Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Ægyptens gådefulde sfinx – halvt dyr, halvt menneske – har i årtusinder symboliseret menneskehedens skæbne. Vi har bare ikke fattet det. Vi har ikke forstået, at vi har to sind – et kulminerende dyrisk, som gradvis vil degenerere, og et menneskeligt, som er i sin vorden og vil nå svimlende højder.

 

Man kunne også udtrykke det sådan, at vi er overgangs væsener mellem dyreriget og et endnu ikke virkeliggjort rigtigt menneskerige. Sådan er det formuleret af en dansker, der er næsten ukendt herhjemme, men hvis ry i løbet af de kommende årtier sikkert langt vil overflyve Søren Kierkegaards.

Han er så ukendt, at en inder, som under et internationalt seminar på Askov Højskole henviste til "Danmarks store filosof, Martinus", kun så spørgende miner hos tilhørerne, bl.a. en gruppe danske lærere. Ingen havde hørt om denne Martinus før.

Kun 2-3.000 danskere og et lignende antal svenskere har "opdaget" ham. Dertil kommer "kolonier" af interesserede i en række andre lande. For alle dem er han en åndelig gigant, en "kosmisk indviet" med indsigt i livets og universets gåder.

Selv er Martinus godt tilfreds med at være næsten ukendt i sit hjemland. Han har ligefrem antydet – omend med et stort smil, at danskernes overvældende materialisme var en væsentlig årsag til, at han blev født her, for den ville sikre ham imod at blive forstyrret i sit arbejde.

Men nu bærer det mod fyraften. Efter det syv binds store hovedværk LIVETS BOG, tre bind med verdenssymboler og en række mindre publikationer er han nu ved at afslutte sin sidste bog, der får titlen "Introduktion til Det tredje Testamente".

Dermed vil Martinus faktisk sige rent ud, at han opfatter sit værk som en fortsættelse af Det gamle og Det nye Testamente. En livsbelæring for moderne, oplyste mennesker, der kræver viden i stedet for tro, og som ønsker at lære sig selv og deres kosmiske struktur at kende.

Han venter selv, at denne bog, der bliver oversat til flere sprog, vil gøre hans kosmologi kendt viden om. Og det er naturligvis hans mål. Han har blot ønsket, at bevægelsen skulle gro stille og roligt som en plante, og frem for alt, har han villet undgå persondyrkelse. Men han regner med at have forladt denne verden, før den nye bog sender horder af guru-søgende udlændinge til Danmark.

Selv giver han den forklaring, at han som 30-årig havde en "kosmisk oplevelse", der gav ham viden om alt det, som han siden har kæmpet for at videregive på en forståelig måde.

Skeptikere må naturligvis bestride, at man kan komme til viden af den karakter helt uden om studier og forskning. Men igennem tidernes løb har også andre åndelige inspiratorer henvist til "en kosmisk oplevelse".

En kendsgerning er det i hvert fald, at selv professorer vil finde studiemateriale nok til en livstid i Martinus åndsvidenskab.

Og så må de i øvrigt affinde sig med, at han betegner den fysiske videnskab som "søluften, der røber havets nærhed", d. v. s. "et forløberstudium til åndsvidenskaben, der i sin kosmiske udformning nødvendigvis må være altomfattende".

Kun livet eksisterer. Døden er en illusion. Alt er liv inden i liv, organismer inden i organismer. Hvert væsen – det være sig et blodlegeme, en celle, et menneske eller et himmellegeme – er en livsenhed, bygget op af mindre livsenheder.

I mikroperspektiv er mennesket et univers bestående af – myriader af "solsystemer" (atomer) og andre mikrovæsener. Men samtidig er vi selv mikrovæsener i langt større livsenheder, f.eks. solsystemer og mælkeveje og den største af alle, universet, der er den altomfattende organisme.

Vor bevidsthed er hverken begrænset af tid eller rum. Den er udødelig og forbundet med det ganske verdensalt. Bevidsthedslivet er resultatet af et udødeligt Jeg's vekselvirkning med et lige så udødeligt univers.

Energi-, kontrast- og kredsløbsprincipper er vigtige og komplicerede elementer i Martinus evighedsanalyser. Men i denne sammenhæng må vi begrænse os til det perspektiv, der blev antydet i indledningen: Menneskets situation og kurs just nu.

Med Martinus ord:

"Vi lever for tiden i det store spiralkredsløbs vinterzone eller tilværelsens dødszone. Vi er hadets, hævnens, drabets og massemyrderiets repræsentanter".

Vi er nemlig ved at fuldkommengøre dyrerigets dræbende princip. Men samtidig med at vi er "geniale dyr", geniale dræbere, som lemlæster med sindrige våben eller hævngerrige ord, er vort nye sind, det menneskelige, under udvikling. Når alt det dyriske i os er degenereret, og vi har udviklet os til moralske genier, vil vi have virkeliggjort det rigtige menneskerige.

Her møder vi også et af kernepunkterne i Martinus' lære: Den seksuelle forvandlingsproces.

– Intet område i livet henligger mere i det dunkle end det seksuelle, siger han.

Meget kort fortalt går det ud på, at alle dyr er enkeltpolede, d.v.s. 100 procent hanlige eller hunlige. Fremtidens rigtige menneske vil derimod være dobbeltpolet – vil rumme en både maskulin og en feminin pol i fuldkommen balance og vil således hverken være mand eller kvinde.

Som overgangsvæsener er vi i den situation, at "den anden pol" – hos mænd den feminine og hos kvinder den maskuline – er i langsom udvikling. Og det skal vi åbenbart glæde os over, for ifølge Martinus er den rent maskuline og den rent feminine tænkemåde den dybeste årsag til alle menneskelige lidelser.

Men igennem selvoplevet smerte eller lidelse udvikles mandens følelse (den feminine pol) og kvindens intelligens (den maskuline pol). Det fører til rigere personlighedsudfoldelse. For de mest fremragende inden for kønnene er ikke de mest udprægede maskuline eller feminine personer, men dem, som har personlighedstræk fra begge køn.

Vi er allesammen blandinger på forskellige udviklingstrin, og det er – stadig ifølge Martinus – den væsentligste årsag til den stigende skilsmissekurve i alle lande. Det er også årsag til kvindernes oprør. Og til den voksende åndelige interesse, som vender ryggen til den åndløse materialisme.

Ægte kunstnerisk begavelse indtræder, hvor den seksuelle polforvandlingsproces er meget fremskredet. Men der er en risiko for at blive for tidligt bevidst i sin sekundære pol. Det fører til kønsforvirring og seksuelle afvigelser.

Mon ikke det er det første logisk klingende forsøg på at forklare, hvorfor nogle mennesker bliver lesbiske, homoseksuelle, transseksuelle og transvestitter m.m.? En forklaring, der stempler al forargelse, forfølgelse og fordømmelse som uforstand.

Martinus forklarer dette med, at vi er ved at udvikle en ny bevidsthedstilstand, og til den hører også et "nyt" legeme – en forfinelse af det grove, der bærer dyrets bevidsthed.

Når de to seksuelle poler i et menneskes bevidsthed når ligevægtsstadiet, indtræder den kosmiske bevidsthed, siger Martinus. Og efter den oplevelse er det jordiske menneske lige så bevidst i de åndelige tilstandes eksistens, som det før var i de fysiske. Vejen til viden er altså ikke nødvendigvis brolagt med studier og forskning.

Det er den dobbelpolede Martinus et godt eksempel på. Der er simpelthen ingen "normal" forklaring på hans værk.

Det sker gennem bøgerne og gennem hans medarbejderes omfattende foredragsvirksomhed og ledelse af studiekredse i flere lande. En af hans nærmeste medarbejdere, Mogens Møller, holder ca. 125 foredrag om året i Danmark, Sverige og Tyskland og er i øvrigt velkendt i Odense.

Arbejdet styres fra instituttet i København, som også udgiver tidsskriftet KOSMOS og forvalter en nordsjællandsk sommerskole. I højsæsonen kommer interesserede fra mange dele af verden for at lytte til Martinus og hans medarbejdere og udveksle tanker med andre, som deler deres interesse.

Udviklingen er næsten gået endnu hurtigere i Sverige, som nu har to Martinus-centre. For nylig bragte Svensk Radio en hel udsendelse om "den danske profet".

Martinus tager ikke længer imod, som han gjorde engang. Han må økonomisere med kræfterne og koncentrere sig om at færdiggøre den sidste bog. Men hans medarbejdere og de mange, der har oplevet ham gennem årene, karakteriserer ham som en levende, dynamisk og livsglad personlighed, der holder meget af mennesker og er ganske uhøjtidelig. Han ler gerne og uhæmmet. Ingen har vist oplevet ham vred – men han kan være bestemt, når det gælder hans værk og dets udbredelse.

Han elskede i sin tid at spille klaver og kunne være blevet en god maler. Men han fornemmede hurtigt, at han ikke skulle beskæftige sig for meget med disse talenter – kun som midler til afslapning.

Da han tre år efter sin operation ville besøge en patient på det samme hospital, fik han øje på den overlæge, der havde opereret ham, og takkede ham.

– Hvad fa'en, lever De endnu? De ser endda ud til at have det bedre end jeg, sagde kirurgen overrasket.

Martinus' mor, der var ugift, døde tidligt af kræft, hans formodede far ligeledes. Han voksede op i fattige kår hos sin morbror, men taler altid om sin barndom med den største glæde. Han ville gerne have været lærer, men det var der ikke råd til. Nu blev han det så alligevel omend på en helt anden måde.

Vi "blander" selv vor skæbne, og varig verdensfred vil være en illusion, indtil flertallet har erkendt, at freden ikke er et ydre, men et indre anliggende. For vi er ikke, som verden former os, men verden er, som vi former den, siger Martinus.

Han har også sagt, at ægte kommunisme er fremtiden – og at Jesus var den første og den største kommunist. Dog med den tilføjelse, at virkeligt demokrati og virkelig kommunisme er det samme, og at en uundgåelig tredje verdenskrig vil underminere stormagternes falske former for kommunisme, socialisme og demokrati og på længere sigt berede vejen for dannelsen af en verdensregering.

Men søg selv til kilderne. En introduktion som denne kan kun blive et lille kikhul til Martinus' storslåede univers.

Fyns Stiftstidende den 3. januar 1980