Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I tre forudgående artikler har jeg skildret nogle hovedtræk af Martinus' udviklingsanalyser og gjort rede for, at "ondskaben" opstår i det jordiske menneskes psyke som følge af, at vort instinkt med sine iboende adfærdsstyrende egenskaber svækkes, og at vor tiltagende intelligens befordrer denne svækkelse. Jeg har ogsa været inde på, at den instinktledede religiøse trosevne "dør hen" som følge af denne mentale proces. – I fortsættelse heraf vil jeg i denne fjerde og sidste artikel give læseren et indtryk af den psykologiske situation, vi som mennesker i vor tid egentlig befinder os i, og hvordan vore første virkelig betydningsfulde skridt tager sig ud, set fra en hverdagspsykologisk synsvinkel.

 

Når vi taler om "dyriske principper", der mere eller mindre har en tendens til at ville "tage magten" i vort sind, også selvom vi "stritter imod", så kan vi med Martinus omskrive disse vort sinds dyriske tilbøjeligheder med ordene "at være sig selv nærmest".

Hvis omskabelsen af vor ufuldkomne væremåde overvejende var et spørgsmål om at "ville" det fuldkomne, hvorefter vi ganske enkelt kunne foretage en mere eller mindre radikal omlægning af gamle og dårlige vaner til nye og bedre vaner, ja, så ville der på en måde komme en vis "overskuelighed" ind i vor dybfølte længsel efter det fuldkomne. Men så enkelt er det nu ikke for enhver åndeligt søgende. Det ville forudsætte, at vi kunne have en ret klar forestilling om, hvordan vi hver især i vor individuelle situation skulle "agere" for at optræde "fuldkomment" eller "kærligt". Men hvem kan sige om sig selv, at han eller hun tilnærmelsesvis har en sådan "klar forestilling"?

Det vil nok i de fleste tilfælde snarere være af betydning for os at "vælge det mindste af en række onder", som vi nu engang er sat i sammenhæng med. At finde ud af dette vil være både mere realistisk, mere kærligt og også mere effektivt end eventuelt at foregøgle sig selv en væremåde, som det foreløbig er umuligt at leve op til i en blot tilnærmelsesvis udstrækning.

Det skal naturligvis ikke bebrejdes noget menneske, at det måske bevidst forenkler sin situation og sit åndelige kald i nævnte retning, fordi livet derved kan synes nemmere at leve. Ethvert menneske må finde sin egen vej frem. Men da en sådan forenkling af det kærlighedens kald, som åndeligt søgende mennesker i særlig grad står overfor, ikke nødvendigvis fører til en "sandere" og "mere afbalanceret" tilværelse, men sommetider ligefrem kan føre til "selvbedrag", "livsløgne" og "pseudoharmoniske tilstande", kan det være af betydning for mangen en åndeligt søgende at få redet nogle af de tråde ud, som har med overvindelsen af de ufærdige sider i vor psyke at gøre.

I et rimeligt eller afpasset omfang at fortsætte med at "være sig selv nærmest" er det samme som at "elske sig selv" i et sådant omfang. Det er en dyb sandhed, at den, der ikke kan elske sig selv, heller ikke kan elske sin næste. Men hvad vil det så egentlig sige at "elske sig selv i et rimeligt eller afpasset omfang"?

Her må vi nok allerførst være opmærksomme på, at det er betydeligt vanskeligere for et menneske at danne sig et indtryk af, hvad dette at "elske sig selv" indebærer af konkrete holdninger over for én selv, end det er at danne sig et indtryk af, hvad dette at "elske sin næste" indebærer af konkrete holdninger udadtil i hvert enkelt tilfælde. Grunden til, at det er sådan, har at gøre med "bjælken i vort eget øje", som vi af gode grunde ikke har helt så let ved at verificere, hvorimod vi forholdsvis klart kan se "skæven i vor næstes øje".

Dette forhold er ikke i princippet nedslående, selvom det af nogle mennesker kan føles sådan. Det er snarere et naturligt princip, som det kan være nyttigt at gøre sig mere fortrolig med. Vor "næste" ser vi jo "udefra" eller "på afstand". Vi kan ligesom "tage bestik" af alle de ting, vi står overfor – næsten da! Der er tale om en ganske god "overskuelighed".

Med os selv er det temmelig meget anderledes. Vi "står så tæt på os selv", at vi af gode grunde ikke er i stand til at "overskue", hvad der egentlig sker med os selv. Selvom vi måske ligefrem er trænede i at iagttage os selv, kan det være svært. Derfor er vi henviste til at benytte vor omverden som det "spejl", som den i realiteten jo også er over for os, når vi tager skæbne loven med ind i vore betragtninger. Alt, hvad vi oplever og udsættes for, genspejler noget, som har med vort eget væsen og vor egen væremåde at gøre.

Spørgsmålet er bare: hvordan fortolker vi egentlig den "information", som vi bombarderes med igennem vor omverden, igennem vore mange "næster"? Lukker vi anstrengt vore øjne og øren for noget af denne information og tager kun imod "det bedste"? Eller tager vi pænt imod det hele og "glemmer" lige så stille og roligt det mest ubehagelige? Eller reagerer vi – måske endda på baggrund af en omfattende kosmologisk viden – ligefrem "bedrevidende", "bevidst overbærende" og "på forhånd frasorterende" over for den informationsstrøm, som vi udsættes for fra dag til dag?

Dette er særdeles vigtige spørgsmål, som det kan være nyttigt at drage mere frem i bevidstheden. Men svarene på sådanne spørgsmål vil altid være det enkelte menneskes egen sag, fordi svarene vil være lige så forskellige, som mennesker er forskellige.

Vi præsenteres her for et skønsmæssigt udvalg af "ufærdige sider", som lader sig udvide eller nuancere yderligere, men som i sin sammensætning er passende oversigtligt og repræsentativt. Lad os nævne dem i den rækkefølge, de har på tegningen: vrede, magtsyge, uærlighed, besiddertrang, dømmesyge, smålighed, skinsyge, hensynsløshed, stridbarhed, begærlighed, nationalisme, "øje for øje –", intolerance. – Øverst på tegningen har illustratoren sammenfattet disse adfærdsmønstre i begrebet selviskhed.

Hvad har "selviskhed", forstået som samlebegreb for alle disse åbenlyse ufuldkommenheder, med det egentlige dyrs væsen at gøre? Forudsætter "selviskhed" i sine mangfoldige facetter ikke en bevidst "jeg-fornemmelse", som et dyr slet ikke har, fordi dets intellekt ganske enkelt endnu er for elementært eller instinktledet?

Som nævnt i den forudgående artikel kan der ikke være tvivl om, at et egentligt dyr ikke kan være selvisk i nævnte betydning. Dyret er ganske vist stærkt centreret omkring alt, som har "med det selv" at gøre. Men det skyldes, at dets selvopholdelsesdrift som følge af dyrerigets livsbetingelser er blevet knyttet tæt sammen med den fysiske side af tilværelsen. Dette giver sig udslag i, at dyret i sin psyke eller væremåde på en automatisk-hensigtsmæssig måde centreres eller koncentreres omkring de fundamentale behov, som har med det selv og med dets familieforhold og dets artsfæller at gøre.

Det er denne dyrets enkle og fysisk orienterede selvopholdelsesdrift, som i det jordiske menneskes sind taber sine naturlige hæmninger, instinktledede begrænsninger eller automatisk-hensigtsmæssige styrefunktioner og gradvis forvandles til et vidt forgrenet mentalt netværk af vanskeligt kontrollerbare psykiske over- og underbalancer, således som de præsenteres os i førnævnte illustration. Det er på denne måde, at dyrevæsenets livsbetingende og absolut naturlige beskyttelse og forsvar af eget territorium, af egen ægtemage og af egen art bliver til unaturlig besiddertrang, sygelig skinsyge og umådeholden begærlighed i det jordiske menneskes psyke.

Men det varer faktisk meget længe, før et væsen i sin udvikling fra dyr til menneske er nået så langt, at "ondskaben slår ud i lys lue". Selv de fortidsmennesker eller naturfolk, som der endnu findes rester af på vor klode, fører ofte et liv i en for os moderne mennesker at se beundringsværdig balance og harmoni med hele deres omgivende natur, hvilket skyldes deres endnu stærke instinkt og den til dette instinkt knyttede naturreligiøsitet, som viseligt holder deres tilværelse og adfærd i faste rammer. Dermed være ikke sagt, at ikke nogle af deres religiøse skikke og ritualer kan forekomme os at være "umenneskelige" eller "primitive", når de måles med en sand menneskeligheds målestok.

Vi jordiske mennesker har jo stort set ikke mere brug for at være så stærkt eller ensidigt orienteret mod den fysiske eller materielle side af tilværelsen, således som den dyriske selvopholdelsesdrift på en automatisk måde fortsat prøver på at diktere det inde i os selv. Vi har snarere brug for at "omdirigere" eller "omvurdere" vore drifter på en sådan måde, at de bliver rettet mere mod den åndelige side af vor tilværelse, i stedet for som hidtil overvejende at være rettet mod den fysiske eller materielle side af vor tilværelse.

Dette vil i realiteten indebære en fundamental ændring af vor selvopholdelsesdrift, fra at være "dødsbekræftende" til at være "livsbekræftende", fra at være "dødsorienteret" til at være "livsorienteret", fra at være "angstfuld defensiv" på dyriske præmisser til at være "modig offensiv" på menneskelige præmisser. I og med en sådan fundamental ændring af vor væremåde vil betegnelsen "selvopholdelsesdrift" blive et fattigt og ligefrem misvisende ord for den livskvalitet, vi da repræsenterer, idet denne som bekendt er funderet på en væremåde, ifølge hvilken vi "hellere selv vil lide end at andre skulle udsættes for denne lidelse".

Martinus har træffende betegnet det jordiske menneske som en "såret flygtning", der befinder sig på flugt "mellem to riger". Det "dyrerige", som vi mennesker mere eller mindre hovedkulds er ved at forlade, bærer vi dog fremdeles i vor egen psyke hver især, blot i en "modificeret" skikkelse. Ja, hos nogle mennesker fremtræder "dyreriget" på en sådan måde "ukendeliggjort" i deres psyke, at disse mennesker hverken kan eller vil identificere deres eget væsen som noget, der kan have noget som helst med dyrets væsen at gøre. For nogle mennesker er det på en måde nemmere at sige, at "det onde" er noget uden for én selv, noget, som det snarere gælder om at bekæmpe eller forholde sig til udefter, end om at forstå og forholde sig tilsvarende til indefter.

Det er altså endnu ikke ethvert menneske givet at kunne se sig selv som en "såret flygtning mellem to riger", i den betydning, som denne tanke har i Martinus verdensbillede. For den, der virkelig forstår rækkevidden af denne erkendelse, bliver det "dyrerige", som han eller hun slæber rundt på i sin egen psyke, dog snarere til en "udfordring", som "hilses velkommen", end til noget "hæsligt", som det kun gælder om at "eliminere".

Egentlig er de i vor psyke som "ufærdige sider" eksisterende dyriske principper ikke noget, som det kun gælder om at fjerne eller slippe af med – og det helst så hurtigt og grundigt som muligt. Ganske vist rummer disse "ufærdige sider" væsenstræk, som vi er kaldede til at overvinde og som det også vil være muligt for os forholdsvis nemt og hurtigt at overvinde, f.eks. igennem en omlægning af visse dårlige vaner til nye og bedre vaner, til glæde og nytte såvel for vore omgivelser som for os selv.

Men vore "ufærdige sider" rummer også mange ting, som det vil være meget bedre for os først og frerrmest blot at lære nærmere at kende, lære at konfrontere os bevidst med, lære at forstå, lære at acceptere, lære at leve med som noget nødvendigt, så længe vor sjæl på sin vej fra inkarnation til inkarnation endnu kobles sammen med en forholdsvis dyrisk organisme, og – ikke mindst – så længe vi hver især endnu ikke kender vor egen psyke så godt, at vi ved selvsyn kan se denne "sammenkoblings" væsen, berettigelse og mening i den individuelle skikkelse, i hvilken den kommer til udtryk i vor egen hverdag.

Selvsynet af vort eget væsen

Det kan måske lyde noget fjernt, dette med "selvsynet". Hvis vi forestiller os et sådant selvsyn i en kvalitet, hvor alle de ting, som vor egen psyke rummer, aftegner sig for os "klart som dagen", så ville der i realiteten være tale om en tilnærmelsesvis "kosmisk bevidsthed". Dette er naturligvis noget fjernt. Men så ville der heller næppe være nogen "ufærdige sider" at øjne i denne psyke. Ja, det ville ikke engang kunne "falde os ind" at beskæftige os med begrebet "selvsyn", fordi en sådan praksis forlængst ville være indgået i vor daglige væremåde som noget ganske naturligt.

Det, der her efterlyses, er snarere en tilstand af forstærket iagttagelsesevne eller opmærksomhed, vendt mod vor egen individuelle tankevirksomhed og hele adfærd. Dette er en tilstand af kærlighedsorienteret "selvundersøgelse" og "selvkontrol", som vi gradvis kommer til at træde ind i, længe før vi kan opnå "kosmisk bevidsthed". Ja, en sådan indtræden i en forstærket iagttagelsesevne over for os selv og hele vor adfærd er ligefrem en forudsætning for at kunne nå frem i nærheden af "kosmisk bevidsthed".

Betydningen af en sådan forstærket iagttagelsesevne over for alt, hvad der rører sig i vor egen tanke- og følelsesverden i dennes samvirke med hele vor ydre omverden, ligger i, at vore ufærdige siders væsen da træder tydeligere frem for vort blik. Men efter et sådant forstærket selvsyn følger ikke nødvendigvis en viljebestemt anstrengelse for at sætte en "selvterapi" eller "holdningsændring" i gang hos sig selv. Efter selvsynet følger først og fremmest accepten, den dybe accept af sig selv.

Vel er vor bevidste opdagelse af vore egne ufærdige sider en landvinding. Men egentlig står vi dermed først ved begyndelsen af noget, der gerne skulle give sig udslag i en mental kursændring, der kan blive til fortsat velsignelse ikke kun for vore omgivelser, men naturligvis også for os selv, i form af den større livsglæde og lettelse, som vi vil føle inde i os selv igennem de ting, vi har opdaget og nu forholder os til på en ny måde. Men det egentlig afgørende herfor er netop, hvilken holdning vi indtager over for disse vore opdagelser.

Hvis vi betragter den ene eller den anden "skævhed" eller "bjælke", som vi ser tone frem i vor egen psyke, som noget "ondt", som noget, der skal holdes kunstigt nede, distanceres, skubbes væk, glemmes, skjules, kamufleres, overtrækkes med et lag godhed, modvirkes ved at bruge godheden som en "klædning", et "skjold", et "opløsningsmiddel" eller et "våben" – ja, så har vi endnu kun forstået en mindre del af, hvad vi er kaldede til at forstå. Så har vi endnu ikke særlig megen øvelse eller erfaring i dette at "erkende os selv". Så har vi endnu ikke forstået os selv tilstrækkeligt og vil derfor heller ikke – megen ihærdighed og god vilje til trods – i vore reaktioner over for omverdenen være i stand til at fungere så "konfliktløsende" og "afbalancerende" både for denne omverden og derigennem også for os selv, som vi dog egentlig havde tænkt os.

Det, der mangler i den her skildrede væremåde, er mere dybde i det tilgrundliggende selvsyn, og først og fremmest en mere dybgående accept af sig selv. At acceptere sig selv uden at drage forhastede konklusioner med hensyn til at gribe ændrende ind i det fremtonende billede af sig selv er udtryk for en betænksomhed, som befordrer en fordybelse og præcisering af dette selvsyn og beskytter én imod at "snuble over sine egne ben".

Dette er at elske sig selv. Den, som ikke accepterer eller elsker sig selv sådan, som han eller hun nu engang er, vil netop på de punkter, hvor vedkommende ikke på en bevidst måde accepterer eller vedkender sig den ene eller den anden specielle "skævhed" i sin egen psyke, have yderst svært ved med hjertet at acceptere og med dyb forståelse at omgås en sådan skævhed, hvor den forekommer hos mennesker i éns omgivelser og igennem disse i en forstærket form kastes provokerende tilbage på den endnu ikke så afklarede "selvterapeut".

Afvæbnende og med sindsro at imødegå sådanne tilbagekastninger er rent metodisk betragtet udmærket. Men det er ikke ligegyldigt for vort eget psykiske indeklima, hvad der samtidig med vor ydre adfærd foregår i vort eget indre. Der kan med andre ord være god mening i, at vi ind imellem spørger os selv, om den sindsro eller venlighed, som vi præsterer i den ene eller anden dramatiske situation, primært har rod i, at vi i og med denne situation ser "bjælken i vort eget øje", eller om den måske snarere udgør et forsvarspræget middel, som sættes op imod den "skævhed" i modpartens psyke, som vi med vor så udmærkede iagttagelsesevne har identificeret – og derefter forholder os til, svarende til, hvad vi kan mobilisere af tolerance og overbærenhed.

Sådanne prøvende spørgsmål til én selv kan til tider åbne éns blik for eksistensen af stærke "modviljer" inde i en selv, modviljer imod at vedkende sig, acceptere og forholde sig positivt afslappet og eftertænksom, ikke udadtil, men indadtil, over for visse skævheder i éns egen psyke, skævheder, som hidtil i alt for høj grad har ført en "skyggetilværelse", har været overladt til sig selv. Og således kan det komme for dagen, at dén udadrettede "kærlighedsterapi", som man – så at sige i blinde – har pålagt sig selv, har været godt på vej til at føre én selv ind i mere eller mindre neurotiske tilstande.

Denne sideordnede sammenstilling af nævnte konstrast illustrerer udmærket den markante forskel mellem det ufærdige menneske og det færdige menneske. Men da tegningen måske kan forlede den ene eller den anden betragter til at tro, at de gode egenskaber er knyttet til en bestemt hjernehalvdel, medens de dårlige har hjemme i den modsatte hjernehalvdel, kan der være grund til at gøre opmærksom på, at det naturligvis ikke forholder sig sådan, og at det givetvis heller ikke har været tegnerens mening at favorisere nogen hjernehalvdel, idet denne illustrative fremstilling har et helt andet sigte. Den illustrerer en kontrast, som i sit kosmiske princip ikke er af sideordnet karakter, men af underordnet/ overordnet karakter.

Det er ret almindeligt blandt spirituelle grupper over hele verden, som beskæftiger sig med yoga og meditation, systematisk og hårdnakket at favorisere "hjertet" eller følelsesområdet (højre hjernehalvdel) på bekostning af "forstanden" eller intelligensområdet (venstre hjernehalvdel), idet intelligensaktivitet og logisk tænkning inden for visse spirituelle kredse anses for at være en hindring for at nå frem til at blive ét med Gud eller med den højere åndelige verdens energier.

I virkeligheden forløber det jordiske menneskes mentale udvikling frem mod "kosmisk bevidsthed" snarere sådan, at den voksende intilligensevne og dermed voksende evne til logisk tænkning og adfærd er den faktor, som skaber en slags "gennembrud" i vor bevidsthed, idet denne energi bryder vort dyriske instinkts "magtmonopol". Men dette er jo kun den begyndelse, som gennem mange efterfølgende inkarnationer fører os frem mod "kosmisk bevidsthed".

Den gradvise tildannelse af uselviskhed eller fuldkommenhed, som i disse mange efterfølgende inkarnationer foregår i vor bevidsthed, er ikke et spørgsmål om en bestemt hjernehalvdels målrettede favorisering, men snarere et spørgsmål om fra dag til dag at "modtage" vor egen individuelle skæbne på en så konfliktløsende eller befriende måde som muligt. Dette vil fordre vor hjerne i sin helhed og føre frem til en integreret hjernevirksomhed, i hvilken begge halvdele gradvis er blevet til ét.

Vi kan måske bedst forstå dette ved i overensstemmelse med Martinus analyser at betragte os selv som hjerneceller i Jordklodevæsenets hjerne. Denne har både en østlig/orientalsk (følelsesmæssig) halvdel og en vestlig/videnskabelig (intelligensmæssig) halvdel. Begge griber allerede i dag ind i hinanden på mange måder. Disse to halvdele vil også blive integreret eller føjet sammen på kryds og tværs gennem et utal af forbindelseslinjer. "Verdens frelse" vil ikke komme til at afhænge af, om den ene sides kulturmønster eller samfundsopfattelse er væsentligt bedre end den anden sides. Den vil snarere komme til at afhænge af en "ny kraft", en "ny opfattelse", en "ny bevidsthed", som ligger "midt imellem" og kan få alle modsætninger til at mødes i en ny og hidtil ukendt harmoni.

Denne vor tids globale integration understøttes af en hidtil uset teknisk-videnskabelig udvikling, som åbner uanede perspektiver, samtidig med at den også indebærer markante udfordringer til menneskene, udfordringer, der er med til at lede dem i retning af en bevidsthedsafklarende og samlende kosmisk religiøsitet.

Sfinksen ved Gizeh-pyramiderne i Ægypten, der forestiller en løve med menneskehoved, symboliserer slående førnævnte underordnede/overordnede forhold. Den blev skabt i en tidligere, højtudviklet kulturepoke, tusinder af år før vor tidsregnings begyndelse.

 

 

Dyrekroppen med menneskehoved taler ligesom sit eget kosmiske sprog, om et væsen, der med sit intellekt (hovedet) stræber mod det menneskelige, men med sine drifter og fysiske behov (kroppen) endnu ikke er frigjort fra sin dyriske oprindelse.

Det jordiske menneske er som et væsen, der langsomt og famlende klatrer op ad en stige, der når helt op til himlen. Før eller senere når det så langt op, at først dets hoved og dernæst dets hænder når op over stigens øverste trin.

Foran det jordiske menneskes blik ligger nu et himmelsk panorama. Synet er overvældende. Himlen eksisterer virkelig! – Selvom der, målt fra fødderne, endnu er nogle trin tilbage på stigen og også er nogle skridt at gå deroppe for at kunne komme til at se herlighederne på nærmere hold, så er synet dog allerede nu, set fra den akavede stilling på stigen, meget inspirerende – og afgørende for de sidste trin, der endnu hindrer den frie adgang til de himmelske sfærer.

Det jordiske menneske vender nu sit blik ned i dybet, ser ned langs med sin krop. Da bliver det klar over, at det jo endnu kun er dets "hovede", som er nået frem, og at "kroppen", selvom den gerne ville følge med, ikke sådan uden videre er til at trække op ad de sidste trin i sin nuværende tilstand.

Gode råd er dyre!

– – –

At møde Martinus verdensbillede er for det vågnende jordiske menneske som fra en stige at kaste et første blik ind i de himmelske sfærer – og derpå vende blikket mod det, som blokerer de sidste trin.