Kosmos 1987/6 side 112
IB SCHLEICHER FORTÆLLER:
Uddrag fra japandagbogen
Sommeren 1965 berejste Ib Schleicher Japan på kryds og tværs. Hovedformålet var at fortælle om Martinus kosmologi. Ved hjælp af esperanto og to dygtige tolke tilknyttet den religiøse bevægelse "Oomoto" lykkedes det ham at få kontakt med mange interesserede mennesker. Rejsen blev på 5-6000 km indenfor Japans grænser, og her følger et par små glimt fra den begivenhedsrige færd.
Til teceremoni hos Oomotos åndelige overhoved
Som næste punkt på programmet var vi inviteret til te hos shinjorino Deguchi. Det var ikke almindelig uformel tedrikning, som vi kender det her hos os. Det er teceremoni, som udføres med megen omhu og alvor. Man bærer naturligvis over med os klodsede vesterlændinge, men vi blev på forhånd omhyggeligt instrueret om, hvad vi skulle foretage os. Efter en symbolsk rensning ved en lille kilde udenfor, gik vi på knæ gennem en lille luge i væggen ind i et smukt, men meget enkelt udstyret rum, hvor en japansk tekedel stod og blev varmet på et fyrsted. Vi blev anbragt på nogle puder på gulvet, som jo er bløde måtter, og her sad vi nogle øjeblikke, indtil Naohi Deguchi lydløst kom ind i værelset, en lille kvinde klædt i en smuk japansk kimono, men med et kraftigt hoved, hvorfra der lyste det mildeste par brune øjne, man næsten kan forestille sig. Hun gled stille ned på knæ og hilste på hver enkelt af os ved at bøje panden næsten helt ned til gulvet. Til at begynde med virker denne særlige japanske hilseform meget overdrevet, men efterhånden, som man vænner sig til den, forekommer den mere yndefuld og naturligt høflig. Til arrangementet hører nydelse og beundrende iagttagelse af blomster og vægdekoration og af de yndefulde bevægelser, hvormed teen blev tilberedt af en ung kvinde, der sad på knæ foran fyrstedet. Den grønne japanske te bliver serveret i små, meget kunstfærdigt udførte keramikskåle, og der serveres en sød kage dertil. Hele ceremonien gennemgås i rækkefølge af deltagerne. Når den første er godt i gang, begynder den næste, og således fortsætter det rækken rundt. Det hele sker med forud nøje fastlagte bevægelser. Man hilser på hinanden, man beundrer teskålen ved at dreje den i hånden, og i det hele taget er det teceremoniens formål at nyde skønhed, at opnå en behagelig afslappet atmosfære og give ro i sindet, hvilket også sker, selvom jeg må indrømme, det knirkede slemt i knæene.
En meget hjertelig velkomst
Efter selve tedrikningen var samværet mere tvangfrit, og der var nu lejlighed til at overrække Naohi Deguchi den gave til hende og Oomoto, som jeg havde med fra Martinus og Instituttet.
Først bød shinjorino Deguchi os hjerteligt velkommen og takkede mange gange for den hjælp og støtte, vi fra Instituttets side tidligere har givet Oomotos repræsentanter, når de har været i Danmark. Desuden udtrykte hun håbet om, at vore bevægelser må blive knyttet nærmere til hinanden, og beklagede samtidigt, at Oomoto er en lille bevægelse med begrænsede kræfter.
Jeg holdt en mindre tale om Instituttets forbindelse med Oomoto, om den støtte man herfra allerede tidligere har givet os og om den idealistiske indstilling og det idealistiske arbejde, Oomoto udfører. Dette kunne jeg gøre af et fuldt hjerte, for jeg nærer virkelig en oprigtig og meget dyb beundring for de mennesker i Oomoto, der praktiserer disse ting uden at have det grundlag, vi her er beriget med. Jeg understregede, at jeg ikke kom med forventning om direkte hjælp fra Oomoto, men mente, at det i første række drejede sig om at skabe gensidig sympati og forståelse, etablere et venskabeligt forhold og dermed give hinanden moralsk støtte. Herefter må der så opstå et konkret samarbejde i den udstrækning, der er naturlige betingelser til stede. Disse tanker og synspunkter vandt fuldstændig genklang hos de tilstedeværende.
Naohi Deguchi, Oomotos åndelige overhoved
Et gammelt religiøst symbol som gave
Gaven fra Martinus og Instituttet var et religiøst symbol, nemlig den gamle, danske solvogn, og netop solvognen syntes vi var en udmærket ting til denne noble bevægelse i den opadgående sols rige. Ved overrækkelsen oplæste jeg følgende brev fra Martinus:
Da jeg har den glæde, at en af mine nære medarbejdere hr. Ib Schleicher skal besøge hovedcentret for Deres store mission i menneskekærlighedens tjeneste, vil jeg gerne ved denne lejlighed udtrykke min inderligste og hjerteligste tak for den overordentlige store sympati og velvilje, vor mission er blevet til del fra Dem og Deres medarbejdere gennem årene.
Jeg vil også gerne sige inderlig tak for den hjælp og støtte med hensyn til tilrettelægningen af min medarbejders program for sit forestående besøg i Deres missions center og vidunderskønne land, som er blevet ham til del af Deres sympatiske medarbejdere.
Jeg håber, hans besøg må være medvirkende til, at det venskabets bånd, der allerede er knyttet imellem vore to bevægelser, må blive endnu mere intimt sammenknyttet i vor fælles mission i menneskehedens tjeneste.
I den nu synkende gamle verdenskultur med dens krige og ragnarok er det menneskekærlige bevægelser af samme slags som vore to bevægelser, der i sig har den verdenskultur, som skal blive fundamentet for den virkelige fred over hele jorden og dermed afskaffelsen af den gamle verdenskulturs bloddryppende krigsmaskiner og altudslettende atom- eller kernevåben og sygdomsbefordrende sorger og bekymringer, sult og nød. Og jordens kontinenter og have skal komme til at hvile i en blændende guddommelig, lysende og varmende verdensfred.
I ønsket om Guds velsignelse over Deres store mission beder jeg Dem modtage min kærligste hilsen. (sign.) MARTINUS
En uformel samtale
Herefter udspandt der sig en længere samtale om Oomotos og Instituttets arbejde, og shinjorino Deguchi udtrykte sin store glæde over de kontakter, der nu var skabt. Hun var ked af, at hun endnu ikke beherskede esperanto tilstrækkelig godt til at føre en utvungen samtale, hvorfor shinjoro Itou måtte fungere som tolk. Endnu engang beklagede hun, at deres bevægelse var forholdsvis lille og derfor ikke kunne gøre det for os, som man egentlig gerne ville. At dømme efter vore forhold herhjemme synes jeg imidlertid, det var en storartet støtte, vi fik, og jeg tænkte i denne forbindelse på den foredragsrejse, man havde givet mig program til, og på den tale, jeg om lidt skulle holde i Banshoden-templet, hvor man havde talt om en mulig deltagelse på henved 3.000 personer.
En samtale i Banshoden-templet
Fra besøget hos shinjorino Deguchi begav vi os til Banshoden-templet, som jeg var meget spændt på at se indefra. Der var ikke 3000 mennesker til stede, som man havde talt om. Derimod sad der henved 1000 mennesker i den karakteristiske stilling på knæene. Jeg fik at vide, at de allerede havde siddet sådan i flere timer og hørt på forskellige taler og foredrag, så jeg tænkte med det samme, at jeg blev nødt til at korte min tale ned til næsten ingenting. Shinjoro Itou sagde imidlertid til mig, at det skulle jeg slet ikke tænke på, for forholdene var helt anderledes her i østen, end vi var vant til i vesten, og det skal jeg love for, han havde ret i. Der var en taler i gang, og det viste sig, at inden jeg skulle til, skulle shinjoro Itou give en redegørelse for esperantokongressens forløb, og det varede omkring en halv time. I mellemtiden sad vi i et værelse ved siden af, og det var tydeligt at høre på forsamlingen, at man i hvert fald ikke var søvnige og uopmærksomme. Jeg gik derfor fortrøstningsfuld i gang, da det blev min tur, og jeg gjorde det i sikker forvisning om, at grundlaget for menneskelighed og samarbejde mellem idealistiske bevægelser virkelig er ting, hvis betydning ikke kan undervurderes i den nuværende udvikling.
Jeg fremsatte det synspunkt, at det nuværende grundlag for menneskelighed ikke er tilstrækkeligt. Det må nødvendigvis gives en intelligensmæssig underbygning, hvis det skal accepteres af nutidens og fremtidens mennesker med intellektuel uddannelse. I forbindelse med indgående følelseserfaringer kan en sådan underbygget livsopfattelse bringe menneskeligheden til fuld udfoldelse, men det kræver overvindelse af de inhumane kræfter, som i dag dominerer tilværelsen. Det betyder igen, at de humane kræfter må finde hinanden, må organiseres. Som det i stadigt voksende omfang finder sted inden for militær, handel, videnskab og teknik, må også de humane kræfter organiseres, så de kan blive mere effektive. F.eks. må idealistiske bevægelser vokse op på et moralsk og idealistisk niveau, hvor drivkraften ikke er hensynet til fysisk position, men ønsket om at udføre arbejde for helheden, og hvor dette kan praktiseres i et harmonisk og effektivt samarbejde også med dem, som ikke deler ens opfattelse.
Det viste sig da også, at tankerne og synspunkterne vandt bifald, hvilket ikke kan undre, når man betænker, i hvor høj grad Oomoto er indstillet på gennem regulært arbejde at medvirke til verdensproblemernes løsning, og når man betænker, at denne organisation ikke sigter mod nogen fysisk magtposition.
Gengivet efter kontakt brev nr. 7 og 8/1966.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige