Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Når man er på Klint, er man hjemme. Her er man blandt ligesindede, her er man blandt venner.

Men sådan opleves det ikke af alle. Hvis man kommer alene til Klint for første gang, hvad så? Ja, da ser man mennesker, som glædestrålende hilser på hinanden, omfavner hinanden og har en masse at fortælle. Og så kan man nemt føle sig udenfor. Og værre bliver det, hvis man hører til de mennesker, der ikke har overskud til at komme i kontakt med andre. Så kan man faktisk leve i ugevis i en lille lejlighed på Klint og føle sig ensom og forladt. Det ved jeg, fordi en dame engang sendte os et nødråb på en af de sedler, man anonymt kunne aflevere før spørgetimen. Men jeg ved det også, fordi jeg selv tilbragte mine første somre på Klint i største ensomhed. Og nu skal jeg fortælle lidt om, hvordan det gik til.

Da jeg kom til Klint første gang, havde jeg læst størsteparten af litteraturen, som jeg havde bestilt hjem fra biblioteket. Mit behov var derfor ikke at få hjælp til at trænge ind i kosmologien. Derimod savnede jeg helt kolossalt at tale med andre mennesker, der ligesom jeg var stærkt optaget af Martinus. Og her på Klint fik jeg så endelig chancen for at få min lyst til fredsstillet. Men ak, jeg gik helt i baglås!

Ja, det lyder måske mærkeligt, men jeg er sikker på, at nogen må kunne nikke genkendende til en sådan situation. Rent fysisk oplevede jeg det på den måde, at hver gang jeg øjnede en mulighed for at berøre mit yndlingsemne, så gennemisnedes jeg af stærke kuldegysninger, der fik min underkæbe til at fryse krampagtigt fast og gøre mig stum. Senere har jeg tænkt på, at den særlige psykiske atmosfære på Klint nok også har været medvirkende hertil med det overskud af følelsesenergi, den rummer. Martinus har jo også kaldt denne energi for "verdensaltets kulde".

Vist har Klint sin særlige udstråling, og den bliver man glad for, når man har vænnet sig til den. Men vi er altså nogen, der kan virke lidt afdæmpede og menneskesky den første tid på Klint.

Når jeg kommer ind på disse betragtninger her, er det fordi min omtale af mindedagen (længere fremme i bladet) tegner billedet af sagens venner som en stor familie. Derfor vil jeg gerne understrege, at føler nogen sig udenfor, så vent bare og se, for det er trods alt først og fremmest interessen for Martinus' sag, der binder os sammen.

Men de, der er faldet til, kan nemt hjælpe andre, så også de føler sig hjemme på Klint. Et lille praktisk spørgsmål om f.eks. tid eller sted kan blive optakten til en god snak. Og så er det vigtigt at hilse på mennesker, man før har været i kontakt med, når man møder dem igen.

Men hvordan gik det nu med mig selv? Jo, jeg overvandt lidt af min stivhed og meldte mig til en studiegruppe, og så var min lykke gjort. Og de mennesker jeg var sammen med, glemmer jeg aldrig. Men det med at skrive i KOSMOS, det kom sig egentlig af, at jeg ikke kunne få munden på gled…