Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Hvad er et godt menneske? Dette spørgsmål findes der mange svar på. Lad os se på en række eksempler:

Et godt menneske kendetegnes ved, at det udstråler varme, virker sympatisk, optræder afslappet, gør gode gerninger, går uden om konfrontationer, vedkender sig at være troende, holder af at synge og danse, fører et forbilledligt levned o.s.v.

Hvad er et ondt menneske? – Også på dette spørgsmål findes der mange svar. De kan lyde som følger:

Et ondt menneske kendetegnes ved, at det udstråler kulde, virker usympatisk, optræder kantet eller buldrende, kun tænker på sit eget, giver anledning til konfrontationer, kun kender bibelen fra dens lukkede yderside, ikke har sans for poesi, ignorerer almengyldige forordninger o.s.v.

Der kan nævnes andre eksempler, som langt mere overbevisende eller utvetydigt bærer vidnesbyrd om gode eller onde karakteregenskaber, og hvor vi med tilsvarende større sikkerhed kan vide, om det er et godt eller et ondt menneske, vi har at gøre med, eller hvor vi – for nu at udtrykke det lidt mildere – kan vide, om det er meningsfyldt at indlade sig med dette menneske eller måske snarere er utilrådeligt at give sig af med det.

Er dette ikke ret indlysende?

– – –

Skinnet bedrager! – Afhængige som vi er af vor egen sansehorisont, ligger vi allesammen under for visse fejlbedømmelser i vor opfattelse af godt og ondt – eller hensigtsmæssighed og uhensigtsmæssighed – overfor vore individuelle omverdensforhold.

Bag mental varme og sympatisk optræden kan der skjule sig en vaklende holdning, som langtfra er immun overfor visse disharmoniske tankegange og handlingsmønstre – ligesom der bag en kold og usympatisk overflade kan forekomme en velgørende fasthed, som sætter gode ting ind i verden, omend den ikke er i stand til umiddelbart at udstråle venlig godhed.

En afslappet optræden indikerer ikke nødvendigvis en fremskreden mental kvalitet eller standard, men kan til tider udgøre en selvretfærdighedens facade – ligesom en buldrende optræden ikke sjældent er udtryk for et kaldende råb fra et bagvedliggende sandfærdigt hjerte, som rusker i sit fangenskabs tremmer.

De gode gerninger, som vi gør, kan af og til være mere taktisk eller strategisk betingede, end vi bryder os om at se i øjnene – ligesom en tilsyneladende egoistisk eller selvcentreret optræden til tider kan være rodfæstet i en bagvedliggende retlinethed, som er en uundværlig faktor i sand godhed.

At vige uden om konfrontationer er ikke nødvendigvis et symptom på den fred, som fører til salighed, men kan være en indsnævrende flugt fra sig selv – ligesom et menneske, som bestandig tiltrækker visse konfrontationer, ikke sjældent udstråler den livgivende kraft, som er en væsentlig bestanddel i sand fredsstiftelse.

– – –

Da Jesus engang blev tiltalt som en "god mester", distancerede han sig fra denne tiltale ved at gøre opmærksom på, at "kun Gud er god".

I virkeligheden findes der ingen absolut gode mennesker og heller ingen absolut onde mennesker. Endog i fuldkommenheden bærer mennesket det onde i sin sjæl – i form af et gennemlevet og overvundet erfaringsgode, som netop i kraft af sin fortsatte eksistens holder ydmygheden og taknemmeligheden i vågen bevægelse, og uden hvilket sjælelig fuldkommenhed slet ikke ville kunne eksistere.

– – –

Det såkaldt onde opstår på grundlag af menneskets midlertidigt svigtende evne til at forholde sig naturligt afbalanceret i livet og tilværelsen.

En ældgammel naturlig evne – evnen til at afbalancere egen adfærd på grundlag af en instinktiv-automatisk indfølingsevne overfor naturens mangfoldige udfordringer, er i færd med at gå tabt.

En helt ny naturlig evne – evnen til at afbalancere egen adfærd på grundlag af en intuitiv-selvbevidst indfølingsevne overfor livets og tilværelsens mangfoldige udfordringer, er endnu ikke rigtig vågnet.

For at nå frem til den nye form for afbalancering af sin væremåde må mennesket gradvis opdage det faste punkt i sit eget indre og udfra dette punkt foretage noget med sig selv.

– – –

Set i lyset af Martinus verdensbillede er alt såkaldt ondt egentlig ikke andet end manglende viden og erfaring, utilstrækkelig indsigt, ukendskab i forhold til det, som foregår i vor egen sjæl. Her, i vor egen sjæl, gælder det i højere grad om at identificere og fjerne det såkaldt onde, end det gælder om at føje noget til eller opsummere såkaldte goder, hvis sande værdi vi alligevel ikke kan gennemskue til fulde og derfor ofte anbringer mere eller mindre uhensigtsmæssigt.

Vor egen skæbne er en udfordrende tale til os. Vi udfordres til at få øje på og om muligt reducere det såkaldt onde i os selv, hvilket er ensbetydende med ikke at lukke øjnene for de sandheder, som vi individuelt stilles overfor.

Kosmologien er et mangesidet instrument, som tjener det åndeligt søgende menneske i dets bestræbelser på at finde frem til den nye form for afbalancering af livet og tilværelsen, som også kendes under navnet "alkærlighed". Men instrumentets "effektivitet" afhænger af, hvordan det anvendes.

Den, som i dette instrument fortrinsvis eller måske ligefrem udelukkende søger kærlig trøst eller frigørende stimulans, kan finde rigeligt deraf. Og det er jo ikke så dårligt. Men til tider kan det indebære, at den indre opfyldelse, som betinges af en følelsesmæssig-levende selvforståelse, selvkontakt og selvkorrespondence, derved tabes af syne.

Den, som i dette instrument fortrinsvis eller måske ligefrem udelukkende søger nøgne intellektuelle sandheder eller isoleret forstandskontrollerede afsløringer, kan ligeledes finde rigeligt deraf. Og det er jo heller ikke så dårligt. Men til tider kan det indebære, at den ydre opfyldelse, som betinges af en følelsesmæssig-levende omverdensforståelse, omverdenskontakt og omverdenskorrespondence, derved tabes af syne.

Således kan det til tider ligefrem hænde, at to mennesker, som benytter det samme guddommelige instrument, ikke kan nå hinanden – alt efter, hvor langt de hver for sig befinder sig fra det midtpunkt, som dog er usynligt til stede overalt i Martinus verdensbillede – og på tilsvarende måde er tilstede i vort eget indre.

– – –

At finde frem til alle tings midte kan altså ikke lykkes uden også at finde frem til sin egen midte – lige så lidt som det kan lykkes at elske sin næste i videste forstand uden også at kende og elske sig selv.