Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I Sommerens Løb har Martinus holdt nogle ganske vidunderlige Foredrag i Kosmos Kolonien om forskellige daglige Emner, saasom – Fadervor, Sorgen, Nervøsitet, Tærsklens Vogtere og lignende, der alle udmunder i det samme – at leve med Gud, at være et med Forsynet, at forstaa at alt er saare godt.

I et af Foredragene blev der sagt – "At forstaa Gud, naar vi har det godt, naar Omgivelserne smiler og er venlige og søde er en saare let Sag, men at forstaa Gud, naar vi har det ondt, er syge og modløse, naar vi bliver generet, forhaanet eller traadt paa af Omgivelserne, er langt sværere. Men lær at forstaa, at de Øjne, De ser i, de Munde, De hører tale, de Hænder, der slaar, eller de Arme, der favner, alt, hvad De møder i det daglige Liv, er – Gud. Det er ikke det eller det Menneske, men det Redskab som i Øjeblikket bruges til at bibringe Dem en eller anden Lære, til at gøre Dem opmærksom paa en eller anden Ting."

Vi har gennem lange Tider bedt til en Gud, som vi ofte havde en Fornemmelse af var et eller andet Sted – langt, langt borte. Vi havde Troen paa, at vor Bøn nok hørtes, men Svaret, Talen, Korrespondancen gled saa underlig ud i en Taage, der mange Gange efterlod en Tomhed, en Tvivl. Var Gud virkelig til, var der en rigtig levende Gud? Svaret paa dette Spørgsmaal er jo i Grunden først givet nu gennem Martinus Analyser, men dette Svar er til Gengæld et, der taler lige vægtigt til Følelsen som til Intelligensen.

Jeg skal ikke her komme ind paa de 3 X'ers Analyse, men derimod forsøge paa en anden Maade at give Udtryk for det, jeg gerne vil sige.

Gud er en Person, hvis Skikkelse er det samlede Verdensalt, baade det vi fatter, og det der ligger langt paa den anden Side af vor Fatteevne. Hans Skikkelse er altsaa ikke undergivet nogen for os tænkelig Form eller Figur. Hans fysiske Legeme er alt det fysiske, som Verdensaltet bestaar af. Det vil sige, det Tøj, De har paa, det Hus, De bor i, den Sporvogn eller Bil, De kører i, det Bord, De spiser eller skriver ved, den Bog, De læser, den Mad, De spiser, det, De drikker o. s. v., alt er Detailler i Guds fysiske Legeme. Endvidere alle de levende Væseners Organismer, som De møder – Mennesker, Dyr og Planter – alle er Detailler i Gud. Hvis det ikke var saaledes, var Sætningen – "I ham leves, røres og er vi" – jo ikke Sandhed.

Foruden den fysiske Side er der jo ogsaa en aandelig Side – nemlig Evnen til at tænke – kæde de oplevede Sanseindtryk sammen til Billeder, der danner Grundlaget for nye Kombinationer, der atter afføder nye Handlinger. Alle de i Verdensaltet eksisterende Tankearter er paa samme Maade, som de fysiske Foreteelser, Guds Tanker. Det vil altsaa sige, at De ikke kan møde en eneste Tanke – saakaldt ond eller god – ikke en eneste Ide, fremsat paa en for Dem behagelig eller ubehagelig Maade, uden det er Guds Tanker, Guds Ideer, det er i ham, vi er.

Det, der for mig er blevet saa vidunderligt ved denne Forklaring, er dette, at Gud ikke længere er saa langt, langt borte, men er mig ganske nær, ja, er mit eget Legeme, mine egne Tanker, mine nære Omgivelser. Nu taler jeg ikke med en Gud, hvis Svar aldrig bevidst har naaet mit Øre, men derimod med en Gud, der svarer mig i mit eget kendte Tungemaal, nemlig via Omgivelserne.

Det vil altsaa sige, at Gud taler direkte med mig gennem mine Medvæsener. Behageligt som ubehageligt gives mig gennem disse, men heraf følger jo, at det ikke er det eller det Menneske, der taler, men derimod Gud.

Mine Medmennesker er altsaa Redskaber for Udløsningen af den mod mig rettede Korrespondance. Ligesom man bruger en Kost til at feje med, en Spade til at grave med, en Blyant til at skrive med o. s. v., saaledes bruger Forsynet ogsaa de til hvert Formaal egnede Redskaber (Medvæsener) til at bringe os Bud om gode eller onde, behagelige eller ubehagelige, kærlige eller ukærlige Tilstande.

Hvorledes finder da alle disse Tilstande Vej i dette saa overvældende Verdensalt. Hvorledes kan man forstaa, at den Korrespondance, man netop er ude for, er saa haarfin indstillet paa en selv, at det kan være 100 pCt. rigtigt.

Til Forklaringen heraf gives intet bedre end det af Martinus givne Billede af Radioen. Da alle Tanker er elektrisk Energi – de kan overføres traadløst fra Individ til Individ – maa de ogsaa være de samme Love, som dem vi kender for Elektriciteten, undergivet. Disse Love fortæller os, at alt gaar i Ring, alt ender i sit Ophav. Men det er jo lige netop det, der er Aarsagen til den Paavirkning, som vi er ude for, idet vi jo selv er indstillet paa samme Bølgelængde.

Det, der gør Forstaaelsen lidt vanskelig, er blandt andet det, at Kredsløbet har større eller mindre Cirkler at beskrive. Det er altsaa højst forskellig Tid, der gaar fra Afsendelse til Modtagelse, ja, i Masser af Tilfælde springer det fra Inkarnation til Inkarnation. "Fædrenes Synd nedarves paa Børnene indtil 3. eller 4. Led". Fædrene og Børnene er jo de samme Personer, hvilket vil sige, at en Fejl begaaet i eet Liv først oprettes i et andet eller tredie. Vi ser her en lang Skæbnebølge. F. Eks. kan et Menneske fødes i et jernstærkt Legeme, der taaler en enorm Belastning, en Belastning, der faar sit Jeg til at tro paa en absolut Usaarbarhed. Denne Tro foraarsager en Svælgen i alle de Stoffer, der uvægerlig fører til Ruin. Men det tager en Inkarnation at sætte et saadant Legeme overstyr, og maaske baade to og tre at oprette det igen. Men det afføder Læren om den rette Maade at leve Livet paa. Eksempel paa en kort Skæbnebølge kan gives i en brændende Tændstik og en Filmstrimmel, eller Berøringen af de to Ledninger i et elektrisk Anlæg, eller at træde et Væsen paa sin Ligtorn, eller at titulere en med "din Sjover". I alle disse Tilfælde er der næsten 100 pCt. Chance for omgaaende Reaktion.

Hvis man nu vilde spørge om alle disse Skæbnebølger ligger et eller andet Sted ude i Verdensrummet og venter paa en given Lejlighed til at tænde den Brand, hvorfra de kom, maa jeg sige ja – men De bevirker stadig hos Dem selv, de Opfattelser, der lader Dem ubeskyttet paa de specielle Omraader, hvor Skæbnebølgerne sætter ind.

Det vil sige, at De i Virkeligheden selv skaber den Situation, der uvægerlig vil udløse den udsendte Bølge. Hvis Barnet, der brændte sine Fingre paa den varme Kakkelovn, ikke tilstrækkeligt tydeligt har opfattet den Situation, der førte til Brandsaaret, vil det jo atter i et givet Øjeblik forsøge igen. Det vil med andre Ord sige, at man ikke er beskyttet paa de Omraader, hvor Erfaringsmaterialet ikke har bundfældet sig som en absolut dagklar Oplevelse, der i alle Detailler lader Individet paa dette Omraade handle logisk, i Kontakt med Tilværelsens Love. En Oplevelse, der staar tindrende klar i Bevidstheden yder til Gengæld en 100 pCt. Beskyttelse, idet man jo ikke gør Fejl i det, man tilfulde forstaar.

Jeg har her forsøgt at forklare lidt af den Maade, hvorpaa jeg selv, saa godt jeg evner, søger at forstaa den mod mig selv rettede Korrespondance. Men dette Arbejde er ingenlunde let. Man arbejder haardt som i et ukultiveret Stykke Jord, hvor Ukrudtet hele Tiden søger at tage Magten fra en. Ukrudtet – ens egne ufærdige Naturer – er jo det smukkeste Bevis paa "Udviklingen fra Dyr til Menneske".