Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1987/8 side 163
Boginformation
 
Martinus' erindringer.
204 sider, 80 illustrationer. Zinglersens Forlag, kr. 148.
 
Mange af de anekdoter, som denne bog er rig på, kendes måske nok på anden eller tredie hånd af en del mennesker. Men nu foreligger disse hændelser for første gang i skriftlig form, baseret direkte på båndoptagelser med Martinus.
Og det er en stor fordel. Nu kan man således få Martinus' egen og helt præcise beretning om f.eks. mødet med Krishnamurti og om forholdet til Rudolf Steiner, der indirekte kom til at yde Martinus økonomisk støtte gennem vennen Bernhard Løw.
I øvrigt er bogen en bekræftelse på, at høj etisk og moralsk standard er en forudsætning for den kosmiske bevidstheds gennembrud. Det er ikke omvendt.
Martinus' moralske kvalifikationer viser sig således allerede før hans kosmiske indvielse i 30-års alderen. Arbejdsgivere, som forlangte, at Martinus skulle fuske med sit arbejde, forlod han hurtigt. Men samtidig med at Martinus ikke kunne gå på kompromis med uærlighed, var han opfindsom og hjertevarm, når det gjaldt om at redde andre ud af uheldige situationer. En gammel soldaterkammerat glemte således aldrig Martinus, og på gamle arbejdspladser ønskede man ham tilbage igen.
Bogens værdi for nutid og eftertid forøges væsentligt gennem Tage Buchs efterskrift, der bl.a. beskæftiger sig med Martinus' privatliv, og det indtryk han i øvrigt gjorde på sine nærmeste omgivelser.
Eftersom Martinus ikke på noget punkt var bekymret eller usikker, således som det ellers er gældende for almindelige jordmennesker, kommer hans beretning på en måde til at mangle en facet, når det drejer sig om sagens historie. Og det er en facet, som kun hans omgivelser kunne tilføje.
Derved bliver efterskriften ikke bare en afrunding af historien om dette usædvanlige menneskes liv. Den bliver også en besvarelse af en række spørgsmål, som Martinus var mindre opmærksom på, end vi ufærdige mennesker, der i dag kan læse hans beretning.
sh