Kosmos 1988/5 side 89
OM NATBEVIDSTHEDEN OG DAGBEVIDSTHEDEN:
Drømme og ud-af-kroppen-oplevelser
af Søren Hahn
Der findes talrige beretninger om "nær-død-oplevelser", hvor mennesker forlader kroppen og betragter den og omgivelserne fra et punkt udenfor, svævende i rummet. Hvorfor husker man så klart disse oplevelser, mens man næsten overhovedet ikke kan huske drømme?
T.R.
Tak for et interessant spørgsmål! Drømme kender de fleste af os til, men nær-dødoplevelser, hvad er det?
Bedst kendt er fænomenet nok fra Raymond A. Moodys bøger (se 1 og 2), men i de senere år er der fremkommet endnu flere beretninger. Den danske psykolog Else Kammer Laursen kalder fænomenet "ud-af-krop-oplevelsen" (3), idet hendes materiale rummer tilfælde, hvor oplevelserne indtraf uden at være specielt knyttet til livstruende tilstande. Lad os derfor benytte denne mere rummelige betegnelse i det følgende.
Martinus' beretning
Hvordan opleves det at være uden for sin fysiske krop? Martinus har i sin erindringsbog (4) givet følgende skildring:
"Et års tid før jeg fik min "indvielse", var jeg ude for en begivenhed, som jeg syntes var meget mærkelig.
Jeg var kommet hjem fra kontoret og sad og spiste min aftensmad. Jeg havde en bog liggende, som jeg læste lidt i. Pludselig gav det et sæt i mig, og så stod jeg midt i stuen. Men samtidig sad jeg stadig ved bordet.
Jeg tænkte: "Mon du er død?"
Jeg mærkede et nyt sæt – og nu sad jeg atter ved bordet og spiste.
Jeg blev meget forskrækket over denne mærkelige oplevelse.
Men nu, hvor jeg havde gennemgået min indvielse, blev jeg klar over, at jeg uden vanskelighed kunne gå ud af min krop.
Den første gang jeg prøvede det, så jeg pludselig en fremmedartet by i strålende solskin. Der var ørkenagtige landskaber uden om byen. Jeg blev senere klar over, at det var Damaskus, jeg havde været i.
En anden gang kom jeg på denne måde til Jerusalem. Der dannede sig altid først en blå tåge. Ud af denne tåge dukkede der et landskab op. Jeg kunne se, at det var den mark ved Jerusalem, som kaldes "blodageren", og som Judas købte for de 30 sølvpenge, han fik for at forråde Jesus.
Ved en senere lejlighed reddede jeg en mand fra at blive slået ihjel. Der dannede sig den sædvanlige tåge, og ud af tågen dukkede der en sydhavsø op.
Jeg så en mand, der sad ved en sø. Han var meget mørkebrun. Der var også nogle negerhytter. Nu dukkede der en anden mand frem fra en hytte. Han var bevæbnet med en kølle, og han sneg sig hen imod manden, der sad ved søen. Han så meget ondskabsfuld ud, og det var tydeligt, at manden ved søen skulle myrdes.
Pludselig fik han øje på mig. Han blev forfærdet, smed køllen fra sig og flygtede.
Selvom jeg altså på den måde kunne redde menneskeliv, blev jeg klar over, at det ikke var for at udføre den slags eksperimenter, at jeg havde fået min kosmiske bevidsthed. Det var ikke min mission. Jeg skulle koncentrere mig om at skrive mine kosmiske analyser og om at tegne symboler."
Ligheder og forskelle
Karakteristisk for både søvnen og ud-af-krop-oplevelsen er, at det fysiske legeme sædvanligvis er bevidstløst eller i det mindste hensat i en passiv tilstand, mens opmærksomheden er koncentreret på et andet plan.
Set på baggrund af disse fællestræk kunne man i og for sig godt forvente en overensstemmelse med hensyn til at huske oplevelserne bagefter. Men mens ud-af-krop-oplevelsen i reglen tegner sig knivskarpt i erindringen, så bliver der fra søvntilstanden kun utydelige reminiscenser tilbage i form af drømme, som vanskeligt kan fastholdes i vågentilstanden. Hvorfor denne forskel?
Nogen egentlig eller tilbundsgående forklaring på dette spændende spørgsmål gives ikke ad traditionel psykologisk vej. Heller ikke Martinus kommer i sin litteratur ind på en sammenligning, og han analyserer ikke ud-af-krop-oplevelsen. Og dog kan man, som vi nu skal se, med hans kosmiske analyser af begreberne "bevidsthed" og "død", nå frem til en tilfredsstillende helhedsforklaring.
Drømme er bevidsthedsaffald
Ifølge Martinus oplever vi mennesker livet på to måder. Det er en kendsgerning, at vi oplever med vor såkaldte "dagsbevidsthed", når vi er vågne. Men når vi sover – sædvanligvis om natten – er vi heller ikke uden evne til at opleve. Det er drømmene et bevis på.
Vi har derfor to former for bevidsthed: "Dagsbevidstheden" og "natbevidstheden".
Martinus påpeger, at disse to former for "vågentilstand" er så forskellige, at vi ikke uden videre kan overføre erindringer fra den ene til den anden. Det lader sig dog af og til gøre alligevel, men da kun i en forvansket "oversættelse". Drømme er eksempler på sådanne fortegnede erindringer fra natbevidstheden eller et miskmask af de to vågentilstande. Martinus kalder derfor drømme for "bevidsthedsaffald" eller "mentale slagger" (5).
I modsætning hertil synes der ikke at være problemer med at overføre erindringer fra ud-af-krop-oplevelsen til dagsbevidstheden.
Lad os derfor starte med at slå fast, at ud-af-krop-oplevelsen er mere beslægtet med vågentilstanden i dagsbevidstheden, end dagsbevidstheden som sådan er beslægtet med vågentilstanden i natbevidstheden.
Jeg'et og dets redskaber
Under indsovning overføres opmærksomheden således fra dagsbevidstheden til natbevidstheden.
Men ved ud-af-krop-oplevelsen sker der tydeligvis også en overføring af en eller anden art. Og det er på baggrund af de mange beretninger tydeligt, at denne overføring sker fra det fysiske legeme, der er bundet af sin materielle og forholdsvis immobile tilstand, til et andet "legeme", som uden brug af tekniske samfærdselsmidler lader sig flytte over store afstande samtidig med, at det fungerer som redskab for livsoplevelsen. Hvad er nu dét for et legeme?
Som sagt analyserer Martinus ikke ud-af-krop-oplevelsen, men han karakteriserer dagsbevidstheden som et "redskab" for livsoplevelsen, – en anskuelse, som næppe kan anfægtes.
Set fra dette synspunkt vil man naturligvis også kunne betragte natbevidstheden som et redskab, og drømme bliver dermed mislykkede forsøg på at overføre informationer mellem to redskaber, der ikke helt passer til hinanden.
Men når der nu er tale om redskaber, så må det også være på sin plads at tale om én, der bruger disse redskaber. Hvem kan det være?
Ja, da både den fysiske krop og de to former for bevidsthed er redskaber, så bliver der af det levende væsen kun noget tilbage, som ribbet for alle egenskaber, af Martinus kaldes "Jeg'et". Denne betegnelse passer fint med almindelig sprogbrug: "Jeg" løber, tænker, oplever osv.
Når det psykiske tyngdelegeme skiller sig ud
Betragter vi nu dette Jeg's redskaber, så er det tydeligt, at det ejer en fysisk krop, gennem hvilken det dagligt modtager en række fysiske indtryk: billeder, lyde, smagsindtryk osv. Og det er også i stand til gennem tale, mimik og gebærder at give udtryk for de tanker og følelser, disse indtryk giver anledning til.
Men tanker og følelser er ikke i sig selv fysiske, – dem kan man ikke tage og føle på. Og det er en kendsgerning, at man med sine tanker og følelser danner en hel verden, som naturligvis også hører med til dagsbevidstheden.
Det er derfor tydeligt, at man kan skelne mellem en fysisk og en psykisk side af dagsbevidstheden.
Men kan disse to sider i virkeligheden adskilles? Tja, så længe vi betragter det fysiske legeme som et redskab, så virker det ikke usandsynligt, dersom Jeg'et ved dødens indtræden kan fortsætte sin livsoplevelse gennem f.eks. den psykiske rest af dagsbevidstheden, – altså gennem sine tanker og følelser...
Og dette er netop, hvad der ifølge Martinus sker (6).
Martinus opfatter det levende væsen som bestående af forskellige "legemer", der i modsætning til det fysiske legeme alle er af psykisk karakter. Et af disse legemer, "tyngdelegemet", adskiller sig dog fra de andre legemer ved at være forsynet med et fysisk appendiks: det fysiske legeme.
Ifølge Martinus er det gennem den psykiske rest af tyngdelegemet, at den afdøde oplever den første tid efter døden. Denne psykiske rest "slides" imidlertid forholdsvis hurtigt, og afdødes opmærksomhed og oplevelsesevne overgår derefter til et legeme, Martinus kalder "følelseslegemet", dvs. det legeme, der i den fysiske tilværelse fungerede som bærelegeme for natbevidstheden (7).
At den psykiske rest af tyngdelegemet er i stand til at se, høre og bevæge sig uafhængigt af det fysiske legeme, er et faktum, man bliver nødt til at acceptere på basis af de mange beretninger om nærdød-oplevelser (Moody m.fl.).
Forklaringen på, at man så tydeligt erindrer ud-af-krop-oplevelsen i modsætning til oplevelserne under søvnen, må således være, at den første oplevelse foregår i dagsbevidstheden via det psykiske tyngdelegeme, mens den sidste oplevelse er fremmed for dagsbevidstheden, idet den opleves gennem natbevidstheden via følelseslegemet.
* * *
Imidlertid er denne forklaring kun et lille brudstykke af et helt verdensbillede, som omfatter alt, hvad der er til. At kende dette verdensbillede betyder, at man er udstyret med grej til at løse et hvilket som helst problem.
Hermed er ikke sagt, at man kan gøre det lige her og nu. Men med Martinus kosmologi ser man ikke blot løsningen på teoretiske problemer som det ovenstående, men man skimter også en løsning på sit eget livs personlige problemer. Og det er ikke det mindst spændende!
Litteraturhenvisninger:
1. Moody, Raymond A.: LIVET EFTER LIVET, Kbh.: Borgen, 1982.
2. Moody, Raymond A.: MERE OM LIVET EFTER LIVET, Kbh.: Borgen, 1978.
3. Laursen, Else Kammer: UD-AF-KROPOPLEVELSEN OG DØDEN, Kbh.: Borgen, 1980.
4. MARTINUS ERINDRINGER, Kbh.: Zinglersen, 1987.
5. Martinus: LIVETS BOG II, stk. 344.
6. Martinus: VEJEN TIL PARADIS.
7. Martinus: LIVETS BOG II, stk. 343.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige