Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1988/1 side 2
 
... men start ikke en fanklub!
 
Martinus' lære – hvad går den ud på? Den går ud på at forklare, hvad livet er. Og jeg kender ingen, der kan gøre det på en så spændende og ligetil måde som Martinus.
Men som bekendt kan man godt komme op at skændes om dét spørgsmål. I ægteskaber f.eks. viser det sig ofte, at det, der er livet for den ene part, ikke altid også er livet for den anden part. Men prøv at læse Martinus' artikel på de følgende sider og se så, om ikke han forener alle tænkelige synspunkter.
Når Martinus kan besvare spørgsmålet om, hvad livet er, sådan at han tilfredsstiller alle parter – er det så fordi hans svar er banalt? Næh, det skyldes tværtimod, at Martinus så at sige "skræller bunden ud" af spørgsmålet, idet man i den lange kæde af årsager og virkninger ikke kan nå til en årsag eller forklaring, der ligger forud for den forklaring, Martinus giver.
Og er det ikke netop dét, der er kunsten? Og så gør Martinus det endda helt anderledes end vismænd ellers har for vane. Han gør det ikke ved hjælp af poetiske billeder eller mystiske omskrivninger. Hans præstation er faktisk enestående i jordklodens historie, for han gør det på en sådan måde, at man alene med sin forstand forstår, hvad han mener.
Men er der da slet ingen følelse i Martinus' lære? – Vist er der så, men det følelsesmæssige ligger mere som en motiverende tilskyndelse bag hans analyser og logiske udredninger. Og er det i virkeligheden ikke også følelser, der får læseren til at undre sig og stille de spørgsmål, som Martinus har brugt et helt liv til at besvare? Når det kommer til stykket, er forstanden så ikke bare et instrument, der kanaliserer følelserne, giver dem udtryk og til slut forædler dem? – Jeg mener bestemt ikke, man går "tomhændet" fra Martinus, hverken når det gælder følelse eller forstand.
Og nu skal denne hyldest til Martinus ikke friste nogen til at starte en fanklub. For gør man det, så glemmer man let at tænke selv. Og at tænke selv – det er jo netop dét, Martinus vil have os til!
At en person med Martinus' evner på et eller andet tidspunkt måtte dukke op her på Jorden, har andre naturligvis kunnet forudse. Jesus var klar over det, og det fortæller Sv.Å. Rossen om i sin artikel KRISTI GENKOMST. Men også andre har længe før Jesu tid kunnet forudse det. Måske ligger der en hilsen fra fortidens vismænd til nutidens mennesker i et skjult rum i Cheopspyramiden. Dette spændende stykke fremtidsarkæologi kommer Olav Johansson ind på i sin artikel om PYRAMIDENS HEMMELIGHED.
Og så ønsker vi læserne en god start på 1988. GODT NYTAR!
sh