Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

En af de ting, der måske kan virke overraskende, når man går i gang med at læse Martinus' bøger, er det poetiske billedsprog, der som en lang guirlande mere eller mindre synligt fletter sig ind mellem hans logiske ræsonnementer, praktiske eksempler og dialektiske spørgsmål.

"Analyser" kalder Martinus denne blanding af pædagogiske virkemidler, hvor det altid er poesiens opgave at anskueliggøre livet som en eventyrets verden, hvor hver eneste lille detalje i et handlingsforløb styres af evige love og principper.

Det er nemlig ikke nok for Martinus tørt at konstatere, at "alt er såre godt". Dette facit udspringer jo af vor evighedsnatur og af Guds kærlighed, men hvem kan fatte det i sin fulde rækkevidde?

– Nej, kun poesien formår at afspejle lidt af den eventyrglans, som i virkeligheden er dit og mit sande liv.

I dette nummer af KOSMOS træder denne side af livet særlig tydeligt frem. Vi skal således opleve eventyret i Klint, og vi får en anvisning med på vejen, så vi kan være med til at gøre Klint til et eventyr for andre og dermed også for os selv.

Følger vi denne anvisning skulle det være muligt at opleve hverdagene som var de blade af Guds billedbog. Det giver Thora Hammarlund os et eksempel på i sit lille stemningsbillede fra en sommer, som var engang, men som evigt taler det samme sprog til alle tider.

Den samme glans af evigheden kaster midnatssolen over de islandske lavamarker i Martinus' rejsebrev fra sagaøen. Her synes tiden at stå stille, for her møder vi en helt anden virkelighed end den, der som "facts" strømmer imod os fra aviser, radio og TV.

Og hvad er den så værd, denne duft af højtidsstemning, ensomhed og stilhed, der udstråler fra evighedsperspektivet i Martinus analyser? – Den er bl.a. det værd, at den overfører et umådeligt energitilskud til den modtagelige læser. Det ser vi to konkrete eksempler på i form af Hans Sonnes rejsebrev fra Sydamerika og Ib Schleichers glimt fra en travl rejse i Japan. Her får vi et tydeligt indtryk af den kolossale kraft, der som et vældigt vingeslag bringer den betagede åndsforsker ud til fremmede lande for at fortælle om sin interesse og skabe kontakt med ligestillede.

Endelig slutter Erik Bech Olesen med en gemytlig rapport fra vinterskolen, – et lille stykke journalistik, som godt en dag kan gå hen og blive en perle i sagens historie. For alle, der ser Martinus' sag i et større perspektiv, véd nemlig, at det er her i Klint fremtiden er under forberedelse. Det er her poesien, evigheden og det eventyrlige venter på at blive studeret af mennesker fra hele verden. Det er herfra og fra Instituttet på Mariendalsvej at menneskehedens voksende behov for en åndsvidenskab vil blive tilfredsstillet. Og dermed åbnes der også mulighed for udviklingen af den længe ventede fred på Jorden og i menneskenes sind.

Redaktionen ønsker læserne en GOD SOMMER!