Kosmos 1988/4 side 71
Det skriver Martinus om »virkeligheden«
Af Søren Hahn
Martinus har mange steder i sin litteratur belyst emnet "virkelighed". Nedenfor følger et skønsomt udvalg af citater, som ikke skal foregive at være udtømmende, ligesom sammensætningen og rækkefølgen heller ikke altid er Martinus' egen, men tilsigter at skabe en overskuelig sammenhæng, der på en gang skulle give KOSMOS' læsere et kort overblik og noget at spekulere over.
Indledning
At der i verden eksisterer noget, som ligger udenfor erfaringernes mulighed, har gennem årtusinder optaget menneskene. Man har i østens filosofi talt om Gud som "ren bevidsthed", der ikke kan sanses, i modsætning til manifestationerne og universet. Man har talt om "advaita" (enhed) i modsætning til dualitet, om "tidløshed" og "rumløshed" i modsætning til begreber knyttet til tid og rum, om "stilheden" i modsætning til bevægelserne og deres tilblivelse og relativitet. Forfatteren Paul Brunton vendte hjem fra Indien med betegnelserne "verdenssjæl" eller "overselv" (i modsætning til personligheden, egoet eller den farvede bevidsthed). Og forfatteren Carlos Castaneda kom tilbage fra den mexikanske Sonoraørken efter at have gjort bekendtskab med en indiansk troldmand og brugte betegnelsen "nagual" (i modsætning til "tonal").
I vestlig filosofi har man gennem århundreder anvendt betegnelsen "ånd" i modsætning til materie, men begrebet "ånd" har aldrig været ensartet defineret blandt forfattere og andre, som har benyttet det. Den tyske filosof Immanuel Kant brugte betegnelsen "das Ding an sich" om det, der ligger udenfor erfaringens verden. Men da en sådan verden aldrig har været rigtig accepteret i Vesten, lykkedes det ikke Kant at vinde gehør for denne mystiske betegnelse.
Én ting synes at være fælles for alle disse mange betegnelser, og det er begrebet "virkelighed" i modsætning til forestillingernes verden, illusionen eller "mayas slør".
Som vi skal se i det følgende, bidrager Martinus til at afklare problemstillingen uden dog at afmystificere begreberne, idet han overlader denne proces til læseren selv – ikke på grund af manglende velvilje – men, som det vil vise sig, fordi anden udvej ikke findes.
Martinus skelner (ligesom Kant og andre) mellem en ting i sig selv (den absolutte virkelighed) og synet af tingen. Selvom dette sidste ifølge Martinus er en illusion, er det dog realistisk nok alligevel:
Denne illusions eksistens er således en realistisk virkelighed.(1)
Hvorfor og hvordan det kan gå til, skal vi komme ind på senere.
Problemet med de farvede briller
Men hvorfor er synet af en ting ikke virkelig, men en illusion? Det forklarer Martinus således:
Den analyse, vi giver tingen, er i virkeligheden ikke tingens sande analyse, men kun "farven" på de "briller" (sansebetingelser), vi har til rådighed. (2)
Dette får følgende konsekvens for det levende væsen:
Det hævner og hader, myrder og dræber, det lyver og bedrager, græder og ler, elsker og kærtegner eller på alle måder behandler sine omgivelser, sin næste ud fra den illusion, det selv af hele sin sjæl opfatter som virkelighed.(3)
Det kan have sine fordele at komme til erkendelse af dette forhold og indleve sig så kraftigt i det, at selv meget ubehagelige omstændigheder ikke formår at få én til at glemme det:
Ligeledes er det udtryk for det klareste indblik i illusionernes verden og den på samme kosmiske syn baserede højeste viljeføring, når verdensgenløseren på korset siger: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Her ses det tydeligt, at en absolut viden om, at alle "korsfæstere" er fængslet i troen på illusionernes verden som virkelighed og derfor selvfølgelig kun kan handle herudfra, må borteliminere al antipati, al irritation, uvilje og vrede imod disse livets bødler, og at kærlighed bliver det altdominerende væsen hos "den klarsynede" eller det med Guddommen forenede væsen, og at kun denne indstilling til livet og tilværelsen kan være fundamentet for oplevelsen af den virkelige, absolutte og dermed evige fred. (4)
Den absolutte kunstner
Jesus var ifølge Martinus modellen på det færdige menneske, skabt i Guds billede. Og Martinus spørger:
Men kan et væsen, der udelukkende kun er i stand til at opfatte illusorisk, kun er i stand til at se en tænkt modsætning til Livet i stedet for livet selv og derfor må leve på en usandhed, være i "Guds billede", være det "færdige menneske"? (5)
Nej, selvfølgelig ikke. Ved at arbejde med den fysiske materie, overvinde modstand og modgang "spiser mennesket af kundskabens træ på godt og ondt". Det bliver gradvist livskunstner eller den absolutte "kunstner".
Den absolutte "kunstner" kan kun det væsen være, der kan give korrekt udtryk for den absolutte virkelighed eller sandhed. Udtryk for den absolutte sandhed eller selve livets absolutte struktur må uvægerligt blive usand, når den gengives af en "kunstner", hvis sanser eller sanseenergi er kombineret således, at de fuldstændig fortegner hans oplevelse af livet, gør det til noget helt andet end det, det er. Tror man ikke, det er denne illusoriske sansetilstand, den guddommelige store Skaber har set hos "Adam" og "Eva", da han påbød dem at "gøre sig Jorden underdanig"? (6)
Skæbnekompasset
Menneskets opfattelse af virkeligheden er således under udvikling, og det er denne opfattelse, der styrer dets viljeføring:
Men da en opfattelse kan være enten rigtig eller forkert eller også fremtræde under en skala af forskellige stadier mellem disse to yderpunkter, der igen henholdsvis kan udtrykkes som "virkelighed" og "uvirkelighed", vil individets viljeudløsning tilsvarende blive dikteret mere eller mindre rigtigt eller forkert alt efter det trin i nævnte skala til hvilket dets opfattelse vil være at henføre. (7)
I denne forbindelse skriver Martinus meget rammende om, hvorledes et menneskes kurs gennem livet bestemmes af dets opfattelse af virkeligheden, dets såkaldte "skæbnekompas".
Roret i denne kurs er dets vilje, medens dets opfattelse af livet eller tilværelsen er dets kompas. (8)
Den absolutte virkeligheds højeste analyse
Vi har nu set "opfattelsen af virkeligheden" som et relativt begreb, der styrer menneskenes kurs. Selvom man endnu ikke har udviklet sig til en sand eller absolut "kunstner" med kendskab til den "absolutte virkelighed", kan man imidlertid godt tilegne sig en teoretisk forståelse af denne virkelighed:
Den absolutte virkeligheds højeste analyse er således fremtrædende som tre forskellige "noget", nemlig "noget nr. 1" (selve den urokkelige virkelighed), "noget nr. 2" (sanse- eller skabeevnen) og "noget nr. 3" (synet eller oplevelsen af virkeligheden). (9)
Og Martinus uddyber disse betragtninger på følgende måde:
Alt, hvad der eksisterer som sansernes eller formernes verden, alt, hvad der eksisterer som erfaringer, oplevelser, egenskaber eller kort sagt alt, hvad der fremtræder som "skabte ting", viser sig således her som identisk med – ikke en absolut virkelighed, men en illusorisk verden, der netop i kraft af sin identitet som "illusion" bliver lige akkurat den baggrund eller kontrast, på hvilken den absolutte virkelighed (noget nr. 1) kan opleves, ses eller dokumenteres. Uden det "illusoriske noget" var det jo umuligt at sanse eller opleve dets modsætning: "Det absolutte noget". (10)
Fænomenet »tankedril«
Og her er det så, Martinus som omtalt i indledningen, føler det påkrævet at pointere, at det "illusoriske noget" er realistisk nok:
Den udviklede forsker er altså igennem LIVETS BOG forlængst blevet fortrolig med, at de "skabte ting"s identitet som "illusioner" kun eksisterer "udenfor" selve Livet. "Indenfor" livet er de "skabte ting" virkelige nok. Læger og hospitaler kan ikke overflødiggøres eller erstattes med fortolkningen af sygdommenes og læsionernes identitet som "illusioner", ligeså lidt som mad og drikke kan overflødiggøres ved fortolkningen af sult som illusion. At "stort" og "småt", "tid" og "rum", "kærlighed" og "had", "mindre begavelse" og "mere begavelse", "indvikling" og "udvikling" er realistisk eller virkeligt nok "indenfor" livet eller der, hvor de nævnte foreteelser kan opleves, er den kendsgerning, der udelukkende kun kan være fundamentet for skabelsen af det fuldkomne Liv. (11)
Fremturer man på basis af "den absolutte virkeligheds højeste analyse" i, at de skabte ting er illusioner og som følge deraf ikke eksisterer, gør man sig til offer for noget Martinus kalder "tankedril". Som eksempler på tankedril nævner Martinus (12) følgende forkerte slutninger: a) alle store kunstneres værker er illusioner. b) da ingen kan lide uret eller gøre uret (pga. skæbneloven) har ingen krav på medfølelse, forståelse og kærlighed og c) da "alt er såre godt", er bønnen overflødig. Om tankedril skriver Martinus:
Tankedril eller misforståelse af livets højeste analyser vil således i dette tilfælde lægge en mere eller mindre uigennemsigtig, mørk og klam, mental tåge over den virkelige sandhed, der ligger skjult i analysernes ordformer, Og disse ordformer bliver da for samme forskel kun tomme hylstre. Og i stedet for at møde den virkelige og absolutte sandhed, som ligger nedgemt i analysernes ordformer, møder han nu kun skyggen af sin egen ufærdige bevidsthed eller jongleren med de tomme hylstre. (13)
Virkeligheden må opleves
For at fatte interesse for Martinus analyser og ikke bare møde dem som "tomme hylstre" må ordformerne kunne opfattes som "levende", og det kan de ikke, hvis de ikke indgår i den opfattelse af virkeligheden, man kender eller aner i forvejen. Om mennesker, der er modtagelige for analyserne, skriver Martinus:
Disse mennesker er blevet så humant udviklede, at de begynder at føle, at udviklingen må gå i den retning, de selv er inde på, men de kan endnu ikke ved egen hjælp komme til klarhed over den absolutte evige sandhed, den livsmysteriets løsning, det virkelige, kosmiske, kærlige verdensbillede, de med deres humane evne og begyndende intuition begynder at føle eksisterer. (14)
Dermed er imidlertid ikke sagt, at man kan læse sig til virkeligheden. Hele Martinus' litterære produktion er kun en hjælp til selvhjælp. Og hermed ønskes læseren god fornøjelse med den fortsatte afdækning af virkeligheden. Her følger et sidste spor:
Men lad os med det samme tilføje, at den fulde forståelse af livets højeste analyser og dermed oplevelsen af den højeste sandhed umuligt kan tilegnes ved blot og bar læsning af analyserne. Den kommer udelukkende kun ved at leve dem. Læsningen kan give disciplen teoretisk begrundelse for den fuldkomne væremådes viljeføring i kontakt med kærlighedsloven. Men praktiseringen af denne form for viljeføring er udelukkende det eneste, der totalt kan åbne disciplens bevidsthed for livets største indvielse: Selvoplevelsen af de evige fakta, hans egen udødelige eksistens som værende eet med Guddommen (15)
Litteraturhenvisninger
Tallene i parentes henviser til følgende steder i Martinus' litteratur (LB er en forkortelse for LIVETS BOG):
1. LB II, stk. 541
2. LB II, stk. 542
3. LB IV, stk. 1154
4. LB II, stk. 54B
5. LB IV, stk. 1155
6. LB IV, stk. 1154
7. LB I, stk. 159
8. KOSMISK BEVIDSTHED, kap. 10
9. LB II, stk. 534
10. LB II, stk. 537
11. LB IV, stk. 1054
12. LB IV, stk. 1071
13. LB IV, stk. 1062
14. ET GLIMT FRA VERDENSGENLØSNINGEN, kap. 12
15. LB IV, stk. 1062.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige