Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

– Jeg kan jo ikke lave om på verdensaltet, sagde Martinus med et glimt i øjet, når man beskyldte ham for at gentage sig selv.

Sokrates var ude for det samme, og hans vittige og ironiske svar lød således:

– Det er meget værre med mig end du dér siger. Ikke alene siger jeg altid det samme, men jeg siger altid det samme om det samme.

Sokrates overdriver beskyldningen, men tager dermed grunden bort under den. For selvfølgelig kan det være ensformigt at høre det samme. Men det ville være usandt ikke at sige det samme om det samme.

Hvornår bliver visdommen kedelig? Det gør den, når man har fået nok af den. Og det sker, når man midlertidigt har fundet sig til rette på et eller andet trin på sin personlige udviklings stige. Så hører man kun de samme gentagelser, fordi man endnu ikke kan overvinde sig selv til at leve op til de konsekvenser, der måtte blive en logisk følge af gentagelserne. Man holder en pause – og det gør visdommen tilsyneladende også.

Nu er der ikke noget unaturligt eller usædvanligt i en sådan venteposition. Udvikling foregår jo ofte i ryk. Derfor ser KOSMOS det som en af sine fornemste opgaver at være den lille månedlige "saltvandsindsprøjtning", som måske kan stimulere læserne til at tage fat på en frisk ved at minde om analyserne og en højere verdens eksistens.

– Mon en sådan verden findes? lyder det fra den søvnige skeptiker, som midlertidigt har lagt sig til at slumre på sit nuværende udviklingstrin.

– Vist gør den så! signalerer KOSMOS på vej ind gennem brevsprækken. Og allerede på første side (her) fortsætter det:

– I dette nummer kan du se, hvordan Martinus på ganske få sider sandsynliggør en sådan verden ved at henvise til iagttagelser, som du ikke kan undgå selv at have gjort.

Nu skal man ikke tro, at det er Martinus' eller KOSMOS' hensigt at "overtale" nogen til noget. Vi ønsker blot at stimulere læseren til en indre dialog mellem egne livserfaringer og med sig selv som øverste dommer i ethvert spørgsmål.

Set fra denne synsvinkel er vi på en måde alle skuespillere, instruktører og tilskuere i vor egen personlige udviklings skæbnespil. Det er en praktisk måde at anskue sit forhold til kosmologien på. Og det kan, som Mogens Møller viser i sin artikel, også bruges til en dybere analyse af livets "spilleregler", som viser sig at være ens for os alle.

Vi er alle i samme båd! Det er et synspunkt, som KOSMOS gerne understreger for sine læsere. Måske vil mange således i Siv Dreiwitzs og Walter Christiansens refleksioner nikke genkendende til noget, de selv har tænkt. Er det tilfældet, vil det næppe føles som en kedelig gentagelse. For der kan også være noget dejligt forløsende og livsbekræftende ved at møde egne tanker gennem et andet menneske.

Allerbedst ville det nok være, om man kunne sige ligesom manden, der læste i LIVETS BOG:

– Jeg kunne ikke have skrevet det bedre selv.

Fortsat god sommer!