Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mennesker, som ikke kender livet, er jo dømt til at leve på drømme og på illusioner. Og jeg tror ikke, der er ret mange steder i livet, det skulle måske være en meget stærk forelskelse, hvor der gør sig så mange illusioner gældende som indenfor de åndelige områder. At jeg her taler sandt, det vil De vide, når De tænker på, hvor mange mennesker der jorden over er gledet ind i farlige afsporinger netop for dette åndelige livs skyld. Man har mennesker, som gravalvorligt tror, at bare man spiser grøntsager og allerhelst råkost, så får man gode og kærlige tanker ind i sin sjæl. Det er meget smukt tænkt og følt, men er jo fjernt fra virkeligheden. Der er andre, der mener, at når de mediterer i timevis, eller når de giver afkald på dette eller hint, eller de står med benene opad en væg, eller når de gør en eller anden mystisk ting, så kommer de dette drømte paradis meget nærmere og meget hurtigt nærmere. Jeg er nødt til at sige Dem, at sådan har jeg aldrig nogensinde oplevet det. Jeg har oplevet, at det at møde en stor åndelig bevidsthed, det er i virkeligheden identisk med at opleve mødet med et spejl, der i modsætning til alle almindelige spejle, ytrer sig derved, at det hele tiden viser det, man allerhelst ikke vil se. Det viser én den side af ens bevidsthed, som man meget gerne ikke alene vil skjule for andre, men også for sig selv! Opfattet på den rigtige måde er åndsvidenskabens opgave jo ikke den at tilhylle vor bevidsthed med slør, der gør, at vi går og får forlorne glorier og en mærkelig væremåde, begynder at opfatte os selv som originaler eller særligt udvalgte. Der er jo desværre det ved disse to udtryk, at de er omtrent synonyme i det daglige liv. Det har aldrig været, og det vil aldrig nogensinde blive sandhedens opgave at forlede endsige forføre et menneske til at leve et uvirkeligt liv, fjernt fra den virkelighedens rene og skønne verden, som sandheden i sig selv er.

Lad mig i denne forbindelse fortælle Dem om en lille oplevelse, som jeg netop har haft i tilknytning til det, som jeg her berører for Dem. Det hændte mig en dag, at jeg traf en mand, som rent ud og meget utilsløret sagde til mig: "Ja, De er jo et menneske, som tilbeder Martinus i modsætning til mig, der foretrækker at tænke selv!" Jeg var meget lamslået, og jeg kan ikke påstå, at jeg syntes, at jeg i det øjeblik havde hele min bevidsthed "hjemme". Men det lykkedes mig dog at sige til denne mand, at uanset om det, han sagde, var en sandhed eller ej, så ville jeg trods alt foretrække hellere at hjælpe en stor ånd med at fuldbyrde hans mission end leve et for andre betydningsløst og i virkeligheden værdiløst liv. Jeg har taget denne lille begivenhed med, fordi den rører ved noget, som jeg synes, det er rigtigt af mig at prøve at give udtryk for. Er illusionen om en sådan tilbedelse virkelig rigtig? Kan det tænkes, at et menneske med normal bevidsthed år ud og år ind, kunne leve et liv i det, som vedkommende her, – må jeg bruge hans egne ord – udtrykte som "en Fladbundet tilbedelse af et nulevende menneske". Lad mig svare Dem ganske ærligt, og så korrekt som jeg selv har oplevet det, at Martinus aldrig på noget som helst tidspunkt har appelleret til nogen som helst form for tilbedelse fra min side. Og jeg vil gerne se den, der i nogen af hans bøger eller skrifter kan vise mig bare een sætning, der tyder på, at han skulle kunne lide det. Mennesker, som tænker sådan, glemmer ganske, at en af de allerfornemste egenskaber ved kosmisk bevidsthed jo netop er, at den rummer det, som dyret, og det primitive menneske overhovedet ikke besidder, nemlig humoristisk sans. De må prøve at forstå, at alle mennesker, som sætter stor pris på at blive tilbedte, lider under det forfærdelige, man kan udtrykke med ordene "at tage sig selv højtideligt", og det vil jeg mene – og det står jeg også inde for – at det vil en kosmisk bevidsthed aldrig nogen sinde kunne gøre i forholdet til de væsener, han skal undervise. De kan undersøge alt, hvad de store, der har levet før, har sagt, og De vil hos dem alle finde denne fremragende humoristiske sans, der betinger, at de er originale skabende personligheder, der netop viser enhver form for tilbedelse fra sig. Jeg synes, det er rigtigt af mig at nævne Dem dette af den simple grund, at skulle der bare have været et gran af sandhed i den udtalelse, jeg her har citeret for Dem, ville alle disse 25 år for mig have været et liv i en åndelig usund atmosfære, og tror De virkelig, at det skulle være muligt for et menneske udfra en åndelig usund atmosfære at kunne undervise sådan, som Mogens Møller og jeg gør? Det tror jeg ikke, at De tror. Nej, lad mig understrege for Dem, at det, der med det samme greb mig om hjertet, var, at Martinus øjeblikkeligt pointerede for mig, at hans egen person var uden betydning i den forbindelse, som min sandhedssøgen gav udtryk for. Og i øvrigt kan De jo selv læse i LIVETS BOGs første del, hvor der står, at Martinus ikke har oplevet det mindste mere, end hvad alle andre før ham har oplevet, og hvad alle efter ham, skal opleve.

Når jeg ser tilbage over disse år, kan jeg på en måde godt rumme essensen af disse år i ganske få ord. Det ligger i ethvert menneskes natur at ønske sig en ven, som står, når stormene bryder løs fra alle sider. Det ligger i dybet af vor sjæl, at vi ængstes for den ensomhed, der bryder løs, når vi kommer ud for tildragelser, vi ikke er i stand til at magte. Som ikke-kosmisk bevidste mennesker, som mennesker, der er undervejs nedefra og fremefter, har vi alle i os denne angst for at stå alene og ikke kunne magte livet. Vi har alle drømmen om en ven – jeg tænker slet ikke her på forelskelser, og alt hvad derunder hører, – jeg tænker her kun på drømmen om et menneske, der har mod til at kritisere en, hvor det er rigtigt, at man bliver kritiseret, har mod til at gøre det på en sådan måde, at der ikke bliver åbnet for de store pulsårer, og man forbløder derved, et menneske som aldrig bliver bundet af en, aldrig nogensinde står i et så subjektivt forhold til en, at han er bange for at sige det, der skal siges. Jeg har oplevet et sådant venskab igennem disse mange år. Jeg har oplevet et venskab, som der adskillige gange har været gjort attentat på, et venskab som ikke een eneste gang har svigtet. Prøv at tænk igennem, hvad dette egentlig vil sige! Prøv at forstå, hvad det vil sige, at der bag en står en mur af urokkelig objektiv kærlighed, og De vil vide, hvad jeg her taler om.

Men Martinus havde en anden mission end blot den at være min ven. Jeg tror, at man allerbedst kan udtrykke det på den måde, at det, jeg her vil sige ligner de tre X'er. Det er forskellige sider af den samme sjælelige tilstand. Men det væsentligste i mit forhold til og mit liv sammen med Martinus har været det, at han aldrig nogen sinde er blevet træt af at besvare mine spørgsmål. De af Dem, som selv har små børn og ustandseligt bliver stillet overfor: "Hvorfor det og hvorfor det?", vil måske være i stand til at forstå, hvad jeg her hentyder til. For på det éne område har jeg i hvert fald været energisk. Jeg har altid følt det som min dybeste pligt at plyndre Martinus for al den viden, jeg overhovedet kunne komme i nærheden af. Ikke alene, og det tør siges ganske åbent, for min egen skyld, for der ligger jo et rent egoistisk motiv bagved – men også fordi jeg altid har følt det som min pligt at kunne svare på ting, når han engang ikke er her. At man da ikke skal kunne sige: "Ja, men De var jo i hans nærhed, hvorfor spurgte De ikke!" Jeg har spurgt længere end til grænsen af min bevidsthed. Og jeg har aldrig hos Martinus mødt nogen som helst form for træthed i hans lyst til at besvare mine spørgsmål. Jeg har mange gange set, hvad De måske ikke kommer til at se, Martinus ansigt, når jeg måtte sige, efter en lang udredning: "Ja, det er måske nok rigtigt, men jeg forstår det ikke". Og Martinus har da kigget lidt på mig, som man vel kigger på små, som man troede var lidt mere begavede, end de altså var, – og så er har begyndt forfra. Han har følt, at det var nødvendigt for mig at vide disse ting, og jeg må sige, at han må være forberedt på, at sådan vil det blive, sålænge vi er sammen. Det er for mig en uafviselig pligt at stille spørgsmål, ja jeg vil endda gå så vidt, at jeg vil sige, at jeg vil blive dybt rystet den dag mit sind ikke længere føder spørgsmål. Jeg vil da begynde at blive bange for, at en forkalkning har begyndt at gøre sig gældende. Jeg har dog ikke indtil nu mærket noget i den retning.

Men hævet over de to ting, som jeg her har rørt ved, er der en tredie, det absolut alleralvorligste, dét som for mig er blevet hovedårsagen til, at de veje som dengang mødtes, at de veje, det beder jeg til, aldrig må skilles. Og det er, at man, når man af naturen er religiøs, når man har den indstilling til livet, at der må være en mening udover den, de timelige ting afslører, så bliver man uundgåeligt det, den ydre verden kalder en idealist. Man får et ideal. Det er dybt tragisk nok, at det store flertal af menneskene må søge deres idealer i bøger, i skrifter som er blevet til i svundne århundreder, fordi den verden, vi i dag lever i, er så fattig på mennesker, i hvis sind der er overensstemmelse mellem motiv og handling. Jeg har haft den helt ud ufattelige lykke at leve sammen med et menneske, som altid i det ydre var som i det indre. Jeg sagde for mange år siden i et foredrag, at dersom jeg i Martinus' verden, i hans sind, i hans liv havde fundet svig, så ville jeg føle det som en ligeså stor pligt at afsløre ham, som jeg føler det som min pligt at forkynde det verdensbillede, han har givet os. Jeg er således indrettet, at på disse rent åndelige områder ville jeg ikke kunne leve i svig. Intet menneske, som forsøger at bygge sin åndelige verden op, ville år ud og år ind kunne bygge på denne bygning, dersom han eller hun inde i sig selvoplevede, at den hvilede på sand, at der bare var eet sted i blandingen, som kunne gå itu, som kunne skride. Der er jo den store forskel mellem det at være ganske ung og være blevet voksen, at man er blevet bevidst i sin ensomhed. At man er blevet bevidst i, at den ydre fysiske verden er det slør, der er imellem en selv og den Guddom, som er ophav til alt, hvad vi overhovedet oplever.

Jeg vil have lov til at sige til Dem, at denne vandring igennem disse 25 år har været et ufatteligt eventyr for mig. Der har været ydre vanskeligheder at kæmpe med, det er De alle fuldt vidende om, men her, hvor jeg i dag står og ser tilbage, vil jeg have lov at sige til Dem, at disse ydre vanskeligheder for mig overhovedet intet er i sammenligning med de vanskeligheder, jeg fandt i min egen sjæl. Det er ganske givet, at et menneske, der vælger den vej, som jeg har valgt, og som jeg håber tusinder og atter tusinder, ja, som jeg er overbevist om, at tusinder og atter tusinder efter mig vil vælge, kommer til at leve under trykket af én ganske bestemt angst: angsten for ikke at slå til! Angsten for ikke at kunne magte de opgaver, som bliver en betroet. Denne angst har jeg lidt under, det er jeg ikke bange for at sige til Dem. De første år var ofte rystende for mig. Man oplever tilstande og ting, man overhovedet slet ikke forestiller sig. Jeg oplevede en situation – selve detaljerne i den er ligegyldige – men Martinus brugte de ord om den overfor mig:

De og jeg er nu engang således indrettet, at vi har perioder af lysende og strålende skønhed, hvor intuitionen strømmer igennem vor bevidsthed, og hvor det er så let at se Gud i alt, men så hænder der pludselig et eller andet, og tæppet går helt ubarmhjertigt ned. Det har jeg også oplevet i denne sag. Men så har jeg oplevet dét, som jeg synes har givet mit liv så dybt et perspektiv: et være sammen med et menneske, hvor et sådant tæppe slet ikke eksisterer. Jeg husker engang – der har jo været store vanskeligheder at kæmpe med, men det berører vi ikke her på sådan en dejlig dag, vi berører det kun på den måde, som det her er kommet frem, – at Martinus sagde til mig: "Du kan da nok forstå, at min sag er Guddommens egen sag, og at han er mest interesseret i at beskytte den, så hvorfor gør du dig alle de bekymringer. Kan du ikke lægge dem over på mine skuldre?" Jeg er nødt til at sige Dem her, at det jo er i mødet med en sådan skikkelse, og jeg ville ikke fortælle Dem disse subjektive ting, om ikke det netop var denne dag, og om ikke jeg syntes, at det var rigtigt at sige disse ting, at man får lejlighed til at se sig selv. Når alting inde i en svinger fra den ene side til den anden, så bliver det store spørgsmål for én dette: svinger han med? Det har jeg aldrig oplevet, og i dag ved jeg, at det vil jeg aldrig komme til at opleve. For det er forskellen mellem os, som er jordens sønner, og de, som kommer fra den anden side, de svinger ikke. De kommer, og de har deres opgave, og de iblandt os, som vælger at bidrage til at hjælpe dem med at løse denne opgave, må siges at være iblandt de lykkeligste på jorden, uanset de vanskeligheder som det kan føre med sig.

Martinus lærte mig en ting, der i mit inderste private liv har fået en umådelig betydning for mig og givet min sjæl en umådelig hvile: kunsten at elske mine fjender, kunsten at elske dem, der på en eller anden måde har noget at udsætte på mig. Foruden disse mennesker lærte man ikke sig selv at kende. De er, for et menneske som har lært at tænke blot lidt kosmisk, Guddommens mest kærlige instrumenter. Vi kan ikke leve uden kærtegn, vi kan ikke leve, uden at nogen elsker os, men vi kan ikke vokse, uden at nogen tugter os. Spillet må gå over et stort område, og det er vidunderligt på sin vej i livet at møde en viden, der tager hadets og hævnens tunge byrder bort fra ens skuldre og fra ens hjerte. Martinus har lært os den eneste ganske vist ofte vanskelige vej til indre fred og harmoni. Han har vist os den, og han har i disse år, jeg har haft lov til at følge ham, hugget utallige tusinde små trin ind i det bjerg, der engang skal føre os fra mørket og op til de lysende tinder.