Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

For at vide, hvordan man skal leve sit liv, er det nødvendigt at have kendskab til det evige "JEG" og karmaen.

I virkeligheden vender viden om dette op og ned på hele ens syn på tilværelsen og måden at leve sit liv på. Pludselig står man midt i livet med hele ansvaret selv, ansvaret for sin egen situation – og til en vis grad også for alt hvad der sker i ens eget nærområde (mennesker, dyr, planter og mikroindivider).

Man kan ikke mere lukke øjnene for, hvordan næsten har det og gå videre med et skuldertræk. Man begynder at få det dårligt, når man ser, at andre ikke har et godt og begynder så at tænke, og man føler, at man må gøre noget for at lette trykket. Hvis man ikke kan gribe ind, kan man i det mindste vise kærlig interesse og venlighed. Det bliver et indre krav.

Hvis man senere begynder at spekulere over, om ens næste måske i et tidligere liv har været en nærtstående: ens eget barn f.eks., ens far eller mor, bror eller søster, har man meget lettere ved at fatte og forstå det guddommelige slægtskab, og man kommer da bort fra kernefamilietanken og opdager, at kærlighed ikke er en begrænset kvantitet, der rækker til nogle ganske få.

For at komme tilbage til det evige JEG og karmaen, så skaber man jo hele tiden selv sin egen fremtid. Det gælder blot om at gøre sig klart, hvordan man ønsker at denne fremtid skal blive. Hvordan vil jeg have, at verden skal se ud? Hvad tør jeg gøre for at påvirke retningen?

Hvad man snart bliver klar over er, at man ikke kan fare frem som en damptromle. Man må have stor tålmodighed, være meget forsigtig i sin bedømmelse og meget tolerant og lydhør. Når man ser hele livsmønsteret for sig, hvordan det er bygget op og hænger sammen, og synes man har fået et vist overblik, forstår man, hvor langsomt alle forandringer må ske, hvis man ikke skal være til mere skade end gavn. Alligevel ved man, at lidelserne må til for at føre udviklingen videre, men for mit eget vedkommende frygter jeg den forcerede udvikling og beder bestandigt om, at det må gå langsomt. De lidelser man ser omkring sig er i sig selv tilstrækkeligt smertelige.

Men samtidig ved man, at alle lidelser og alle fejltagelser bliver til viden, og at al ny indsigt er en formue man kan bruge af frem over. Man ved, at man har al ønskelig tid til at begynde forfra og kan glædes over at kunne opdyrke nye talenter til at berige sit eget og andres liv med. Og frem for alt ved man, at det aldrig er for sent at begynde igen: at ens forudsætninger, hvor små de end forekommer en, alligevel er tilstrækkelige. Man kan se fremtiden i møde med fortrøstning og også med forventning og glæde. Livet er evigt og døden kun en dør, man går igennem. JEG'et er altid det samme JEG, og det må hele tiden planlægge sin egen fremtid. Det jeg gør i dag, bliver min morgendag.

Gennem bønnen og kontakten med Guddommen og gennem analyserne får man den støtte og den hjælp, som de væsener med højere indsigt længes efter at give os. Men vi må selv søge kontakten, en kontakt vi ofte blokerer for med vort specielle tankeklima og vore primitive følelser.

Selvom man har analyserne at holde sig til, glemmer man ofte at anvende dem og falder tilbage til automatiske reaktioner, som man egentlig allerede har gjort op med, og man må så begynde forfra igen, dog hele tiden med fast grund under fødderne og uendelig tid til sin rådighed.