Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I dette nummer af KOSMOS kommer Martinus ind på mange spændende men måske også mærkelige ting, som fortjener at blive uddybet. Martinus fortæller således om slitage inden for tanke- eller bevidsthedsområdet, og han hævder, at bevidstheden består af 7 forskellige legemer. Vi bringer her et lille udsnit af Martinus' hovedværk LIVETS BOG, hvor han kombinerer disse to oplysninger og sætter dem i forbindelse med hinanden.

 

Det levende væsen er jo, som vi tidligere har berørt, og som det senere i denne bog afsløres, en evig realitet med en stadig skiftende legemskultur, som bevirker, at det kommer til at opleve sin evige tilværelse i form af "lokale liv". Individets samlede legemskultur består nemlig af syv forskellige legemer, svarende til de syv grundenergier i tilværelsen. Af disse legemer udgør det syvende individets virkelige evighedslegeme, medens de seks andre i virkeligheden er at betragte som udgørende organer i dette. Da individet kun kan opleve sin evige tilværelse gennem disse nævnte organer i sit evighedslegeme, og disse igen er materielle realiteter og som følge deraf i lighed med alle andre materielle foreteelser er underkastet dette at blive forældet eller opslidt, eller også dette, at være genstand for det, vi i den daglige tilværelse kalder "tidens tand", må disse nævnte organer eller legemer stadigt fornyes. Denne fornyelsesproces sker ikke samtidigt for alle legemerne, men foregår således, at individet altid har et af sine legemer i fuld udfoldelse, medens de øvrige så befinder sig i en gradvis tiltagende og aftagende brugbarhedstilstand i forhold til dette. Da individet derved hovedsageligt kun oplever livet gennem eet af sine legemer ad gangen, og hvert legeme giver sin særlige sansehorisont, kommer samme individ således til at opleve sine evige tilværelser i form af seks forskellige sansehorisonter. Dette vil så igen sige det samme som, at ethvert levende væsens evige tilværelse er identisk med en evigt skiftende oplevelse af seks forskelligartede former for lokale liv.

Da disse legemer hver især er genstand for slid og alderdom, må de stadigt fornyes. Og vi bliver derved vidne til, at individet ikke oplever disse sine sansehorisonter i en permanent tilstand, men at oplevelsen af hver enkel horisont stadigt må afbrydes eller får et midlertidigt ophør, netop så længe det for oplevelsen af den pågældende horisont bærende legeme er gået under, og det nye legeme for samme horisont endnu ikke er så langt fremskredent i sin tilværelse eller skabelse, at det kan bære den pågældende del af væsenets bevidsthed. Vi kommer således her til erkendelse af, at individet i sig har en evne til at danne sig nye legemer, efterhånden som de gamle bliver opslidt eller forældede. Selve denne skabeevne udgør, som vi i senere afsnit vil få at se, en ligeså evig realitet som selve det levende væsen, til hvilken den er knyttet, men den største udløsende faktor eller regulator af denne viser sig, for det kosmiske syn, som identisk med det pågældende individs samlede, selvoplevede erfaringsmateriale. Dette vil altså sige det samme som, at individets evne til at bygge sig et nyt legeme befordres af dets samlede erfaringsmateriale, som det har tilegnet sig gennem sit tidligere legeme af samme kategori, og hvis eksistenstid nu altså for det pågældende væsen vil være at udtrykke som identisk med et tidligere liv.

Da det således er individets erfaringsmateriale fra tidligere liv, der er basis for dets nuværende legemer, vil de samme legemers kvaliteter og udseende dermed være afhængigt af karakteren af det nævnte erfaringsmateriale, eller med andre ord, individernes nuværende legemer står og falder med dets erfaringer fra en tidligere tilværelse og bevirker dermed dets nuværende skæbnes natur som "lykkelig" eller "ulykkelig".

På samme måde vil individets nuværende erfaringer og levevis naturligvis også danne grundlaget for dets skæbne i kommende liv.

Uddrag fra LIVETS BOG I stk. 280 og 283. Se også MENNESKEHEDENS SKÆBNE kap. 15.