Kosmos 1988/9 side 162
Stjernesmilet
Hvis et lille barn smiler til dig, vil du elske det og gøre alt for at hjælpe og beskytte det. Men hvad med et organ, en celle, et molekyle? Har du set et atom smile?
Niels Bohr beskæftigede sig så meget med atomer, at han begyndte at tale om deres individualitet. Andre har haft et nært forhold til stjernerne.
Hør blot hvad Johan Ludvig Heiberg skriver i sin erindringsbog:
"Når jeg fordyber mig i astronomien er det, som om jeg fik et åndeligt bad, der vederkvæger og styrker mig fra alt det vrøvl, al den åndløshed, som man døjer ... Ved at løfte blikket opad, ved i tanken at vandre mellem kloderne, befrier og bevarer man sin sjæls ligevægt, så det små forbliver småt og det store stort."
Immanuel Kant kunne også udveksle et eller andet mystisk med stjernerne. Han undrede sig lige så meget over stjernehimlen som over en indre ansvarsfølelse for medvæsenerne:
"Der er to ting, der fylder sindet med stadig ny og tiltagende beundring og ærefrygt, jo oftere og jo mere vedholdende eftertanken beskæftiger sig dermed: Stjernehimlen over mig og moralloven i mig".
I sin efterskrift til LIVETS BOG, som Martinus skrev, før han begyndte på selve værket, taler han klart om disse følelser, som kan være vanskelige at tolke. Martinus taler om "stjernesmilet", dvs. Guds ånd, som indvirker på det modtagelige sind gennem stjernehimlen. Martinus skriver om Gud, som han føler sig ét med:
"Men igennem stjernesmilet har du gjort mere endnu. Ud fra nattens mørke har du banet vej ind i den ensomme astronoms modtagelige ånd og dér afsløret de første elementære begreber om din evige visdom. Du lod ham ane dine store dybder, dit umådelige rum. Du lærte ham, at hans egen verden var en stjerne i rummet, bevægende sig i mægtige baner efter evige love. Du lod ham analysere solens stråler og lyset fra fjerne verdener, fra funklende sole i en sådan mangfoldighed og over et sådant horisontområde, at hele panoramaet blev til lysende tåger, fortabende sig udenfor tidens og rummets grænser, efterladende sig i ham de første svage evner til at tænke dine gigantiske tanker efter eller det første gryende skær af kosmisk klarsyn, det syn i hvilket alle levende væsener skal opnå at se dig i din evige stråleglans – du! den eneste sande Gud."
Overalt er vi således omgivet af Guds ånd, men vi er ikke lige modtagelige for denne ånd til hver en tid og på alle områder. Vi har vore "sande øjeblikke", hvor sindet er åbent, og vi har individuelle interesseområder, hvor vi er særlig modtagelige.
Mange ser stjernesmilet i barnets uskyldige øjne eller i den elskedes blik. Og stjernehimlen kan også smile.
Sværest er det nok at genkende Guds smil i mikroverdenen. I sin artikel på de følgende sider forsøger Martinus at bane vejen for dit syn af dette smil.
sh
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige