Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Moralsk Uddannelse" er et Emne alle i særlig Grad kan have Brug for. Vi befinder os midt i en Periode, hvor vi er i Færd med at forandre os fra en Kultur til en anden. Hver Kultur har sin særlige Moral, sine særlige Forskrifter, som efterhaanden bliver udlevede, bliver forældede, hvorved samme Kultur degenererer og gaar til Grunde. Vi har saaledes, gennem Historien set, den ene Kultur efter den anden gaa under. Og nu er vi ved at opleve vor egen moderne Civilisations Undergang. Vi er ved at gaa fra den gamle Kultur og ind i en ny. Denne nye Kultur er Begyndelsen til det "rigtige Menneskerige". Vi forandrer os stadig fra den ene Dag til den anden. Naturen bliver efterhaanden vor eneste og mest sande Læremester. Naturen viser sig nemlig at være Bevidsthedsenergi, afslører en intelligensmæssig Paavirkning af, eller Henvendelse til os, der langt overgaar den Paavirkning, vi ellers er ude for fra vore Medvæseners Side, og bliver saaledes den eneste virkelige og sande Præst. Og desto før, man kommer til Forstaaelse af, at der gennem Naturens umaadelige Kræfter og Virkemidler afsløres Planmæssighed eller Intelligens, desto bedre er det, thi desto før kommer man til Erkendelse af, at der eksisterer en Guddom bag det hele, thi Intelligens kan umuligt eksistere uden at være identisk med en Egenskab ved et levende Væsen. Udviklingen af denne Erkendelse befordres altsaa af den daglige Oplevelse af Lidelse, Sorg og Ulykke saavel som af Velvære, Glæde og Lykke i Forbindelse med teoretisk Undervisning og Vejledning fra erfarne ældre Medvæsener i Livet. Og det hele bliver saaledes tilsammen en eneste stor "moralsk Uddannelse" af Væsenerne.

Denne "moralske Uddannelse" er stærkt forceret i vore Dage. Stærke Lidelser eller ulykkelige Skæbner er nemlig det samme som koncentreret eller fortættet Udvikling. Naar et Dyr er ude for Vivisektion, f. Eks. et Menneske skærer et lille Stykke af dets Hjerne, for at se hvorledes Dyrets Bevidsthed reagerer i en saadan Situation, saa faar Dyret igennem denne forfærdelige Lidelsesproces mange Livs Lidelser koncentreret paa et Øjeblik. Dette vil altsaa igen sige, at nævnte Øjeblik giver Dyret en Følelsesudvikling, som det paa normal Maade skulde have været mange Liv om at opnaa. Men dette er naturligvis ikke noget Forsvar for Vivisektoren, og kan aldrig i noget Tilfælde fritage ham fra Ansvaret for sin blodige Haandtering. Denne viser i høj Grad, at han mangler Følelsesudvikling, hvilket vil sige Medlidenhedsevne. Han er en Sinker paa dette specielle Omraade. Men naar han er en Sinker i nævnte Omraade, maa han jo selv have en forceret Udvikling i samme Omraade for at bringe dette op paa Højde med den Standard, hans Intelligens allerede repræsenterer. Men da ingen kan komme til at høste andet en det, de saar, maa Vivisektoren jo først "saa", hvilket vil sige udløse de Aarsager, hvis Virkninger kan blive identisk med den for ham absolut nødvendige forcerede Udvikling af Medlidenhedsevnen. Og dette kan altsaa kun ske ved, at Vivisektoren netop vivisekterer, lemlæster eller piner andre levende Væsener. Herved udløser han Energier i hans egen Skæbnedannelse, der før eller senere under en eller anden Form vil blive en tilsvarende "Vivisektion", Lemlæstelse eller Lidelse i hans egen Organisme, og efter hvilken Lidelse hans Medlidenhedsevne er ført frem til den for hans Intelligenstrin gældende normale Følelsesstandard.

Udviklingen af de levende Væsener kan saaledes være stærkt forceret og former sig da som stærke Lidelser og ulykkelige Skæbner; og den kan være draabevis, være ganske svag og umærkelig, og giver da en næsten sorgfri og tilsyneladende lykkelig Tilværelse. I første Tilfælde opnaar Væsenerne et umaadeligt Fremskridt i eet Liv, medens de i sidstnævnte Tilfælde kun kan opnaa det samme Fremskridt gennem Sekler af Tid.

Med Hensyn til de jordiske Mennesker, da er de i stor Udstrækning underkastet forceret Udvikling. Svære Dønninger af Lidelser behersker store Dele af Jorden. Mange Lande beherskes af Oprør, Revolutioner og Krig, af Naturkatastrofer, Oversvømmelser og Misvækst; medens atter andre Lande eller Egne beherskes af mere rolige og direkte fredsudviklende Tendenser eller Forhold. "Dommedagen"s Adskillelse mellem "Faarene" og "Bukkene" er saaledes stærkt i Færd med at komme til Syne. Menneskene bliver mere og mere fordelt eller koncentreret i to skarpt kontrastmæssige Grupper, nemlig, de antimilitaristisk indstillede og de militaristisk begejstrede, hvilke to Grupper henholdsvis ogsaa kan udtrykkes: Internationalismens Forkæmpere og Nationalismens særlige Dyrkere. Den første Gruppes Væsener har altsaa igennem deres tidligere Liv udlevet de militære Idealer og Dyrkelsen af Nationen og føler derfor nærmest mental Kvalme ved at komme i Berøring med sligt. De vokser mere og mere frem til det guddommelige Ideal og Verdensfredens sande Fundament, nemlig dette, at sætte den samlede jordiske Menneskeheds Velfærd over Nationens. De udvikler kollektiv Uselviskhed, hvilket vil sige Opfyldelsen af den Realitet, der for Nationens "Frelse" og sluttelige urokkelige Velfærd betyder det samme, som den personlige Uselviskhed betyder for det enkelte Individs "Frelse" eller Indtræden i den sande Lykketilstand.

Den anden Gruppes Væsener har altsaa ikke endnu udlevet de militære Idealer. De har endnu det dræbende Princip i deres Helteglorie. De er besjælet af kollektiv Selviskhed, hvilket vil sige, at de sætter "Fædrelandet"s Interesser over alt andet, ganske uden Hensyn til, hvad disse Interesser saa end maatte skade den internationale Velfærd, ganske ligegyldigt hvor megen Undertrykkelse, Død og Lemlæstelse, Sorg og Nedværdigelse disse saa end maatte bringe over andre Nationer, andre Folk, andre "Fædrelande". De bringer deres Nation til at leve efter Mottoet "Enhver er sig selv nærmest" og gør derved Krigen til højeste Ideal. Og Maalet for al Energiudløsning bliver saaledes Skabelsen af de bedste og mest raffinerede Mordmaskiner og Drabsmetoder, saa "Fjenden" overfor disse kan være det mest mulig forsvarsløs.

Hvis man nu gaar ud fra Kærnen i den virkelige kristne Moral, "vend den højre Kind til, naar du bliver slaaet paa den venstre", "det et Menneske saar, det skal det høste", "stik dit Sværd i Skeden, thi hver den, som ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd", saa behøver man ikke at være særlig udviklet eller begavet for at se, hvilke af de to Grupper der er længst fremme i moralsk Udvikling eller har naaet den største Position i Opfyldelsen af den kristne Religion. Man behøver ikke at være ret gammel af Aar for at se, at den første Gruppe er "Faarene ved den højre", og den anden Gruppe er "Bukkene ved den venstre Side". "Dommedag" er saaledes nu ved at gaa ind over Jorden. "Faarene skilles fra Bukkene". Denne Adskillelse finder for største Delen Sted, umærkeligt for Individet selv, igennem Reinkarnationen. Hvis De er en stor Tilhænger af Krig og Militarisme, da vil De i Deres næste Inkarnation fødes i Lande, hvor De kan faa Udløsning for denne Deres Interesse, ligesom De, hvis De har en stor Forkærlighed for de modsatte Tendenser, fødes i Lande, hvor disse Interesser kan komme til at udfolde sig. Og saaledes gaar det til, at nogle Nationer i særlig Grad mere og mere bliver befolket med glødende Tilhængere af Vaabenmagten, faar Statsoverhoveder, Førere eller Politikere, der i særlig Grad er Sværdets, Krudtets og Dødens Tjenere, og som i særlig Grad begunstiger og ærer de af deres Undersaatter, der er bedst egnede og mest lydige i at gaa det samme Ærinde. Og det er det samme Adskillelsesprincip, der bevirker, at der er andre Lande, der mere og mere bliver befolket med Væsener, der forlængst, hovedsageligt i tidligere Liv, har udlevet Krigen og derfor i deres nuværende Liv har medfødt Evnen til at forstaa dens sande primitive Natur, og kan som Følge heraf kun arbejde i Fredens, hvilket vil sige i Antimilitarismens Tjeneste, kan kun acceptere en fredelig Løsning af alle nationale, internationale og private Interesser. Og Jordens Befolkning kommer saaledes til mere og mere at fremtræde i de her nævnte to store Hovedgrupper: "Faarene" og "Bukkene".

Hvad bevirker nu denne Adskillelsesproces, hvad Nytte er den til? – I den kosmiske Iagttagelse viser nævnte Adskillelsesproces sig som en meget stor Faktor i Menneskehedens "Moralske Uddannelse". Uden denne Faktor vilde Skabelsen af en virkelig Verdensfred være en Umulighed. Den bebudede "ny Himmel" og "ny Jord" vilde aldrig nogen Sinde kunde blive en Kendsgerning. Nævnte "ny Himmel" og "ny Jord" er jo ikke en ny Jordklode eller en ny Himmel, men er derimod henholdsvis en ny af Kærlighed gennemsyret mental Tilstand mellem Menneskene, udelukkende hvilende paa "Den hellige Aand", og en paa samme Kærlighed og Aand baseret Administration af de fysiske Samfundsforhold og Verdensgoder.

I den kosmiske Verdensplan staar Lidelserne som udgørende det eneste Middel, ved hvilket Visdommen kan blive til Kendsgerning. Lidelserne giver de bedste og mest dybtgaaende Erfaringer. Erfaringer er det samme som Kundskab. Kundskab er igen den Faktor, paa hvilken al fuldkommen Skabelse urokkeligt hviler. Hvor Kundskaben mangler, florerer Disharmonien. Og da Kulminationen af Disharmoni er Krig, Lemlæstelse, er Undergang og "Helvede", bliver det her synligt, at "Faarene ved den højre Side", hvilket vil sige den fredsvenlige og antimilitaristisk indstillede Gruppes Væsener har oplevet Erfaringerne for Krigens og det dræbende Princips Taabelighed, derfor deres venlige Indstilling til Antimilitarismen eller Antipati for brutale og blodige Afgørelsesmetoder. Men naar de har faaet denne mentale Indstilling, behøver de jo ikke mere at deltage i Livets egen Undervisning og Demonstration af det dræbende Princips sande Natur og Virkemidler, behøver ikke mere selv at blive lemlæstet for at vide, hvad Lemlæstelse er. Og hvad er da mere naturligt, end at Naturen her handler ligesaa logisk, som den gør i alle andre Forhold, og skiller disse Væsener ud fra de Væsener, der endnu personlig maa rammes af Krig eller blind Magtudfoldelse for at erfare dens Taabelighed. I modsat Fald vilde disse Væsener jo kunne risikere yderligere at blive ramt af Lidelserne og til ingen Verdens Nytte, idet de Erfaringer, det er Lidelsernes Formaal at udløse, jo allerede i Forvejen er i disse Væseners Mentalitet som personlig Oplevelse. Men i Livet eller Naturen kan intet unyttigt ske, og Væsenerne rykker da automatisk ud af Lidelsen, alt eftersom de faar tilegnet sig dens Erfaring paa en saa dybtgaaende Maade, at den bliver stimulerende for Villieføringen i kærlig eller fredelig Retning. Lidelsen kan ogsaa være stimulerende for Villieføringen i Retning af at hade og hævne, men er da kun paa sit første Stadium og har endnu ikke naaet at faa bibragt Individet noget af den Forandring i Mentalitet, som det er dens Mission at manifestere. Væsener, der hader og forfølger, piner og plager andre levende Væsener, ligegyldigt i hvilket Øjemed, ligegyldigt om det er i Form af Levevej eller det er i Form af Forlystelse eller Hævn, er altsaa endnu meget hjemmehørende i Lidelseszonen og vil faa mange svære Lidelser at gennemgaa, nemlig lige akkurat alle de, der skal til for at faa Medlidenhedsevnen udviklet saa meget, at de ikke mere nænner at gøre noget levende Væsen Fortræd.

Men idet "Faarene" og "Bukkene" saaledes bliver skilt ud fra hverandre og derved mere og mere bliver bosiddende hver i sine Lande, bliver det jo lettere for Forsynet eller Almagten at give "Bukkene" den Lidelsesproces, som de netop mangler for at komme paa Højde med "Faarene" i Udvikling. Hvis ikke denne Udskilning fandt Sted, vilde "Faarene" jo være en stor Hindring eller Spærring for "Bukkene"s Krigs- og Drabsudfoldelse. Som Følge heraf ser vi da ogsaa, at visse Lande, hvis Befolkninger før var demokratiske eller politisk frie, er gaaet over til at blive underkastet militaristisk Diktatur. Deres Presse maa kun stimulere og lovprise Krigens og den brutale Magts Aand. Krigshaandteringen blomstrer og faar en Popularitet i de samme Lande, som den kun har haft for Aarhundreder tilbage. Al direkte virkelig fredsvenlig og derved antikrigsindstillet Oplysningsarbejde, Litteratur og Kunst er banlyst, Raceintolerance betragtes som en Dyd. Naar dertil kommer, at Krigspropagandaen ogsaa er et Led allerede i Børneopdragelsen, og Dygtiggørelse i at haandtere Krigens Mordapparater er blevet Skolefag for Børn, er det let at se, at "Faarene"s stærke og demokratisk frie og fredsvenlige Personligheder eller Førerskikkelser er uddøde her, hvorved "Bukkene"s militærbegejstrede, erobringslystne og krigsvenlige Propagandister og Diktatorer faar frit Spillerum. Og det er givet, at der under disse Forhold ikke er nogen særlige Betingelser i disse Væseners Domæne for Inkarnation af "Faarene"s Væsener, som jo forlængst har udlevet disse Tilstande, men at der derimod er skabt en indtil Hundrede Procents Medvind for Inkarnation eller Fødsel af "Bukkene"s Væsener i de paagældende Omraader.

Og derved er der altsaa ogsaa skabt en tilsvarende Betingelse for, at Krigen med alle dens mange Følgesvende af forskelligartede Lidelser kan komme til hurtig Udfoldelse i de nævnte Omraader. Og disse Omraader vil da ogsaa tilsidst komme til at repræsentere et helt Ragnarok, ja, en hel kollektiv "Vivisektion". Hvordan skulde de paagældende Væsener ellers komme paa Højde med "Faarene"s Væsener i Erfaringsoplevelse og Erkendelse angaaende den bevidste Drabsudfoldelses Taabelighed og ligesom disse blive modtagelige for en højere teoretisk Undervisning og Skabelse af virkelig Fred? – Ragnarok er jo ikke andet end de Lidelser, som "Faarene" allerede i de tidligere Liv har gennemgaaet, der nu venter "Bukkene". Og ligesom de nævnte Lidelser forvandlede "Faarene" til deres nuværende mentale og fredsvenlige Indstilling, saaledes vil de ogsaa forvandle "Bukkene"s. Og naar det er sket, træder den ny Verdensgenløsning hjælpende til med Afsløringen af det virkelige og sande matematiske Verdensbillede, i hvilket alle de hellige Bøgers største Facitter eller tidligere højeste Udtalelser fra Alverdens største Vise bliver til videnskabelige Kendsgerninger. Og paa disse Kendsgerninger vil Anlægene eller Evnen til at "vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre", Evnen til at "stikke sit Sværd i Skeden" overfor Modstandere, Evnen til at forstaa, at alt slutteligt er "saare godt", blomstre. Og denne Blomstring er altsaa kulminerende Kærlighed. Denne Kærlighed er det højeste Resultat af "moralsk Uddannelse". Den er den "ny Himmel" og "ny Jord", der efter "Dommedagen"s Mørke lader ethvert Individ opleve Guddommens evige Nærhed.