Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1988/5 side 96
Nyt fra Martinus Center i Klint
 
Nye kurser – nyt program
 
Rådet for Martinus Institut har besluttet at begrænse undervisningen på Martinus Center i Klint. På anden plads i dette nummer af KOSMOS findes en redegørelse for årsagerne hertil. Indskrænkningen indebærer, at den såkaldte "vinterskole" nedlægges. Der bliver dog fortsat mulighed for at studere LIVETS BOG på centret, men ikke i sammenhængende perioder som tidligere. Nu bliver der undervisning i september og oktober samt i april og maj og i sommermånederne naturligvis. I disse to-månedersperioder kan man studere forskellige bind af LIVETS BOG, men også anden litteratur på én-månedsbasis.
Midt i dette nummer af KOSMOS findes et program for undervisningen i Martinus Center i efteråret 1988 og foråret 1989. Et mere udførligt program vil også blive trykt, men vil ikke blive tilsendt læsere af KOSMOS, medmindre man ringer eller skriver efter det. Det indeholder en hel del information, som allerede er bekendt for læserne og for dem, der tidligere har været i centret. Programmet er især tiltænkt dem, der ikke før har haft direkte kontakt med centret. Men selvfølgelig håber vi, at alle vore læsere ligesom tidligere vil være med til at dele programmet ud til alle, der kan tænkes at have interesse for det. Ring eller skriv til Instituttet, så sender vi så mange, som I ønsker.
»Logik« og »Bisættelse«
Foruden LIVETS BOGs syv bind har Martinus også skrevet tre andre større værker. DET EVIGE VERDENSBILLEDE i tre bind (dette værk ligger til grund for det månedskursus, som netop nu gennemføres i centret) og LOGIK og BISÆTTELSE. De to sidstnævnte har de senere år været kursuslitteratur i vinterskolens afsluttende måned. I den kommende efterårs- og forårssæson vil også studiet af disse bøger blive tilbudt som månedskurser, (se programmet midt i bladet).
LOGIK skrev Martinus som artikelserie i KOSMOS 1935 – 1937. Den udkom som bog i 1938, inden LIVETS BOGs andet bind var udkommet. LOGIK kan ses som en introduktion til og oversigt over verdensbilledet, således som det senere kom til at fremstå i LIVETS BOG. Dette indebærer dog ikke, at bogen ikke indeholder en hel del af interesse for selv den, der har studeret hovedværket.
Men allerede inden LOGIK kom i KOSMOS, havde Martinus afsluttet en anden længere artikelserie med titlen BISÆTTELSE. Den første del heraf kom allerede i 1934. Man får fornemmelsen af, at Martinus mente, at den indeholdt et særdeles vigtigt budskab. Det ligger lige for at antage, at bogen blot handler om begravelse og behandling af lig – et emne, som mange sikkert gerne skyder fra sig, men hvis betydning Martinus her understreger. Bogen indeholder dog utrolig meget andet. Den åbner døren til en helt ny og hidtil uudforsket verden, nemlig vort eget uendelige indre. Den viser vor identitet som et univers for myriader af levende menneskelige væsener. Den forklarer tankernes betydning for vor sundhed og viser alle sygdommes dybeste årsag. Den viser et område, som ikke kan ignoreres, hvis vi vil komme bort fra lidelsens områder og komme til at opleve et virkeligt liv i lys og lykke. Interessant læsning!
Harald Berglund