Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

I vort samfund, der stiller store krav, kan bevidstheden om, at man er "den bedste til ingenting" føre til handlingslammelse.

Man synes, at alle andre kan hævde sig i en eller anden sammenhæng, og der finder man dem som regel i en stilling eller beskæftigelse, hvor de kan udvikle deres specielle evner.

Nogle af os har ingen specielle evner, ingen særlige talenter. Vi driver mere eller mindre med strømmen og kan ikke bestemme os for, hvor vi skal gå i land, og hvad vi skal begynde på. Hvor vi end havner, støder vi på specialister, som på forskellig måde efter naturel anviser os vor plads eller i værste fald afviser os. Vi støder næsten altid på modstand, sjældent på velvilje og næsten aldrig på respekt. På karrierens stige har vi ikke noget at gøre, og alle de unge løver tramper skånselsløst på vore hænder, når de klatrer forbi.

Vi er hudløst udsatte og befinder os dårligt, når vore anstrengelser ikke giver det forventede resultat.

Vi havner ved skilleveje. Nogle af os bliver hadefulde, andre deprimerede, en del resignerer, men nogen lader sig ikke nøje og søger ad andre veje viden om livets vilkår.

Egentlig kan man jo ikke forstå, at det kan være så vigtigt at være "Først-Størst-Bedst".

Hos filosoffer og tænkere møder man en helt modsat indstilling end den af samfundet almindeligvis vedtagne. Her behøver man ikke være dygtig. Man behøver ikke producere og tvinge sig ind i maskineriet. Og hvilken trøst og opbyggelse er det ikke at læse Martinus, som side op og side ned siger, at du duer. Giv dig af med det, der giver dig glæde. Vær ikke skinsyg, misund ikke nogen. Hvis du vil, så kan du. Du kan udvikle den side hos dig selv, du ønsker. Men han lægger ikke skjul på, at man ikke får noget gratis, og man må altid tage konsekvenserne af sine handlinger. Og så begynder man at tænke på en mere konstruktiv måde. Ønsker jeg f.eks. at havne på karrierens top, hvis jeg er nødt til at trampe på de andre? Vil jeg f.eks. være en af dem, der får andre til at føle sig hudløse og udsatte? Og pludselig kan man føle sig tilfreds med at være "bedst til ingenting". En fredelig og behagelig tilværelse i ubemærkethed, hvor man kan rode med sit eget uden angst for at blive frataget noget, man ikke har. En verden i verden, hvor hudløsheden kan blive noget positivt uden at være nedbrydende hverken for ens eget eller andres jeg.