over det producere hormoner og sekreter. Alle disse automatfunktioner er ifølge Martinus evner på rutine- eller automatstadiet, og deres tilstedeværelse viser, at vi engang for måske millioner af år siden har været på et nybegynderstadium, hvor vi har måttet tænke os godt om for f.eks. at kunne få hjertet til at slå i den rette takt. Ja, vi har endda måttet konstruere nogle prøvehjerter først, måske i stål og plast, for at sætte os ind i, om ideen i det hele taget var værd at realisere i kød og blod. Alt dette ligger imidlertid så langt tilbage i tiden, at vi – hvis det var muligt – måtte rejse bagud i vor evige fortid til tilværelser på fremmede kloder, hvor vi var helt andre væsener, end vi er i dag (3).

Når Martinus forklarer disse ting og sammenholder dem med sine analyser, lyder det som en logisk forklaring på, at vi ikke fra den ene dag til den anden kan få nye evner.

Men hvordan kan man da forklare, at en gærcelle pludselig kan få evnen til at producere insulin? Her synes at foreligge et kosmologisk paradoks.

Kender vi noget fra vor hverdag, der lige på én gang sætter os i stand til at gøre noget, vi ikke har kunnet før?

At tage køreprøve var ikke noget godt eksempel. Men tænk nu på, hvis nogen kom og gav os en pose mel mm. samt opskriften på at bage boller. Så ville vi med disse remedier straks kunne gå ud i køkkenet og lave noget, vi måske ikke tidligere havde prøvet. Der kræves ingen særlig øvelse for at bage boller, men det forudsætter, at vi har råmaterialerne og en opskrift.

Når en gærcelle pludselig bliver i stand til at producere insulin, så behøver det ikke at være et brud på reglen om, at øvelse gør mester. Lad os antage, at gærcellen har lært at "læse", og lad os antage, at de komponenter, arveegenskaberne består af, fungerer som en slags bogstaver. Giver vi nu den kloge gærcelle en ny opskrift i form af et indsplejset gen og forsyner cellen med de nødvendige råstoffer – ja, så vil det kun være naturligt, om den "læser" opskriften og går i gang med at producere insulin.

Meget tyder på, at denne forklaring kan være rigtig. Set fra gærcellens synspunkt kan de indsplejsede gener udmærket være nye sider i en instruktionsbog, og man er med den nye genteknologi på vej til at skabe levende fabrikker.

Det forekommer på denne baggrund indlysende, at man med den nye genteknologi kun kan producere forholdsvis simple varianter. Ganske vist kan man tage arveanlæg fra én art og overføre dem til en anden, men det betyder ikke, at man kan skabe et levende væsen med f.eks. løveforkrop og fuglebagkrop. En sådan mulighed ville ligge helt uden for de grænser, som de kosmiske udviklingsbaner og øvelse-gør-mester-princippet afstikker.

Set fra et kosmologisk synspunkt vil gensplejsningens muligheder nok være begrænset til en overførsel af de små-variationer, som i den biologiske udviklings forløb er opstået mere improviseret under indflydelse af et fysisk miljø (som selv udvikler sig og ændres) og med selektionen, dvs. den-stærkeste-overlever, som filter. Det vil f.eks. typisk kunne dreje sig om en særlig behåring eller pigmentering, eller kort sagt variationer, som naturen selv kan skabe ved mutationer, der netop skyldes spontane spring i rækkefølgen af de komponenter, der opbygger generne.

Som et typisk eksempel på en sådan mutation kan nævnes birkespinderen, en sommerfugl, der opholder sig på birkestammer, og hvis krop og vinger farvemæssigt falder helt sammen med den lyse birkebark og derfor yder det lille insekt en god beskyttelse mod at blive set og ædt. Imidlertid findes en mørk variant (mutant), som klarer sig fint i Englands kuldistrikter, hvor de lyse birkestammer er sværtet sorte af kulstøv.

Med hensyn til hudens indhold af pigment hos mennesker, altså om vi står over for en hvid mand eller neger, så må vi også her antage, at det drejer sig om egenskaber, som kan påvirkes naturligt gennem mutation eller kunstigt gennem gensplejsning. Det ville i så fald passe udmærket med Martinus' angivelse af, at mennesker kan skifte race fra inkarnation til inkarnation (5).

Pigmenteringen – sort eller hvid – hører sandsynligvis ind under "bageopskriften", mens mennesket som art hører ind under "køreprøven"...

1. LIVETS BOG I, stk. 278-288
2. LOGIK, kap. 94
3. BISÆTTELSE, kap. 147
4. BISÆTTELSE, kap. 91
5. BISÆTTELSE, kap. 156