Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1987/12 side 239
Spørgsmål og svar
 
Kønsskifte mellem inkarnationerne?
 
Man hører ofte om mennesker, der er i stand til at huske deres tidligere inkarnationer og her oplever sig selv som en person af modsat køn. Ifølge Martinus skulle man ikke kunne skifte køn mellem inkarnationerne, idet et sådant kønsskifte kræver så omfattende ændringer i det levende væsens overbevidsthed, at de ikke kan gennemføres inden for et enkelt spiralkredsløb, men altid finder sted over to spiralkredsløb. Hvordan forklarer man da de ret talrige beretninger, der fremkommer om kønsskifte fra inkarnation til inkarnation?
B. N.
SVAR:
Sv. Å. Rossen refererer i sin bog DØDEN EKSISTERER IKKE (Borgens Forlag, 1985), til en svensk forsker, Björkhem, der har studeret de såkaldte "regressions-fænomener" (af regredere, dvs. gå tilbage i sin udvikling) under hypnose.
Björkhem angiver et eksempel, hvor det viste sig, at dét erindringsmateriale, en 21-årig person meddelte under hypnose, som man skulle tro, stammede fra en tidligere inkarnation, i virkeligheden stammede fra en afdød spillelærer. Da beretningen indeholdt så mange detaljer om denne afdøde spillelærer, at det er uforklarligt, hvorledes den 21-årige person skulle være kommet i besiddelse af denne viden, tyder meget på, at han i sin hypnotiserede tilstand har været under påvirkning af den diskarnerede spillelærer.
Björkhem fortæller også om andre tilfælde, hvor en person, der ytrer sig gennem den hypnotiserede, undertiden har en klart højere eller lavere intelligens end den hypnotiserede, og undertiden er af modsat køn.
På baggrund af Martinus analyser over udviklingen er det usandsynligt, at der er store spring i begavelsesniveau fra liv til liv bortset fra særlige tilfælde, hvor sygdom midlertidigt har ødelagt nogle hjernecentre. Skift mellem to køn kan også kun finde sted i exceptionelle tilfælde, hvor et individ på grund af en seksuel afsporing befinder sig i et udviklingsmæssigt balancepunkt mellem to køn. (Skriver Sv. Å. Rossen).
Vi har altså grund til at formode, at sådanne beretninger om kønsskifte, som du refererer til i dit spørgsmål, først og fremmest kan forklares ved, at der har fundet en "besættelse" sted. Men naturligvis udelukker det ikke, at der også i enkelte tilfælde kan være andre og mere ukomplicerede forklaringer, som hænger sammen med den upålidelighed, man altid må regne med, når der er tale om suggestion.
sh