Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det jordiske Menneske udgør saaledes et Væsen, der i stor Stil endnu kun har Begæret efter det behagelige til Rettesnor for sin Villieudløsning. Da det behagelige, som tidligere nævnt, ikke altid er det rette attraaværdige, idet det undertiden kan være Kilden til Ulykke, Sorg og Lidelse, er det jordiske Menneskes Villiemanifestation i tilsvarende stor Stil udløsende ulykkelige Tilstande. Men disse ulykkelige Tilstande giver Menneskene Erfaringer. De begynder at opdage deres egen Ufuldkommenhed, deres manglende Evne til at skelne imellem hvilke Behag, der er de rigtigste at ville opnaa. De bliver bange for det behagelige. De kommer til Erkendelse af at være "nøgen". De føler her Nødvendigheden af Hjælp. "Dyret" begynder i Form af det jordiske Menneske bevidst at rette Blikket mod et ukendt Forsyn. Dets fortidige instinktmæssige Angstskrig eller Dødsskrig bliver her til bevidste "Bønner" til en Overmagt, som de endnu kun kan føle rent instinktmæssigt. Disse "Bønner" bliver igen til "religiøs Kultus", til "Gudsdyrkelse". Igennem denne "Gudsdyrkelse" kommer "Hjælpen". Igennem den religiøse Side ved Livet udvikles Moralen, hvilket igen vil sige Vejledning i og Udvikling af Evnen til at begære de rigtige Former for Behag og dermed Evnen til at ville det rette. Men denne Udvikling er ikke endt paa et Øjeblik. Den tager Sekler af Tid, Tusinder af Inkarnationer eller Genfødsler. Den følger "Dyret" lige fra den Tid, hvor det kun havde Evne til at udstøde Angstskrig og fremover gennem Abestadier, Jordmenneskestadier til "Den store Fødsel", paa hvilket Tidspunkt Livets Love, Verdensaltets egen Logik eller den guddommelige Verdensplan er blevet til inkarneret Vanebevidsthed i Hjerne og Nerver. Væsenet kan ikke mere "synde". Evnen til at leve Livet rigtigt er nu blevet naturlige Anlæg. Det er selv blevet "Vejen, Sandheden og Livet".

Til dette Stadium kommer man ikke uden Hjælp "ovenfra", hvilket igen vil sige, fra Væsener, der er foran en i Udvikling og derfor staar over en i Moral og Begavelse. Paa dette Princip er Vejen til den absolutte Lykke indenfor den jordiske Menneskehed baseret. Dette Princip er "Kristusprincippet". Samme Princip betinger altsaa, at der iblandt Menneskene inkarneres ældre Brødre i Udviklingen, som med deres Bevidstheds Overlegenhed kan gennemsyre Menneskenes Mentalitet med nye og frugtbargørende Ideer og Viden om Livet og saaledes paa alle Maader manifestere den mentale Hjælp til virkelig Erkendelse og Oplevelse af Sandheden, som det er det jordiske Menneskes bevidste eller ubevidste Livsmaal at opnaa. Disse ældre Brødre kendes som identiske med dem, vi kalder "Profeter" og "Vismænd". De ypperste af disse er "Messiaserne", "Kristusvæsenerne" eller""Verdensgenløserne". Disse Væsener er fuldt besjælet af "Den hellige Aand", hvilket vil sige den guddommelige absolutte Viden om Altets Natur, Livets Love og Individernes Udødelighed.

Naar Menneskene gennem deres Lidelser og Erfaringer faar udviklet Modtageligheden for den højeste Viden, bliver de af saadanne Væsener ført frem til "Den store Fødsel", der jo igen er Indgangen til det rigtige Menneskerige, i hvilket Rige ethvert Menneske selv er blevet "Vejen, Sandheden og Livet". Og hermed ophører den mentale Fostertilstand, som nu for Tiden udgør det bærende Bevidsthedsliv her paa Jorden. Den virkelige Oplevelse af Livet begynder. Og Individet er selv blevet" Vejen, Sandheden og Livet". Den første Etape eller det første Maal for den guddommelige Villie er fuldbyrdet. "Dyret" er blevet et "Menneske" i "Guds Billede efter hans Lignelse".

For det tyvende Aarhundredes Menneskehed vil Verdensgenløsningen altsaa bestaa i at forandre Væsenernes Villie fra at være "begærledet" til at være "intelligensledet". Efterhaanden som Individet gennem sine Lidelser bliver mere og mere overbevist om Aarsag og Virkning, faar det mere og mere Interesse af at kunne udløse de Aarsager, der skaber de bedste og mest harmoniske eller lykkelige Virkninger i dets Tilværelse. Og det er denne Interesse, der lader det søge Studier og Undervisning. Først er denne Søgning jo af egoistisk Art. Det søger Uddannelsen for derigennem at være sin Næste overlegen i Kampen for Tilværelsen. Det søger den for bedre at kunne albue sig frem, faa større økonomiske Chancer og Fordele. At forlade denne Basis for Interessen for Tilegnelsen af Kundskaber er meget svært for mange Jordmennesker, idet Samfundenes endnu meget primitive og ufuldkomne økonomiske Administration og gængse Væremaade, Moral og Opfattelse ligefrem har gjort denne til en Livsbetingelse. Menneskene tvinges til at være interesserede i at samle sig Formue, tvinges til at skænke næsten al deres Tid og Kraft paa forretningsmæssige Anliggender, paa Konkurrence i Tilegnelsen af Eksistensmuligheder og over Besværligheder ved Kampen for det daglige Brød. De, der er underlegne her, maa sulte og savne, maa fryse og lide.

At denne Mulighed er et Skræmmebillede, der hos den største Part af Menneskene ikke levner Tid eller Kræfter til nogen særlig Uddannelse i højere Livsproblemer, er jo forlængst en almengældende Kendsgerning. (Se forøvrigt Livets Bog, fjerde Kapitel). Samfundene, Nationerne arbejder endnu i Blinde og Naivitet. At de netop gør dette, bliver en aabenlys Kendsgerning derigennem, at de udløser Krig og Lemlæstelse og priser en saadan Form for Afgørelse i Tvistspørgsmaal som Heltebedrift. Ja, at saadanne Former for Afgørelse er nødvendige, og kommer til Udløsning saavel imellem Nationerne indbyrdes, som imellem Foreninger og Sammenslutninger, imellem politiske Partier og religiøse Sekter, viser jo, at Villiemanifestationen i allerhøjeste Grad er umaadelig langt fra at være "intelligensledet", men er derimod næsten udelukkende "begærledet".

At denne Samfundsordning finder Sted paa Basis af Naivitet og Uvidenhed bliver jo en Kendsgerning, eftersom Jorden i Forhold til sine umaadelige Værdier er underbefolket, og hvert enkelt af dens Mennesker i Virkeligheden er en født Krøsus, og vilde vedblive at være det, selvom Jorden var befolket med mindst det tidobbelte Antal, hvis Jordens samlede Menneskehed administrerede fornuftsmæssigt og ikke, som Tilfældet er, - begærmæssigt. Saa naar Menneskene i det hele taget er kommen til at kende Fattigdom, Savn og Sult, er kommet til at kende Krig, Røveri og Mord, er det netop fordi Administration og Fordeling af Verdensgoderne er af samme Art som Dyrenes. Dette vil igen sige, at Fordelingen er af samme Art som den, der finder Sted imellem de vilde Dyr, naar et Stykke Kød kastes ind til dem. De stærkeste tager det hele. De svageste faar ingen Ting. Det er denne dyriske Fordeling af Værdierne eller Livsfornødenhederne, der skaber Verdens største Lidelser. Og Aarsagen til denne Udløsning er altsaa denne, at Fornuften eller Forstanden endnu ikke er blevet det bærende i Villieudløsningen, men denne derimod i stor Stil er begærledet.

Men disse store og grove Ufuldkommenheder ved Jordmenneskehedens samlede Tilværelse har ikke kunnet undgaa at skabe Spekulation hos mange Mennesker over, hvad Aarsagen vel kunne være. Og Filosoffer og Idealister er opdukkede, den ene religiøse Bevægelse efter den anden er fremstaaet, politiske Partier er dannede, og alle paaberaaber de sig hver især i stor Udstrækning netop at have lige akkurat den verdensfrelsende Væremaade. Men ingen har endnu kunnet "frelse" Menneskene. Men dette udelukker naturligvis ikke, at mange af disse Bevægelsers og Sekters Ideer har været et Led i Verdensgenløsningen eller Føringen af Menneskene hen imod den guddommelige Idealtilværelse, der engang som en "ny Himmel" og "ny Jord" skal straale fra vor Klodes Overflade. Men naar de ikke har kunnet frelse Verden, saa er det fordi, disse Bevægelser endnu ikke selv, indenfor deres eget Omraade, helt har kunnet praktisere fornuftsledet Villie. Unaturligt Begær har endnu siddet i Højsædet og været medbestemmende i Villieledelsen, ja, har ligefrem været fremhævet som Moral. Vi behøver blot at kaste et Blik paa de religiøse Sekter af i Dag. Er ikke Væsenerne indenfor Kristendommen, indenfor den saa højt lovpriste moderne Civilisation i stor Udstrækning "Tobaksrygere", "Alkoholnydere" for ikke at sige "Kødspisere" og "Dyredræbere", "Slagtere", "Fiskere", "Jægere", ja, endog saagalt "Lystfiskere" og "Lystjægere", altsaa "Lystmordere"? -

Dette vil jo igen sige, Væsener der har gjort det til almindelig Fornøjelse, Underholdning og Tidsfordriv at overtræde det femte Bud. Ja, er det ikke ligefrem en Ære at høre til saadanne Kategorier af Væsener? - Ser vi ikke de illustrerede Blade kappes om at vise Billeder fra de mondæne Jagtforlystelser paa de store Godser med højt titulerede Overklassevæsener i Spidsen? - Og er det ikke den største Ære at være den, der har skudt, nedlagt eller berøvet de fleste levende Væsener Livet, altsaa i størst Udstrækning har overtraadt det femte Bud "Du skal ikke dræbe? -

Jeg siger ikke disse Ting for at fordømme disse Væsener, hvis fornemste Forlystelse saaledes er analogt med Rovdyrets Liv: at se Blod, jage, dræbe og myrde, tværtimod, nævnte Væseners Manifestationer er ligesaa naturlige paa deres specielle Trin paa Udviklingsstigen, som Verdensgenløserens Manifestationer er naturlige paa hans specielle Trin paa samme Stige. Naar jeg fremfører det her, er det kun, fordi det vilde være umuligt at komme til Bunds i Problemerne, hvis man ikke upartisk analyserede Tingene, som de er, og aabenlyst erkendte sig de forskellige Udviklingstrins særlige Væsen og Kendetegn uden Hensyn til Personsanseelse. I modsat Fald bliver det jo ikke Virkeligheden, men en camoufleret og falsk Sandhed, man aabenbarede. Og det kan nu engang ikke nægtes, at ovennævnte Lystdræberi og Mordunderholdning er en Kendsgerning, og at det samtidig bliver en Kendsgerning, at et Samfund, hvis Overklasse og ledende Mænd i stor Udstrækning hører til den Kategori af Væsener, som endnu skal have Mord og Drab til Underholdning, til Fornøjelse og Sport, umuligt kan repræsentere den Aandskultur, den Intellektualitetens Dannelse, den Hjærtets Renhed og Sundhed, der er det fuldkomne Menneske i "Guds Billede" værdigt og derfor det absolut eneste" der kan være Basis for en virkelig guddommelig Civilisation. Og er det moderne Samfund ikke en tydelig Aabenbaring heraf? -

Ja, nu skal jeg ikke mere nævne Skavankerne i den Politik, Administration og Aandskultur, som det beherskes af, det er sagt tit nok her i denne Artikelserie, og desuden taler Livet og Kendsgerningerne sit eget tydelige Sprog, ja, saa tydeligt, at selv mindre begavede Mennesker begynder at forstaa, at der er noget, der er forkert. Det moderne Samfund har, trods sine store og umaadelige tekniske Goder, ikke formaaet at frelse Verden. Krigene er der stadig. Røveri af Landomraader hører endnu med til Dagens Orden. Hospitalerne kan næsten ikke rumme alle de syge og saarede, der hver Dag raaber om Lægehjælp, Pasning og Plejning. Sindssygehospitaler og Aandssvageanstalter er overfyldte. Mennesker i Hundredtusindvis Verden over har spekuleret deres Mentalitet i Stykker paa Grund af uheldige Samfundsforhold, uheldige Begær i deres egen Natur, der har behersket deres Villie. Naar dertil, som før nævnt, Lasterne, Giftnydelserne og Lystdræberiet ligefrem er moderne, ja, saa moderne, at de enkelte Mennesker, der ikke ryger eller paa anden Maade deltager i Giftnydelserne og den primitive Kød- eller Ligspisning, ligefrem betragtes som Særlinge, saa er det givet, at Samfundet ikke er "frelst" og umuligt kan "frelses" ved de gængse kirkelige Ceremonier, Sakramenter eller de traditionelle og tildels overtroiske Former, paa hvilke Skik og Brug ofte er baseret. Verden har forlængst vist sin Afmagt. Præsternes Prædiken er nu kun Akkompagnement til Dommedag. Den er Ligtalen over Verdens Undergang. Den gamle Himmel og Jord staar i Flammer.

Menneskeheden er saaledes for Tiden inde i en baade fysisk og aandelig Krise. Menneskene kæmper og kæmper indbyrdes; men det fører ikke til Løsningen. Intet kan blive fuldkomment ved at sønderlemme sig selv. Alt bliver til Kaos, Ruin og Haabløshed. Men det er denne Tilstand, der gør, at Menneskeheden bringes til at erkende dens egen Magt, Begavelse og Væremaade som ufuldkommen. Og med denne Erkendelse bliver den jo modtagelig for Raad og Vejledning, bliver interesseret i Skabelsen af noget Nyt.

Men hvem skal give den denne Hjælp, hvem skal give den dette nye? - Ja, her er det, at Kristusprincippet træder til. I Verdens Historie er man altid blevet Vidne til, at der paa et saadant Tidspunkt, hvor Menneskeheden eller Dele af denne var nede i en mental Bølgedal, er blevet født et Væsen, der har været saa langt foran de jordiske Mennesker i Udvikling, Begavelse og Moral, at det har været i Stand til at overse de nævnte Væseners Fejltrin, været i Stand til at kunne paavise de Realiteter, der paa det givne Tidspunkt har været de særlige Aarsager til Miseren, og har derved kunnet give Jordmenneskene de Oplysninger og med deres eget Liv anvist den Væremaade, som kunde være et Forbillede eller en Model for hvert enkelt Menneske til baade fysisk og sjælelig Efterfølgelse. Et saadant Væsen udgør altsaa den sande "Verdensgenløser". Saadanne Væsener har naturligvis for hver ny Tidsalder, de kom til Verden for at hjælpe, kunnet aabenbare sig mere og mere straalende, hvilket vil sige, kunnet aabenbare deres Viden i en større og mere fuldkommen Detaillering, idet Menneskeheden for hver ny Verdensgenløser jo har faaet indlevet sig i meget af den forudgaaende Verdensgenløsers Visdom og Væremaade; med andre Ord, den har udviklet sig til at kunne komme ind i en højere "Klasse" i "Livets Skole"; den er blevet i Stand til at kunne lære eller paatage sig større og sværere "Lektier" og "Opgaver" end under den tidligere Verdensgenløsning.

Hidtil har disse "Lektier" eller "Opgaver" kun været dette at indleve sig i nye moralske Trosformer og efter bedste Evne at leve paa disse. Paa tidligere Tidspunkter i Jordens Historie havde Almenheden ikke Intelligens eller Erfaringer, ved hvilke de højeste Problemer eller Facitter ved Livet kunne gøres begribeligt. Verdensgenløseren maatte nøjes med at give Masserne disse Facitter, uden at det var muligt at kunne forklare disses videnskabelige Begrundelse. Men Masserne fordrede heller ikke denne Begrundelse. De erkendte deres intellektuelle Fattigdom, og var indstillede paa Nødvendigheden af at maatte hjælpe sig med at tro paa "Profeterne" eller "Vismændene", som de instinktmæssigt havde en Følelse af vidste Besked.

Men saaledes er det ikke i vore Dage. "Lektierne" i den "Klasse" i "Livets Skole", Menneskene i Dag skal til at betræde, er ikke nye Trosformer. Dertil har de nu faaet udviklet deres Forstand alt for meget. Deres intellektuelle Begavelse sætter dem i Stand til at tænke Livets sværeste Problemer efter. De kan ikke mere tro. De fordrer Analyser. De fordrer fornuftsmæssig eller videnskabelig Begrundelse for hver en Ide eller Forestilling, der skal have Indflydelse paa deres aandelige eller sjælelige Liv. Alt maa være Videnskab. Det tyvende Aarhundredes Menneske lever hellere uden nogen religiøs eller aandelig Basis, end det lever paa Tro og Forestillinger, det slet ikke forstaar eller er i Stand til at sætte i Forbindelse med Fornuft eller Logik. Derfor bliver Raabet nu udelukkende: "Logik", "Logik" og atter "Logik".

Og her er vi ved Kærnen i denne Artikelseries Begrundelse. Dens Opgave er dette, som Supplement til mit Hovedværk "Livets Bog", at vise Sandheden med Hensyn til det jordiske Menneskes Forhold til virkelig Logik. Og Afsløringen af denne Sandhed er blevet et Hundrede Procents Bevis for, at de jordiske Mennesker endnu er meget langt fra at manifestere Logik i deres indbyrdes Samliv, Organisation og i deres Administration af Verdensværdierne, idet det nemlig gennem samme Afsløring er blevet en Kendsgerning, at nævnte Samliv, Organisation og Administration er identisk med - "Helvede", hvilket igen vil sige Kulminationen af Disharmoni, og den heraf udløste Smærte, Skrig og Pine eller den forjættede "Graad og Tænders Gnidsel".

Hvad er da Logik? - Logik er den Planmæssighed, hvis Udløsning i Manifestation eller Skabelse giver Hundrede Procents Nyttevirkning. En Hundrede Procents Nyttevirkning er igen det samme som Aabenbaringen af en Behagsfornemmelse, der ikke paa nogen som helst Maade eksisterer eller opretholdes paa Basis af aabenlys eller skjult Disharmoni, Smærte og Lidelse for noget Væsen. Men en Aabenbaring, der kun kan være en Hundrede Procents Behagsmanifestation uden at være Disharmoni, Smærte og Lidelse for noget Væsen, er jo det samme som Kulminationen af "Kærlighed". Logik er altsaa det samme som Kærlighed. Noget, der ikke er logisk, kan altsaa heller ikke være kærligt, idet det er unyttigt og bliver derved et Spild af Kræfter, hvilket jo er det samme som en Tilintetgørelse og Nedbrydning af Værdier uden Skabelsen af et opvejende retfærdiggørende Resultat. Det maa saaledes altid være et Minus, hvilket i dette Tilfælde altid vil være det samme som en mental eller fysisk Smærte.

Ukærlighed kan altsaa aldrig i noget som helst Tilfælde være identisk med virkelig Logik og er saaledes Primitivitetens fornemste og absolute Kendetegn.

Her vil man maaske indvende, at Ukærlighed udmærket godt kan være logisk eller planmæssig. Naar man ser Dyrene paa Jagt efter deres Bytte, eller Menneskenes Foretagsomhed i Retning af Hævn, i Retning af Konkurrence, afslører disse Manifestationer i stor Udstrækning Planmæssighed, ja, endog raffineret Planmæssighed eller hensigtsmæssig Beregning, der ikke paa nogen som helst Maade har til Hensigt at udløse sig i ærlige Kærtegn eller andre Former for Udtryk for Kærlighed, men derimod altid gaar i modsat Retning og udløser Underminering, Død og Undergang for de Væsener, imod hvilke de nævnte Manifestationer er rettede. Og dette er ganske rigtigt. De nævnte Manifestationer er indtil en vis Grad baseret paa Logik, og kan udløse sig i det ønskede Resultat eller Formaal, der var deres Ophavs Ønske eller Plan. Men da nævnte Resultat umuligt kan blive til Virkelighed uden at have betinget, at nævnte Ophav ubevidst er ført ind paa et mentalt Skraaplan, ad hvilket det uundgaaeligt ruller nedad mod en Afgrund, fra hvilken det umuligt kan vende tilbage, uden at dette Fald har givet det en Oplevelse af Ubehag eller Lemlæstelse af nøjagtigt samme Art eller Grad, som den det selv udløste mod dets Offer, bliver det jo synligt, at Anslaget eller Attentatet i Virkeligheden var rettet imod Ophavet selv. Men at lave et Attentat med Underminering, Død og Lemlæstelse, Smærte og Lidelse mod sig selv, kan det være Logik? - Er det ikke en Taabelighed, der bliver desto større og værre, desto mere "logisk", raffineret hensigtsmæssig den er bygget op og derved saa meget desto mere maa ramme sit Maal? -

At det virkeligt er saaledes, bliver jo til Kendsgerning igennem Oplevelsen af Lidelsernes dybeste Aarsag. Men at opleve Lidelsens dybeste Aarsag lader sig ikke gøre uden igennem Udvikling og Forskning. Og Resultatet heraf er "Aandsvidenskab". Aandsvidenskab er saaledes ikke Trosformer eller indbildte Forestillinger om, men Kendskabet til, Livets højeste Love og Principper, dets Skabelsesmetode og rette evige Opretholdelsesbasis og denne Videns Identitet som Rettesnor for al Tilværelse og Adgang til det virkelige Livs Oplevelse og den hermed forbundne sande Lykke.