Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

 

I to forudgående artikler har jeg med Martinus' verdensbillede som baggrund gjort rede for nogle grundlæggende træk i de levende væseners udvikling. I denne tredje artikel vil jeg gerne beskæftige mig lidt med dyrets psyke og adfærd og derudfra komme ind på, hvordan og hvorfor ondskab egentlig opstår i det jordiske menneskes psyke. Forståelsen af disse psykiske forhold fører frem til en dybere forståelse af det jordiske menneskes psyke, som er emnet for den fjerde og sidste artikel i denne serie.

 

Dyreverdenen har en egen skønhed og etik. Det er vidunderligt at opleve den, hvor den endnu kan udfolde sig i en natur, der er forblevet forholdsvis uberørt af det fremtrængende jordiske menneskes ofte uforstandige og ufølsomme indgriben i denne natur.

Der udfoldes i vor tid store anstrengelser for at udforske forskellige dyrs adfærd. Vi kan til dels følge forskernes tankevækkende undersøgelser i fremragende fjernsynsudsendelser. Nogle adfærdsforskere skyr ingen anstrengelser for at komme en helhedsforståelse af dyrenes væsen så nær som muligt.

Forskningsresultaternes kvalitet synes at have en nær sammenhæng med den kærlighed, respekt, fordomsfrihed og indlevelsesevne, hvormed nogle adfærdsforskere træder dyreverdenen i møde, ofte med skjult kamera og under store personlige afsavn. Der kan næppe være tvivl om, at sådanne forskningsresultater har en udvidende, opbyggelig og korrigerende indflydelse på menneskenes sansehorisont og dermed er til gavn for menneskelig bevidstheds- og kulturskabelse, og at de derfor nyder forsynets særlige bevågenhed.

Af det efterhånden meget righoldige forskningsmateriale kan vi bl.a. lære, at psykiske egenskaber som f.eks. "had" og "ondskab" i disse ords mere almengældende betydning ikke hører det egentlige dyrerige til. Egentlig ondskab samt en lang række andre negative egenskaber forudsætter et vist kvantum intelligens kombineret med et vist kvantum "jeg-bevidsthed", d.v.s, en kombination af bevidsthedsenergier, som et dyr ikke er i besiddelse af og som det heller ikke er i stand til at mobilisere.

Dyret har som tidligere nævnt en indgroet selvopholdelsesdrift. Denne udgør en slags "motor" for dets mere eller mindre aggressive aktioner og reaktioner. Men dyrets aggressioner og dræbende adfærd holdes i en absolut hensigtsmæssig balance af dets instinkt.

Dyrets instinktfunktioner er sjælelig-selvvirkende adfærdskommandoer, som træder i kraft efter behov. Dyret behøver ikke at tænke "hvorfor" eller "hvordan", ja, det er slet ikke i stand til at tænke på en så nuanceret måde. Dets aktioner og reaktioner foregår på en automatisk eller selvvirkende måde. Denne automatiske adfærd er udtryk for opøvede talenter, som er indprogrammeret i dets psyke på grundlag af utallige egne erfaringer. Dyrets instinktprægede korrespondance med omverdenen ytrer sig også i en overordentlig stor følsomhed over for allehånde signaler fra omgivelserne, f.eks. kommandoer fra en flokfører, varsler om naturkatastrofer og lignende.

Endelig er dyrets psyke, som allerede antydet, også modtagelig over for sådanne helt specielle ændringer i dets omgivelser og livsbetingelser, som afkræver tilsvarende ændringer i dets grundlæggende adfærd og eventuelt i dets legemlige udrustning. Sådanne ændringer er ikke kun et spørgsmål om indøvelse af nye vaner og dermed talenter, men også om dyrets psykiske orientering mod den åndelige verden ved hjælp af instinktet, idet instinktet ikke kun befordrer automatiske funktioner, der har med dyret selv og dets nærmere omgivelser at gøre, men også gør dyrets psyke til en levende kontaktflade over for den åndelige verden. Derigennem er dyrets oversanselige talentkernestruktur i tæt forbindelse med den kosmiske intelligens, som overvågende og justerende udgår fra højtstående kosmiske væsener og i form af informationsstrømme med stor intensitet gennemstråler hele universet.

Ikke desto mindre har det jordiske menneskes onde eller ukærlige egenskaber og tilbøjeligheder en dyb sammenhæng med dyrets psyke, en sammenhæng, som kun kan skyldes menneskets egen dyriske fortid (1). Lad os sammenfatte alle vore negative egenskaber under begrebet "ondskab" og spørge: hvad er da ondskab, og hvorfor opstår den?

Nøglen til forståelsen af dette ligger i den forandring af bevidsthedsenergiernes sammensætning eller indbyrdes forhold, som uundgåeligt finder sted i dyrets mentalitet eller psyke, når det udvikler sig frem til at blive et begyndende menneske. Det væsentligste eller mest "iøjnefaldende" træk i denne bevidsthedsforandring er, at der begynder at danne sig et kontrært eller modsætningsfyldt forhold imellem instinktenergien (rød symbolfarve) på den ene side og intelligensenergien (grøn symbol farve) på den anden side. Intelligensen øges – og trækker eller skubber ligefrem psyken frem i retning af menneskelighed. Instinktet reduceres, ja, "desorienteres" ligefrem – og løsner derved sit hidtil fundamentale tag i adfærdsstyringens automatisme og absolutte hensigtsmæssighed.

Dette kontrære forhold mellem aftagende instinkt og tiltagende intelligens indvarsler en ufrivillig mental kursændring, som fører det levende væsen ind i en midlertidig uafbalanceret tilstand, hvor det ikke mere i fuld udstrækning kan fungere som et dyr, og hvor det heller ikke endnu er blevet et egentligt menneske. I dette kontrære forhold har ondskaben sine egentlige rødder.

Lad os prøve på at beskrive dette på en lidt anden måde for at nå frem til en fuld forståelse af modsætningsforholdet. Instinktet "ved", hvad det skal gøre i den ene eller anden situation, uden at tænkning er nødvendig. Instinktet garanterer på en måde en slags adfærdsbalance. Men instinktet bliver som sagt svagere. Dette er en ganske "naturlig" ting i væsenets udvikling henimod menneskelighed. Alt imens bliver intelligensen stadig stærkere. Den vil "vide" på en fundamental anden måde end instinktet. Den befordrer en fuldstændig lysvågen og dermed levende umiddelbarhed i en ydre verden, hvor adskillelsen mellem den "fysiske" og den "åndelige" side af tilværelsen er bestemt til at ophæves, når tidens fylde kommer, således at der bliver tale om en "enhedstilværelse", hvilket er det samme som "kosmisk bevidsthed".

Vigtig for forståelsen af det nævnte kontrære forhold imellem instinkt og intelligens er også det faktum, at intelligensen trods sin forholdsvis lille begyndelseskapacitet i det jordiske menneskes sind, i sig selv har en betydelig større intensitet eller gennemtrængningsevne end instinktet. Dette i forbindelse med intelligensens i forvejen tiltagende kapacitet virker så fremskyndende på "menneskeliggørelsen", at intelligensen fra et vist tidspunkt at regne ligefrem har en "underminerende" indvirkning på instinktet og dermed på væsenets hidtil automatisk styrede adfærd. Intelligensen vil "selv finde ud af tingene". Den vil "tage skæbnen i sin egen hånd". Den vil "tage sin adfærd op til nærmere overvejelse og sætte den ind i en helt ny sammenhæng".

 

 

At førnævnte helt nye fundament for tilværelse, "enhedstilværelsen" eller den "kosmiske bevidsthed", ikke vil kunne tildannes sådan lige på en gang, siger sig selv. Vor tids opgør mellem instinktet og intelligensen er således ikke et opgør, som ender med den ene parts "sejr" og den anden parts totale "undergang". Vort instinkt fortsætter derfor endnu i lang tid med at fungere i overensstemmelse med sine iboende principper. Men disse principper vil komme til at "skifte side". De vil komme til at tjene menneskeligheden helt og fuldt, hvorimod de tidligere har tjent dyretilværelsen helt og fuldt. Dette "skift" vil dog først kunne slå igennem, når det kontrære forhold imellem instinkt og intelligens i det jordiske menneskes psyke igen ophæves. Denne ophævelse vil ikke komme til at ske ved, at en forhenværende mental tilstand genoprettes, men ved, at en helt ny mental harmoni eller balance begynder at træde frem i vor bevidsthed. Den vil med andre ord komme til at ske som følge af vor bevidstheds fortsatte udviklingsbestemte ændring.

Dyrets psyke udgør som nævnt en levende kontaktflade over for den åndelige verden, som dyrevæsenet derfor hele tiden er i forbindelse med. Denne forbindelse fungerer ikke kun som "automatisk kontaktflade" over for førnævnte kosmiske intelligens, men også som levende forbindelsesled over for den Guddom, som væsenet inderst inde er "identisk" med. Dyret har altså et slags religiøst forhold til sin videre omverden, uden selv at "vide" dette på en dagsbevidst måde. Dette religiøse forhold kommer særlig dramatisk til udtryk i dyrets spontane angstskrig, når det befinder sig i livsfare. Martinus betegner dyrets angstskrig som en første direkte religiøs henvendelse, som en forløber for den mere vågent dags bevidste religiøse henvendelse, der opstår senere og som vi betegner som "bøn".

Instinktet er med andre ord også kontaktflade og modtageapparat over for en tiltagende religiøs påvirkning fra den åndelige verden samt fra de fysiske omgivelser i disses kontakt med den åndelige verden. I det udviklingsstadium, som kendetegnes af det jordiske menneskes begyndende tilsynekomst i dyreverdenen som dennes yderste forpost, er dette væsens instinkt endnu stærkt nok i sig selv, samt modstandsdygtigt nok over for den fremspirende intelligens, til at kunne fungere som modtager af religiøse impulser og derudfra opbygge et fundamentalt trosgrundlag i væsenets psyke. Denne religiøse prægning af væsenets psyke begunstiges også af væsenets voksende forestillings- eller imaginationsevne, en evne, der i øvrigt i takt med den tiltagende religiøsitet også giver sig udslag i væsenets begyndende kunstneriske udfoldelse.

Den fare for kaos og opløsning, som intelligensens vækst hurtigt ville kunne komme til at betyde på grund af instinktets svigtende evne til at garantere en umiddelbar hensigtsmæssighed i adfærden, bliver således viseligt imødegået af dé religiøse forestillinger og morallove, som indplantes i væsenets psyke allerede i et tidligt stadium af det jordiske menneskes udviklingsmæssige tilblivelse. Men dette fremvoksende, helt nye adfærdsfundament skifter dog ansigt adskillige gange i tidens løb, forandrer sig gradvis fra et primitivt stade til et stadigt højere og mere humant stade. (2)

Dette kan dog ikke vedblive at "gå godt", fordi instinktet, som er bærer af den religiøse tro, fortsætter med at degenerere i det jordiske menneskes psyke, som samtidig mere og mere "bombarderes" med intelligenspåvirkninger. Intelligensen er ganske vist kaldet til at "tage sig kærligt af" den haltende adfærdsstyring. Men dertil behøver den hjælp fra følelsen (en anden fremtrædende energifaktor i vor psyke), som den gerne skulle integreres i, således at de to på en måde bliver til ét. Men det tager lang tid. Det kan ikke nås, før længe efter at mennesket har mistet troens styrende og støttende kraft i dennes oprindelige og afbalancerende form. Og således sker det, at mennesker under mange forskellige former og i mange forskellige grader bliver overreligiøse, overspændte, fanatiske, materialistiske, egoistiske og ateistiske, og at retningsløshed, rodløshed, vildfarelse og kaos breder sig i menneskeheden.

 

 

Den trosbaserede religions opgave er begrænset til at holde det såkaldt "onde", som den i øvrigt har en helt anden forklaring på end naturen selv, i skak ved at skabe et "kunstigt adfærdsmønster" på grundlag af religiøs inspiration og religiøse moral forestillinger, hvorved den svigtende biologiske adfærdsstyring erstattes af en midlertidig suggestiv-religiøs styring, hvis religiøse baggrund af væsenet selv opfattes som en absolut åndelig virkelighed i den specielle iklædning, i hvilken den træder væsenet i møde, f.eks. i de kendte store verdensreligioner. Grunden til denne dybfølte og absolut meningsfyldte virkelighedsopfattelse er, at det resterende religiøse instinkt udleves ved at blive stimuleret til en sidste kraftanstrengelse.

Men overalt, hvor trosevnens styrende og støttende rolle på den ene eller den anden måde går til ende, kan det "onde" i form af løbske og ukontrollable dyriske drifter, der endnu ikke er fundamentalt udlevede eller tæmmede, slå ud i lys lue. Hvis dette skete for alle mennesker samtidig, ville det betyde total undergang for menneskeheden. Men sådan vil udviklingen ikke kunne forløbe. Hele den proces, som indebærer det moderne samfunds overgang fra tro til viden, er et led i en langt større kosmisk-organisk proces, der er alt andet end destruktiv.

Samtidig med at millioner af mennesker endnu styrkes og støttes i troen, omend i stigende omfang iblandet trosnedbrydende overspændthed og fanatisme, er der andre millioner, der bliver henvist til at "styre sig selv" på godt og ondt. Derved gør samtlige millioner mennesker erfaringer, som er dyrekøbte – men samtidig dog på lidt længere sigt fundamentalt hensigtsmæssige, idet det netop er disse erfaringer, der skaber den balance af følelse og intelligens i menneskenes psyke, som er en forudsætning for, at intuition kan komme til udfoldelse i denne psyke.

Ligesom dette at blive til et dyrevæsen er ensbetydende med at blive forvandlet til et væsen af enten det ene eller det andet køn, er dette at vokse ud af dyretilstanden ensbetydende med at blive forvandlet til et kønsuafhængigt (dobbeltpolet) væsen. Et "færdigt menneske" er altså et væsen, som ikke mere er knyttet til parringsprincippet, forplantningsprincippet, familieprincippet. Et "færdigt menneske" er et i kønslig henseende uafhængigt helvæsen, hvorimod et dyrevæsen er et i kønslig henseende afhængigt halvvæsen. Et "færdigt menneske" er et væsen, i hvis psyke og hele adfærd det maskuline princip og det feminine princip udfolder sig så ligeligt, at de to principper på en måde fremtræder som noget sammenhængende eller integreret, som noget der ikke mere repræsenterer enten det ene eller det andet, men snarere repræsenterer noget helt nyt: "enhed" eller "næstekærlighed".

Vi mennesker af i dag befinder os i en overgangstilstand, som gradvis åbner vor bevidsthed for de helt nye horisonter, som denne afsluttende fase af vor udvikling frem mod den "færdige mennesketilstand" naturligt fører med sig, også selvom det for de fleste mennesker af i dag endnu er svært at forstå denne helt nye "naturlighed". Den mentale forvandling, som det jordiske menneske i vor tid er underkastet, fører dog heller ikke i første omgang til en sådan dybere erkendelse. Den foranlediger i første omgang markante over- og underbalancer i dets psykiske struktur og hele væremåde, adfærdsmæssige ubalancer, som bliver til stor gene for forårsageren selv. Mennesket bliver sin egen værste fjende, samtidig med at det skaber kolossale lidelser for sig selv. Men da netop lidelsen er den faktor, som skaber en fundamental medlidenhedsevne i menneskets sind og fører frem til virkelig kærlighed, tjener alt såkaldt "ondt" i sidste ende det "gode".

Det jordiske menneskes sind modnes så at sige frem til "kosmisk klarsyn" gennem alle de lidelser og genvordigheder, som det på grund af "kosmisk blindhed" selv har forårsaget og fra dag til dag mere eller mindre stadig forårsager. Men mange mennesker er dog allerede i dag i deres individuelle udvikling nået ud over de her antydede værste trængsler. På tværs af den nuværende lidende menneskeheds mangfoldige konfliktområder eksisterer der ligesom et allestedsnærværende midtpunkt. Ikke så få mennesker jorden over er godt på vej til at komme i begyndende kontakt med dette midtpunkt, på vej til deres eget åndelige gennembrud på det fysiske plan.

Det er på den mørke baggrund af modnende lidelseserfaringer, at en helt ny længsel opstår i menneskenes sind, – længslen efter en kosmisk-videnskabelig guddoms- og verdensopfattelse. Og med denne længsel følger en voksende interesse for kosmiske analyser, som da bliver af fundamental betydning for den næstekærlighedens kulturskabelse, som det er op til menneskene selv at føre frem til sejr.

2. Symbol nr. 2 viser, hvordan det levende væsens iboende religiøse evne "skifter ansigt" fra udviklingstrin til udviklingstrin. Den religiøse evne dør aldrig. Den skifter blot karakter. I kraft af denne evne når ethvert levende væsen frem til "kosmisk bevidsthed" (DET EVIGE VERDENSBILLEDE, I).

 

4. og sidste del følger i næste nummer