Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I vort civiliserede samfund kender alle mennesker vist udtrykket "hjertets dannelse". Men derfor er det jo ikke givet, at alle mennesker også ved, hvad dette udtryk dækker over. Der findes jo også en anden slags dannelse, en betegnelse for en særlig bestemt leveform for personer af det såkaldte fornemme selskab. I gamle dage bestod dette selskab af fyrster og adel, men efterhånden som den demokratiske indstilling og folkestyret afløste enevælden, er dette med det fine og fornemme selskab blevet et lidt udflydende begreb. I dag kan en arbejdsmand, en håndværker eller enhver anden person inden for det såkaldte proletariat få adgang til de højeste statsposter, blive ministre, præsidenter og statsoverhoveder. En sådan tingenes tilstand var utænkelig under det tidligere kongelige og adelige enevælde. Da var folket helt delt op i to kontrasterende klasser, en herskerklasse og dens slaver. Den sidstnævnte slaveklasse bestod af mere eller mindre slavebundne borgere og bønder, der alle var afhængige af fyrsternes og adelens forgodtbefindende. Det var en selvfølge, at børn, der var født i herskerklassen, måtte opdrages til at kunne optræde med værdighed og besidde visse egenskaber, der kunne fremhæve deres fornemme byrd, så man straks kunne se, at det ikke var proletarbørn. Det blev anset for at være af den største betydning, at man kunne opføre sig standsmæssigt over for sine standsfæller og nedladende over for proletarerne eller pøbelen. At den, der havde de fine manerer og viste et afslebet og behageligt væsen i de fornemme kredse, samtidig til det yderste udnyttede sine livegne bønder, ja, måske lod dem piske eller blive udsat for anden tortur, var ikke blot noget, man så igennem fingre med, det var ligefrem noget, der mange steder hørte med til "dannelsen". Folket skulle vise respekt og ærefrygt for dets herrer, fyrsterne og adelen, og gjorde de det ikke frivilligt, blev de tvunget til det. Mellem adel og proletariat måtte kløften markeres så meget som muligt, og jo mere man holdt folkemasserne nede i primitivitet, desto mere fornem og ophøjet måtte adelen eller datidens dannede mennesker tage sig ud. Det var en blomstring af forfængelighed og magtbegær, og "dannelsen" var blot en slags menneskelig "glasur" over junglementaliteten.

Inden for den fornemme overklasse kappedes man om at kunne udvise en særlig udsøgt høflighed, elegance og ridderlighed over for hverandre, og lige så magtpåliggende var det at søge at overtrumfe hverandre i fornem klædedragt og ydre elegance. Men bag den fornemme maske af dannelse og kultur lurede dyrerigets magtbegær, en umættelig ærgerrighed og et ønske om at opnå andres beundring og tilbedelse. Alt dette nævnes dog ikke, hvad nogle måske vil tro, for at kritisere og tale nedsættende om de mennesker, der udøvede en magt i menneskehedens fortid, det er kun en analyse af tilstande, der måtte være således, men ikke vedblivende skal gøre sig gældende i den menneskehed, som er på vej mod langt højere former for dannelse. Den nævnte overklasses forfængelighed og magtbegær blev altså det middel eller den drivfjeder, der fik de første former for en højere fysisk kultur til at fremstå. Det er frugterne heraf, vi kender som de skønne slotte og herregårde med deres højenloftssale, deres fine møbler, park- og haveanlæg, utallige kunstværker og mange andre kulturværdier. Det var skabt for at imponere standsfællerne og for at indgyde folket ærefrygt og respekt, altså mange variationer af beundring. Og det blev beundret! Disse det fornemme selskabs slotte med al deres luksus blev et forbillede, en slags model for proletariatets fremtidsdrømme. Den uvidende træl eller slave i en dyb fornedrelsens tilstand har inderst inde et håb om engang at kunne opnå sin herres fribårenhed og overlegenhed. Jo mere overklassen gjorde sine undergivne til slaver og selv levede i herlighed og glæde, desto mere animerende længsler måtte det skabe i trællenes eller slavernes sind efter at blive i stand til at leve i en lignende herlighed som undertrykkerne. Disse undertrykkeres frihed og magt, deres nydelse af livets goder i glans og herlighed kunne ikke undgå at blive det, proletariatets håb og fremtidsdrømme drejede sig om. Og det førte uundgåeligt til undertrykkernes fald. Undertrykkelse kan nemlig aldrig nogen sinde eksistere uden efterhånden at underminere sig selv. Den giver en stadig stærkere næring til den oprørsild, der som en indre kraft vokser frem hos de undertrykte for at afkaste åget og selv opnå friheden, magten og æren. En skønne dag bliver denne kraft så stærk, som ethvert tryk der er avlet af modtryk, at revolutionen bryde ud i lys lue, og overklassen bliver dræbt eller gjort til trælle af den underklasse, der nu vil udfolde sin magtbrynde og indtage pladserne ved magtens og rigdommens veldækkede bord.

En sådan ombytning af roller har fundet sted mange gange i historiens forløb, og de nye herrer har vist sig at være lige så store tyranner som deres forgængere, hvis de da ikke var værre. Det er værd at huske på i dag, da diktaturets magtbrynde har bredt sig over store dele af verden, og en masse mennesker i deres naivitet eller politiske blindhed med glæde løber i dets ærinde og bærer ved til dets kulturødelæggende bål. Ganske vist er der på jorden begyndt at vokse noget frem, vi kalder demokrati og folkestyre, og som før nævnt kan en arbejder eller håndværker eller en bonde i dag blive statsminister eller præsident, og folket vælger selv dets regering, men alligevel eksisterer der to fronter, der bekæmper hinanden: et aristokrati og et proletariat. Officielt er alt slaveri afskaffet, og det er de færreste godser og slotte, der endnu er på den gamle adels hænder. Men der er opstået et pengearistokrati, et forretningsvælde, der ikke på nogen måde vil give slip på fordele og ejendomsret for at tjene næsten dermed eller fjerne krigen fra verden. De har nu slottene eller fine moderne palæer, luksusvogne, lystyachter og en stab af tjenere, og hvad der ellers hører sig til i vore dages fine selskab samt al den "dannelse" eller "god tone", som er moderne i vor tid. Mange af disse mennesker er fortidens slaver og livegne, som nu får lov at prøve, hvordan det er at besidde magten og æren og herligheden. Men så længe de, som deres forgængere gjorde det, udnytter og misbruger andre mennesker og lever i vellevned på deres bekostning, selvom det sker på en lidt anden måde end før, vil de dermed underminere sig selv og før eller senere "ende i muddergrøften". Det samme gælder de mennesker, som ikke i øjeblikket besidder magt, men går og drømmer om at komme til at brillere, og som derfor i stor grad nærer sympati for mål og midler, der lader hånt om medmenneskers velvære og skæbne, hvis blot man ved disse midler selv kan komme til toppen. Også de vil opleve såvel magtens sødme som fornedrelsens dybe fald, lige meget om disse diktaturets sande disciple og aspiranter hælder til kapitaldiktaturet eller til det totalitære magtdiktatur.

Men skal livet på jorden da vedblive at være en kamp mellem to parter, der skiftes til at udøve magt på den andens bekostning? Nej, det er kun en overgangstilstand, så længe dyret i mennesket har så megen magt, at dannelsen kun er en ydre camouflage og samtidig er baseret på forfængelighed og ønsket om at brillere. Man kan kalde denne ydre dannelse for "kødets dannelse", en selvtilbedelsens og egoismens tilstand, hvis kontrast er den "hjertets dannelse", der er begyndt at vokse frem i mange menneskers sind. Hjertets dannelse er uden nogen som helst camouflage eller udsmykning, den er blottet for forfængelighed og magtbegær. Mennesker, der besidder denne dannelse føler lige så megen sympati for deres næste som for sig selv. De vil hellere selv lide, end de vil påføre næsten nogen form for lidelse. Det at besidde hjertets dannelse er det samme som at ophøje sin næste og fornedre sig selv, det er frivilligt at forlade herrementaliteten og påtage sig tjenerbevidstheden. Det er det samme som at give sit liv. Men den, der giver sit liv, skal komme til at eje det, sagde Kristus, og den, der ikke giver sit liv, skal miste det. Kristi mission var at vise menneskene, at der findes en anden dannelse end den, det fine selskab besad, enten de så var farisæere eller romere. Kristus repræsenterede den virkelige kongementalitet uden ydre glans og "dannelse". Den eneste krone, han kom til at bære, var tornekronen. Kristus indvarslede en ny kulturs fødsel på denne klode, hvori "hjertets dannelse" skal afløse "kødets dannelse".

Der er mennesker, der tror, at kristendommen er ved at være forbi, at den har udspillet sin rolle som kulturfaktor. Men det er en stor fejltagelse. Det man har kaldt kristendom, og som ganske rigtigt er ved at degenerere, er den ydre form, den camouflage af dogmatik, ceremonier, strålende klædebon, sakramenter osv., som gennem tiderne absolut har gjort deres gavn, selvom der bag dem har kunnet udfolde sig en ganske anden mentalitet end den, Kristus repræsenterede. Har vi ikke set, at kirken blev en del af fyrstevældet? Har ikke paver, kardinaler, biskopper og andre såkaldte kirkefyrster velsignet våben og i visse situationer selv draget sværdet? Historien viser, at "kødets dannelse" hidtil har været den dominerende faktor i kristendommens udvikling. Men heller ikke det er sagt som kritik, det har måttet gå således, "hjertets dannelse" udvikles ikke på én gang, men gennem mange liv, hvor mennesket lærer at se gennem al camouflage og lærer gennem lidelseserfaringer, hvordan man høster, når man sår hersker- eller overklassementalitet. Gennem denne erfaringsdannelse vokser lidt efter lidt "en ny adel" frem blandt jordens mennesker. Thi ligesom "kødets dannelse" har sin "fornemme adel" har "hjertets dannelse" også sin. Men der er den store forskel, at denne sidstnævnte dannelse slet ikke har nogen underklasse. Her er alle lige. Hjertets dannelse er ikke baseret på forfængelighed eller befordret af en umættelig hunger efter at blive beundret og æret. Hjertets dannelse er dyrkelsen og opretholdelsen af andres velfærd. Da den i alle situationer er således indstillet, har den intet at skjule og intet at skulle narre eller tvinge næsten til at gøre. Den udfolder sig i enhver situation, hvor næstekærlighed kræves, og er i sig selv således udelukkende næstekærlighed. Den er ikke sentimentalitet og overspændt føleri. For virkelig at udfoldes til gavn for helheden må den også være iblandet den intelligens, som i en given situation kan påvise, hvad der er det kærligste at gøre. Den virkelige kristendom og "hjertets dannelse" er ét og det samme, det er kristusbevidstheden, der som en indre kraft udvikles i det enkelte menneske. Vi kan let blive vidne til, at repræsentanter for "hjertets dannelse" i mange tilfælde slet ikke har den ydre glasur eller kulturfernis, som repræsentanter for "kødets dannelse" kan bruge til at bluffe deres omgivelser med. Det er højst sandsynligt, at der er fine repræsentanter for denne fremvoksende nye kultur, der tager lidt kluntet på kniv og gaffel og derfor er højst "udannede" efter den gamle målestok. Det kan også være, at vedkommende fremtræder som et fattigt menneske, men det er bedre at være en kærlighedens repræsentant i pjalter, end det er at være en pjalt i fine klæder.

Menneskene får alle lov til i skiftende inkarnationer at prøve, hvad det vil sige at være oppe og nede på samfundets sociale rangstige, og igennem denne erfaringsdannelse opstår lidt efter lidt trangen til et samfund, hvor der ikke er nogen over- og underklasse, men frihed, lighed og broderskab. Ved revolutioner vil sådan et samfund aldrig kunne fremstå, derved bliver blot det vendt op, som før var nede og omvendt, og den nye herskerklasse skaber en ny form for diktatur. Derfor må det virkelige demokrati vokse frem som en indre kraft i menneskene, og her vil åndsvidenskaben blive en inspirerende faktor, fordi det søgende menneske derigennem vil kunne forstå de kosmiske kræfters udfoldelse ikke blot i verden omkring ham, men også i hans eget sind. "Hjertets dannelse" vil engang blive fundamentet for den kultur, der omfatter hele jordmenneskeheden, en virkelig verdensfred. Men vi oplever i vore dage "kødets dannelse" og "hjertets dannelse", som er tankeklimaer, vi har i vort sind, og kun der, hvor "hjertets dannelse", næstekærligheden, trænger igennem den ydre form, kan man tale om menneskelig kultur.