Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1987/6 side 118
Nyt fra Martinus Institut
 
Mindedagen i august nu i Klint!
 
Gennem flere år har mindedagen været afholdt i København. Den mindedag, hvor vi – så mange, der har tid og lejlighed dertil – mødes og mindes det menneske, der bragte indsigt i tilværelsen og nøglen til forståelse af det, der indtil da var skjult.
Hidtil har mindedagen været holdt en weekend nær den 11. august, som er Martinus fødselsdag. Da dette tidspunkt er nær ved afslutningen på højsæsonen i Klint, vil vi i år og sandsynligvis i årene fremover afholde mindedagen i Centret i Klint. Det bliver i år lørdag den 8. august i tidsrummet mellem kl. 13 og 18.
På grund af det sene tidspunkt for bekendtgørelse af arrangementet vil det i år være nødvendigt at begrænse deltagerantallet til 200. Tilmeldingen bør derfor af alle interesserede ske snarest til Instituttet. Også for at vi kan få indtryk af behovet for at arrangere bustur fra København til Klint og tilbage, og for i tide at kunne bestille bus. De gæster, som er i Centret den sidste uge i sæsonen, og som efter planen skal afrejse den 8. august, kan leje deres lejlighed eller hus til og med søndag den 9. august, såfremt de ønsker at deltage i mindedagen, De skal også melde sig til Instituttet, og det samme gælder personer, som selv bor i området.
Tilmelder man sig skriftligt, skal man meddele, om man i givet fald ønsker at deltage i bus-kørsel.
Ud over udgiften til transport vil der ikke blive andre udgifter bortset fra kaffe eller the, som vil blive serveret på Terrassen i løbet af eftermiddagen så billigt som muligt.
Programmet for dagen er under udarbejdelse og vil blive tilsendt alle, der melder sig til deltagelse.
Arrangementet vil i årene fremover tilrettelægges således, at mange flere kan deltage, idet vi, når deltagerantallet i god tid i forvejen er kendt, kan leje telt til dagen.
Vi håber, at det vil vise sig rigtigt at begynde at afholde mindedagen det sted, om hvilket Martinus skrev i KOSMOS nr. 7, 1934, da Centret begyndte som feriekoloni:
"At gøre denne til et hjemsted for alle fredelige impulser, for sand viden og menneskekundskab, tolerance og frihed, at gøre den til en medvirkende inspirationsbasis for udvikling af sand kærlighed til mennesker og dyr, til alt levende, er de forudsætninger, under hvilke dens begyndende skabelse nu er iværksat.
– Og hvis dens kommende beboere, gæster og besøgende har den rette forståelse af indholdet af LIVETS BOG, KOSMOS og de på disse faktorer hvilende foredrag og studiekredse, da vil Kolonien af sig selv blive et værdigt supplement til ovennævnte bog, til udbredelse af kendskabet til den ny store kosmiske verdensimpuls, til selve skabelsen af "en ny himmel og jord", en ny kultur, i hvilken den bærende livsbetingelse ikke er penge, ikke er overklasse, ikke er trældom, men derimod udelukkende udgør en sollys atmosfære af en altoverstrålende skabeevne, kunst og kærlighed".

Foredragssalen, hvori mindedagens arrangementer foregår.