Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1988/1 side 19
Nyt fra Martinus Center i Klint
 
Overskriften herover er ny i Kosmos, men tanken er, at den skal komme igen hver måned. Undervisningen er en vigtig del af Martinus Instituts virksomhed, og i særdeleshed den undervisning, der drives i Martinus Center.
I de mere end halvtreds år, som dette center har eksisteret, er der blevet talt om, at der her en gang i fremtiden vil komme en international skole i Martinus kosmologi. Et center, hvor mennesker fra hele verden kunne komme og studere de kosmiske analyser for siden at vende hjem og informere om det nye verdensbillede. Altså en uddannelse af lærere. Men spørgsmålet er, om ikke denne fremtid, som der så længe er talt om, nu er blevet til nutid.
Her findes en skole med daglige skemalagte studier af LIVETS BOG. En skole, hvor Martinus' eget hovedværk udgør det centrale studiemateriale. En skole, hvor de kosmiske analyser kan studeres i den form, som ophavsmanden selv har givet dem. Her arbejdes der med kildeforskning.
Men det er ikke en skole i almindelig betydning. Ingen, der har gennemgået en uddannelse her, kan regne med derefter at vende hjem og få arbejde med henvisning til, at man er uddannet i åndsvidenskab. Ikke endnu i hvert fald. Nej, foreløbigt må den enkelte deltager selv betale sin uddannelse. Og drivkraften er individets egen længsel efter at få en større forståelse af sig selv og den verden, som det lever i. Mange drives nok også af et ønske om at kunne hjælpe deres medmennesker med deres kundskaber, selv at kunne deltage i det vigtige informationsarbejde, som alle vi, der har fået mulighed for at lære analyserne at kende, har et ansvar for. Her kan skolen give det nødvendige grundlag for et sådant arbejde. Men kun livet selv kan give den virkelige autorisation.
Om den udvikling og det arbejde, der foregår i Martinus Center, både om sommeren og om vinteren, kan du komme til at læse på denne side. Her kan du lære centret og virksomheden her at kende. Måske kan det også inspirere en læser til at komme her og selv deltage i et kursus. I så fald er du velkommen!
Harald Berglund
PS: Er du allerede i dag interesseret, kan du ringe 03 42 29 89.