Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Thingvallasletten ligger et halvt hundrede kilometer fra Reykjavik. Området er for størstedelen en Lavamark gennemskåret af store kløfter. Her ligger Islands største sø, Thingvallavatn, samt Islands gamle tingsted, Thingvellir, hvor altinget holdtes fra 930-1798. Herfra udråbtes Island til republik i 1944. På sin foredragsrejse til Island i 1955 besøgte Martinus stedet, og her følger et uddrag af hans rejsebreve.

 

Da det var Sct. Hans aften, arrangerede man en midnatsudflugt til Tingvalla efter dette mit sidste kursusforedrag. På denne udflugt deltog min værtinde, fru Haldora Samuelsdatter, Vignir Andresson, hr. Simpson og hans hustru, lærer Jacobsen og flere andre af min missions og sags gode venner. I tre biler kørte vi ud ad den ældgamle vej mellem høje fjelde til Islands hellige terræner. Skønt klokken var omkring 23.00, kørte vi i den dejligste aftenrødebelysning. Et sted på vejen holdt vi stille for at kunne iagttage solnedgangen, der netop denne aften viste sig i et meget smukt farveskær, der indhyllede fjeldene omkring os i en ejendommelig eventyrbelysning. Jeg fotograferede, og vi kørte derefter videre og nåede hurtigt frem til vort mål, stedet hvor Islands lov og ret igennem et tusinde år var blevet dikteret, stedet for den islandske kulturs fødsel. Det er ikke så mærkeligt, at dette minderige sted af islændingene betragtes som helligt. Denne tusindårige kulturfødsels psykiske atmosfære er endnu den dag i dag så levende og stærk, at den maner den kærligt indstillede besøgende til ærefrygt. Ja, det kan endog hænde, at han bliver indhyllet i ekstaselignende salighedsfornemmelse. Således gik det mig, da jeg første gang besøgte Tingvalla og kom op til Øxaravandfaldet. Medens jeg gik og fotograferede dette smukke vandfald, kom der over mig en ganske ekstaselignende glæde, uden at der var nogen som helst påviselig, ydre fysisk årsag til denne tilstand. Jeg kunne kun føle det som en velkomsthilsen fra væsener, der ikke var af denne verden. Herude på Islands store, ubeboede vidder, tusinder af mile borte fra de øvrige nationers larmende jag og mere eller mindre gudløse atmosfære, er det ikke så mærkeligt, at de højere grader af den psykiske eller åndelige verdens atmosfære langt lettere trænger igennem. Her lukkes den ikke ude af det domæne af overtro, vantro, materialisme, magtbegær og havesyge, armod, nød og elendighed, der afslører den uvidenhed eller tågedannelse i det menneskelige tankeklima, der har bragt enhver hidtidig kultur til undergang i krig, blod og drab, og som endnu i dag skjuler livets mening så totalt for de regerende magter verden over, at den to tusindårige kristendom for dem endnu kun er et Fata Morgana i ørkenen. Deres beskyttelse af nutid og fremtid er atom- og brintbomber. Med en sabotage af livet, tror de at kunne beskytte livet. Dette er kulminationen af det levende væsens afsporing i livsopfattelse. Længere bort fra virkeligheden eller den absolutte sandhed kan intet levende væsen komme. Her kan det ikke undgå at opleve virkningerne af denne sin store dødbringende fejltagelse. Og dets kulturbasis vil efter denne oplevelse blive den sande kristendoms kerne: "Du skal elske Gud over alle ting og din næste som dig selv, det er alle loves fylde".

Fra dette lille sidespring i kosmisk atmosfærebedømmelse vil vi atter vende tilbage til Islands store vidder med den rene psykiske atmosfære. Vi er som før omtalt på udflugt til Tingvalla i anledning af, at det er Sct. Hans aften. Her på Island brænder man ikke bål denne aften, således som tilfældet er hjemme i Danmark. Her er ingen trolde eller hekse, der skal brændes. Det blev en herlig tur. Det var ejendommeligt at opleve dette historiske sted i den lyse, islandske nat. Vejret var smukt, selvom det ikke var så lunt som på en dansk midsommernat, men til gengæld var der så at sige dagslyst hele natten. Temperaturen har vel været ca. 8 grader celsius. Dagtemperaturen var i de dage i Reykjavik omkring 12 grader celsius. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor forskellige klimaforholdene er på de forskellige steder på jorden. Her under polarkredsen, mellem Islands sneklædte fjelde, oplevede jeg midsommernatten i tykt undertøj, overfrakke og handsker. I sydindien under tropesolens blændende stråler oplevede jeg 35-40 graders varme ved juletid. Her var vinduer og døre åbne overalt. Store vifter svingede rundt i lokalerne for dog at skabe blot en lille antydning af kølighed. Mange indfødte, navnlig fiskere og Kasteløse gik totalt nøgne, rent bortset fra en slags "figenblad", som de havde ophængt i en snor omkring livet. På Island var der dagslyst hele natten og derfor ingen stjerner at se. I troperne var der mørk nat fra omkring kl. 18.00 til kl. 6.00 morgen, men med en funklende og klar stjernehimmel. Ja, således er bladene af Guds store billedbog kontrastrige og mangfoldige. Gud åbenbarer sit store tusind-og-een-nats eventyr overalt for den, der er modnet til at høre og se, føle og fornemme hans nærhed, hans sprog, hans visdom og kærlighed. Og med denne indstilling blev mit besøg på Tingvalla med dets ejendommelige minderige steder på denne midsommernat meget lysende. Det var et behageligt samvær med trofaste og kærlige venner i en jomfruelig ren og uberørt natur, belyst af trylleskæret fra den lige under horisonten skjulte midnatssol. Lige i nærheden styrtede den frembrusende Øxaraflod sine tonsagtige vandmasser ud over en tårnhøj, lodret klippevæg og skabte her en tordenlignende, monoton larm, en sfærernes musik, der blevet akkompagnement til beskuelsen af de øvrige af jordens vældige skabekræfter udformede islandske naturscenerier, der hist og her i deres millionårige uforanderlighed fremtræder som symboler på evigheden. Her spiste vi den dejlige mad, som min værtinde og de andre husmødre så venligt havde sørget for at tage med. Og her drøftede vi enkelte af de store evighedsproblemer. Og herfra gik vi ture rundt i terrænet enkeltvis eller i følge med nogen, alt eftersom det passede ind i hver enkelt deltagers lyst til i enkelte øjeblikke at være alene med den altovervældende, strålende natur, og i andre øjeblikke lyst til at nyde sceneriet i fællesskab med andre. Imidlertid brød solen atter frem, og vi begav os på hjemvejen. I den skønneste morgensols gyldne lys nåede vi atter tilbage til Reykjavik, Klokken var da halv fire. Og dermed havde jeg, takket være mine venners kærlighed, oplevet en Sct. Hans nat i et eventyrskær, der vil lyse og varme meget længe i mine minders indre verden.