Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For det store flertal af alverdens mennesker er døden en uløselig gåde. Den materialistiske videnskab, som har et fabelagtigt kendskab til den fysiske verden, synes i det store og hele at mene, at døden må være livets ophør, en total tilintetgørelse af individets bevidsthed og livsoplevelse, selvom der er forskere, der nøjes med at sige, at det er noget, den fysiske videnskab slet ikke kan beskæftige sig med. Da den fysiske videnskab ganske naturligt er en autoritet for mange mennesker, fordi den har løst adskillige gåder i den fysiske verden og på mange områder har været til umådelig stor gavn, er man tilbøjelige til at anse denne videnskab for autoritet på alle områder, også når det gælder døden. Man søger at slå sig til tåls med, at man kun lever en gang, og derfor gælder det om at nyde livet så meget som muligt, selvom det måske til tider sker på andres bekostning. Tanken om døden slår man hen, i alt fald så længe man ikke har nogen fornemmelse af, at den umiddelbart står for døren. Det er den materialistiske indstilling: enten at døden er afslutningen på alt, eller også at den er noget, man ikke skal beskæftige sig med.

Men der er også mennesker, der tror, at døden er en indgang til et andet liv, enten et "himmerige" eller et "helvede", en anden form for tilværelse, som de kalder "det evige liv". Med hensyn til liv efter døden er menneskeheden altså delt i to grupper, "de troende" og "de vantro". Ser vi på de troende menneskers område, ser vi, at det strækker sig lige fra menneskets allerførste tilsynekomst som abemenneske og frem til en del af den nulevende menneskehed. Vantroen er derimod af nyere dato, den har især gjort sig gældende i de sidste par århundreder og i særlig grad i vor tid, idet den materialistiske indstilling til livet behersker verden i dag. Troen på døden er den moderne verdenskulturs fundament. Man dræber de mennesker, man ikke kan lide, man straffer mordere med døden, opruster til krig, hvilket vil sige, at man dygtiggør sig i at dræbe så mange mennesker som muligt, tilhørende nationer og folk, som man ikke kan lide. Det sker alt sammen i tillid til, at alle disse mennesker ved døden bliver tilintetgjort, så man ikke mere behøver at frygte for at blive generet af dem. Denne tro er en fundamental magt i den moderne verdenskultur.

Men det er ikke blot inden for vor tids materialistiske opfattelser, at en sådan drabsudfoldelse har fundet sted. Man har fulgt dette princip i umindelige tider også inden for de troendes rækker. Er ikke moselovens "øje for øje og tand for tand" en kundgørelse om dødsstraf som den eneste retfærdiggørelse? Gennem århundreder har troende kristne såvel som muhamedanere ført "hellig krig" for at udrydde "hedninger" eller omvende dem til den "sande tro". Men hos de religiøst troende mennesker sker drabene i tillid til, at de væsener, man afliver, kommer i helvede og således yderligere bliver straffet af den gud, man selv tror at tjene med sin morderiske indstilling. Altså, materialisterne dræber for at tilintetgøre, og de troende for at sende mennesker til "helvede", i begge tilfælde udfoldes en blodbesudlet, morderisk mentalitet, der gør selve livet på jorden til et "helvede", idet den er en "djævelsk" mentalitet baseret på had og med umådelige lidelser som sine virkninger. Livet på jorden er mere en dødsudfoldelse og en tro på døden, end det er livsudfoldelse og tro på livet.

Har denne dødsbefordrende mentalitet, som nu i årtusinder har behersket menneskeheden først i religionens navn og senere i materialismens, da medført, at livet på jorden er blevet bedre, fordi man efterhånden har fået udryddet alle de "onde" mennesker? Nej, tværtimod, det lader til, at man stadig må opfinde større og større og mere og mere geniale krigsmaskiner for at prøve at ødelægge de "forbryderiske og amoralske fjender", som man er bange for vil udrydde en selv, inden man kan komme dem i forkøbet. Udryddelsesmetoderne har ikke haft nogen mønstermenneskehed som resultat. Krige, rov, mord, forbrydelser og perversiteter dominerer på jorden som ingensinde før samtidig med, at mennesker lider nød, sulter ihjel eller udsættes for så mange sygdomme, at man ikke kan udvide hospitalerne så stærkt, som behovet fordrer. Menneskeheden er stadig trods årtusinders udryddelseskampagner fuld af mordere og røvere, der under mere eller mindre camouflerede former gør sig livet behageligt ved at fjerne alle de mennesker, der på en eller anden måde synes at true eller genere deres livsudfoldelse.

Men det er ikke blot de mennesker, der med våben dræber andre mennesker, som er mordere. Mord er et langt mere udbredt fænomen i denne verden, end de fleste mennesker tror. De våben eller den gift, der bruges til disse mord, benytter de fleste mennesker sig af, når de bliver vrede, hidsige, bitre eller hadefulde. Det er mikroskopiske mord, mord på langt sigt forårsaget ved giftige bemærkninger, sårende ord, der trænger ind i andre menneskers psyke og skaber rifter og sår, som gennem lang tid virker dræbende på disse menneskers livslykke. Livet i junglen er som et paradis i forhold til det helvede, der findes i menneskenes liv. Kulturen er blevet en intellektualiseret jungle, hvor man dræber med intelligens i stedet for med tænder og klør. Nu har den menneskelige intelligens endda fundet ud af at frigøre kræfter, der virker i selve jordlegemets struktur, for at have dem som "forsvarsredskaber". Man kan sammenligne menneskeheden med passagererne på et skib ude på oceanet, der er kommet i krig med hverandre, og som i desperation er begyndt at nedbryde selve skibet for deraf at skabe materiale til sprængstoffer, der ikke blot kan dræbe de kæmpende selv, men også sprænge dele af skibet i luften. Vil man ikke sige om disse mennesker, at de er blevet vanvittige.

Med atombomber og brintbomber skaber menneskene sår i selve klodens organisme, sår, der er livsfarlige for de levende væsener på klodens overflade. Hvis ikke der var en magt, der var stærkere end menneskenes, ville menneskehedens tro på døden og deres udfoldelse af dræbende kræfter snart have gjort ende på alt liv på denne klode. Men en sådan stærkere magt findes. Den har bevirket jordklodens udvikling gennem millioner af år, fra den var en glødende tåge i rummet, til den er blevet den vidunderlige bolig for levende, tænkende væsener, den er i dag. Og denne magt vil også vide at sætte en stopper for menneskenes forsøg på at sabotere den skabelsesproces, som skal føre både jordkloden og menneskeheden videre i udvikling.

Menneskene tror, at døden er enten en udslettelse af bevidsthed og livsoplevelse, eller en indgang til et evigt liv i himmeriges salighed eller helvedes pine. At de har disse trosformer, er en naturlig følge af det midlertidige udviklingstrin, de står på, og det kan heller ikke bebrejdes dem, at de udfolder junglementalitet; det er, fordi de endnu med en stor del af deres bevidsthed tilhører dyreriget. Ideen om det gode, om næstekærlighed og en verden, hvori der er fred, eksisterer dog også i deres bevidsthed, det er den "sæd, hvori alle jordens folkeslag skal velsignes", når den sås i hverdagen gennem handlinger. Derigennem vil mennesket overvinde "døden", det vil blive et guddommeligt levende væsen, ikke blot fysisk set, men også kosmisk set, i modsætning til dets nuværende tilstand, hvor det, selvom det fysisk kan være sprællevende, dog er et kosmisk dødt væsen, der befinder sig i "de dødes rige". Døden er nemlig ikke det, menneskene forstår ved dette ord. Døden er den tilstand, hvor i menneskene i øjeblikket befinder sig. Hvis døden var, hvad menneskene tror, den er, og hvis deres opfattelse, at "de onde fjender skal udryddes", var rigtig, ville menneskeheden i dag efter i årtusinder at have udryddet "de onde" bestå af ædle sjæle, der levede sammen i et næstekærlighedens broderskab, eller den ville i alt fald være regeret af sådanne sjæle. Men ingen af delene er tilfældet. Verden regeres af krigstilhængere og våbenmagtsudøvere valgt af folkets eget flertal. Livsbetingelserne er for millioner af mennesker langt hårdere og mere besværlige, end de nogen sinde har været for fortidens primitive folkeslag. Millioner af mennesker dør i dag af sult, fordi de ingen betingelser har for at komme til at tjene det daglige brød. Alt livgivende arbejde i verden er mere eller mindre monopoliseret og dermed priviligeret. Alle de fysiske goder, som med rette tilhører hele menneskeheden og bør komme hele menneskeheden til gode, besiddes som privatejendom, dels af enkelte personer, dels af store koncerner og aktieselskaber. Denne privatmonopolisering af alle naturgoder i verden er absolut dødbringende. De små goder, almindelige ubemidlede mennesker kan tilegne sig ved deres arbejdskraft, er i virkeligheden kun små løsrevne brudstykker at dette privatmonopol.

Hele verdenskulturen af i dag, alle nationers indbyrdes forhold og forholdet mand og mand imellem befinder sig i en kulminerende dødskultus. Man tror på døden, man lever i døden ved at udstråle dødsenergi, man hader, hævner og straffer og tilegner sig livsgoder ved hjælp af døden. Dødens vinterkulde råder i menneskenes verden, selv videnskaben, læger, naturforskere og filosoffer tror på døden. Man ser millioner af lysår ud i verdensrummet, men siger blot, at det er en livløs mekanisme. Man kan kun fortælle om mål, vægt, afstande, tid, rum etc., det bliver kun til livløse facitter. Nydelsen af "kundskabens træ" er ved at ske fyldest, døden tilbedes i stedet for livet. Men findes der da ikke en "opstandelse" fra dette dødsrige? Det gør der, og det er netop den udviklingsepoke, menneskeheden nu er ved at glide ind i. De kommer til at opleve, at det, de kalder døden, snarere er en fødsel, en forvandlingsproces, og at intet levende væsen nogen sinde er ophørt med at eksistere, såvel som intet væsen nogensinde er begyndt at leve. De har altid været, og de vil altid vedblive at være. Evigheden er ikke noget, der begynder efter døden eller med fødslen. Evigheden er "noget som er", og vi er også "noget som er", vi er ét med selve evigheden.

Menneskene udgør netop, hvad man kan kalde "kosmiske lig", fordi de identificerer sig selv med den fysiske krop, som kun er et redskab, gennem hvilket de oplever livet i en fysisk verden. Selve livet findes ikke i den fysiske verden, det er kun livets virkninger, vi her oplever. Selve den kraft, som sætter disse virkninger i gang, er noget åndeligt. Denne åndelige kraft gennemstrømmer hele universet som en livsrytme, et kosmisk åndedræt, en livsfornyelse. Den manifesterer sig gennem det evige kontrastprincip, uden hvilket det ville være umuligt at opleve det evige liv. Derfor eksisterer der lys og mørke, kulde og varme, ondt og godt osv, og ingen af disse livsytringer ville det være muligt at opleve, hvis ikke deres kontraster også eksisterede og kunne opleves af de levende væsener.

Jordmenneskehedens kultur, som den er i dag, er en "kosmisk kirkegård". De skønne paladser, den megen luksus, de strålende uniformer, ordener, titler osv. er "gravstenene", som viser, at "noget" er begravet her. Dette "noget" vil stå op af "graven", og det vil ske derigennem, at det enkelte menneske, som udgør dette "noget", forvandler sin kraft fra at være udfoldelse af dødbringende tanker og handlinger, til at blive livgivende næstekærlighed, hvortil der kræves ikke blot følelse, men også intelligens og indsigt i livets fysiske såvel som åndelige love. Hele den materialistiske, tekniske og videnskabelige udvikling er den "nydelse af kundskabens træ", som for en tid får mennesket til "at dø døden", fordi det mister forståelsen af det evige liv. Men i kraft af reinkarnationsprincippet, som også er et led i den evige livsrytme eller udvikling, gør det enkelte menneske ved at "så" og "høste" fra liv til liv de erfaringer, som forårsager, at det bliver søgende. Det er begyndelsen til opvågningen fra den kosmisk "døde" tilstand, til at det selv bliver "vejen, sandheden og livet".