Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I den lille bog HVAD ER SANDHED, hvori Martinus analyserer kongebegrebets åndelige betydning og dets historie, kommer han i de sidste kapitler ind på Jesu' udtalelser om sin genkomst og forklarer dette begreb på en helt ny og overraskende måde. Inspireret heraf har Sv. Å. Rossen skrevet en artikel om emnet.

 

Blandt de første kristne var der stor interesse for spørgsmålet, om Kristus ville forlade dem for stedse, eller om han ville komme igen. Og til deres store trøst kunne Kristus sige: "Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer" (Joh. 14.18), og "Om en liden stund ser I mig ikke længer, og atter om en liden stund skal I se mig" (Joh. 16.16).

Kristus havde også nogle ord at fortælle om, hvornår hans genkomst ville finde sted, og hvordan den ville forme sig. Han knyttede således sin genkomst til dommedagsbegivenhederne ved denne verdens ende, idet han bl.a. sagde: "Straks efter trængselen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne, og stjernerne skal falde ned fra himlen, og himlens kræfter rystes. Og da skal menneskesønnens tegn vise sig på himlen; og da skal alle folkestammer på Jorden jamre sig, og de skal se "menneskesønnen komme på himlens skyer" med kraft og megen herlighed" (Matt. 24,29-30).

Gengivelsen af Kristi udtalelser om sin genkomst er i disse passager fremstillet meget konkret og dramatisk. Som på et billede af en renæssancemaler forestiller man sig umiddelbart, at Kristus i kæmpemæssig og ærefrygtindgydende skikkelse vil komme til syne på den fysiske himmel og skille dens skyer netop på det tidspunkt, hvor dommedagens katastrofe er størst for direkte at gribe ind og frelse de udvalgte. Og denne konkrete fremstilling har sikkert haft sin betydning, fordi den svarede til den almindelige forestillingsevne på den tid. Det var derfor, Kristus så ofte udtalte sig i lignelser og billedtale. Jvf. hans udtryk: "Dette har jeg sagt til jer i billedtale; den tid skal komme da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men frit ud forkynde jer om Faderen" (Joh. 16,25).

Ligesom Kristi billedtale ikke må opfattes bogstaveligt, således bør beskrivelsen af tidsforhold heller ikke opfattes kategorisk. Når Kristus således sagde: "... om en liden stund skal I se mig", så har de forløbne 2000 år allerede vist tidsbegrebets relativitet. Når Kristus talte om tid, var det formodentlig ud fra en anden tidsoplevelse, nemlig den om hvilken det hedder, at for Herren er tusinde år som en dag og en dag som tusinde år.

Nej, med Talsmanden, den Hellige Ånd, må Kristus have ment noget andet, og med Kristi tidsbegreb in mente kan der meget vel være tale om en begivenhed i en helt anden tidsalder, fx i vor tid. Og netop sådan forholder det sig ifølge Martinus. Den Hellige Ånd er den utilslørede sandhed om livet, fremstillet logisk og intellektuelt i overensstemmelse med kendsgerningerne. Den er med andre ord en videnskab i modsætning til den ortodokse kristendom, som er en tro, hvad den ortodokse kristendoms tilhængere også selv gør en ære af at fremhæve. Det er denne videnskab, Martinus i form af kosmologien fik til opgave at udforme. Der er ikke i den nogen billedtale eller kryptiske udtalelser. De kosmiske analyser er logiske og hænger sammen som en ubrydelig enhed. Den er desuden offentlig tilgængelig for enhver, som er interesseret i livsgådens løsning.

Kosmologiens væsentligste supplement til Kristi udtalelser i evangelierne er udviklingsbegrebet. Dette begreb var ikke kendt i Jesu samtid, hvor man tværtimod troede på spontanskabelse og mirakler. Naturvidenskaben har inden for de sidste halvandet hundrede år gennem studier af skeletfund og fossiler knæsat udviklingsbegrebet på bekostning af spontanskabelsen. Menneskeheden har dermed vundet en væsentlig ny forudsætning for at kunne forstå mere om verdensudviklingen end på Jesu tid, samtidig med at der kobles et langt større tidsperspektiv på begivenhederne.

Udvikling er altså et nøglebegreb i kristendommen som videnskab. Ligesom de fysiske organismer for planter, dyr og mennesker har udviklet sig fra primitive former til mere hensigtsmæssige former, således er også menneskers personlighed, deres følelsesliv, moral, intelligens og intuition underkastet udvikling. Glæder og sorger og alle andre erfaringer fra det daglige liv ændrer gradvis hvert eneste menneske i mere og mere human og intellektuel retning. Men også her træder tidsperspektivet frem i en større målestok end man er vant til i den ortodokse kristendom. Ét liv er med andre ord ikke nok til at gøre det menneskelige sind fuldkomment. Martinus kosmologi lærer da også, at alle levende væsener har mange fysiske liv, hvorigennem de fortsætter deres fysiske og åndelige udvikling. Reinkarnation var forøvrigt en af de læresætninger, som gik tabt i evangelierne, fordi den ikke passede til princippet om spontanskabelse og spontanfrelse, selvom der er tydelige reminiscenser i evangelierne, som viser, at Kristus har belært om reinkarnation (jvf. fx Jesu samtale med Nikodemus).

Denne nye menneskearts væsentligste egenskab er netop alkærlighed – og i tilknytning hertil visdom. Dette rigtige menneske kan ifølge Martinus opfatte livet fra Guddommens egen synsvinkel. Det ser, at alle stadier i skabelsen, ikke blot de fysiske men også de åndelige, er nødvendige, og at selv det mest frastødende udviklingsstadium har et formål. Det kan derfor bekræfte, at "alt er såre godt".

Hvordan skal man da i kosmologiens udviklingsperspektiv forstå Kristi udtalelse om menneskesønnens genkomst. At der ikke er tale om en overnaturlig begivenhed i verdensrummet er allerede antydet. At Kristus heller ikke kommer tilbage som en person, har han selv understreget ved at sige: "Hvis nogen da siger til jer: "Se her er Kristus eller her", så tro dem ikke. Hvis de altså siger til jer: "Se, han er i ørkenen", så gå ikke derud, eller "se, han er i kamrene", så tro det ikke. Thi ligesom lynet, der kommer i øst og lyser helt om i vest, således skal menneskesønnens komme være" (Joh. 24,23-27).

Hvad kan Kristus da have ment med menneskesønnens komme? Vi får et fingerpeg ved sammenligningen med lynet, som oplyser hele himlen, og hvis vi dertil føjer Jesu udtalelse om, at Guds rige ikke kan iagttages udvortes, men at det er inden i mennesket, står det klart, at Kristus taler om en psykisk eller åndelig oplevelse, og at menneskesønnen derfor vil komme til syne på menneskets mentale himmel. Der er altså tale om en individuel, åndelig oplevelse, som ethvert menneske vil få på et vist stadium i sin udvikling, nærmere betegnet det stadium, hvor det har fuldbyrdet sin åndelige udvikling og kan forvandles til et virkeligt menneske. Da vil det med Martinus' ord gennemgå den store fødsel, hvorved det får kosmisk bevidsthed. Kosmisk bevidsthed er evnen til vilkårligt at opleve Den Hellige Ånd i sin egen natur, dvs. som Guddommens primære bevidsthed. Da Kristus også havde kosmisk bevidsthed, kan man også sige, at vedkommende ved den store fødsel får kristusbevidsthed.

Menneskene vil altså engang i et af deres kommende fysiske liv opleve en åndelig illumination på deres mentale himmel, hvor Kristi mentalitet, menneskesønnen, vender tilbage til hvert enkelt individ som tegn på, at de er kommet på samme udviklingstrin som deres forbillede.

I resten af artiklen giver vi ordet til Martinus, som i kap. 30 i bogen HVAD ER SANDHED forklarer denne proces:

"En dag, når man mindst aner det, vil man i et for formålet gunstigt øjeblik komme til at opleve at se "en i overjordisk ild strålende levende Kristus komme sig i møde og fuldstændig tage ens eget, både fysiske og sjælelige, legeme i besiddelse. Men det mest guddommelige ved denne oplevelse er, at det fremmede, funklende "kristusvæsen", ikke er noget fremmed væsen, men derimod "ens eget absolutte højeste åndelige selv". Dette "højeste selv" har man gennem jordlivene trænet sig op til at efterleve verdensgenløsningens kristusidealer så fuldkomment, at dette selv nu er blevet en fuldkommen materialiseret funklende og lysende "kristusform" eller "kristusskikkelse" på det åndelige plan. Det må dog her bemærkes, at hvis det havde været ved "buddhaidealer" eller "muhamedidealer", man gennem livene havde trænet sig op til ovennævnte oplevelse eller indvielse, ville det tilsyneladende fremmede funklende væsen (altså ens højeste selv) henholdsvis have formet sig som en funklende eller strålende "buddha"- eller "muhamedskikkelse". Og med det guddommelige møde med sit eget fuldkommengjorte, højeste selv har man oplevet noget af den indvielse eller åndelige proces, jeg i mit hovedværk LIVETS BOG udtrykker som "den store fødsel". Man har dermed fuldendt sit kredsløb i mørket og er nu midt i en jordisk, fysisk tilstand, vågen, dagsbevidst trådt ind i himmelen. Man er blevet en fuldkommen bolig og kanal for "den guddommelige ånd", er blevet et "kristusvæsen", er blevet ét med "den evige Fader". Man har således passeret "vejen", har oplevet "sandheden" og er dermed blevet "ét med livet" eller "ét med Faderen". Og igennem hele ens sjæl og væsen funkler herefter Guds ånds strålevæld ud over kloder, verdener og menneskeheder på vor himmelske vej. Ud over tiden og rummet, frem igennem evigheden, funkler vor evige bane. I sandhed, gudesønnen er her synlig "i skyerne med megen kraft og herlighed"."