Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

I denne artikel forsøger forfatteren via logisk sammenhængende tankerækker at bane sig vej fra en flaske frisk luft til nødvendigheden af at elske sine fjender. Undervejs kommer han ind på nogle tanker, som kan have betydning for mennesker, der ikke interesserer sig for Martinus analyser, men gerne vil forstå familiemedlemmer eller venner, som har denne måske lidt mærkelige interesse.

 

Den miljøforurening, som i denne tid optager mange sind, er et godt eksempel på, hvor hurtigt udviklingen går nu om dage. Første gang jeg hørte om emnet, var i en sauna på et norsk højfjeldshotel, og det var i 1967. En af gæsterne var netop vendt hjem fra USA, og jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg selv og de øvrige gæster havde meget svært ved at tage ham højtideligt. Vi syntes nærmest, han var til grin, når han anbefalede os at tage en flaske frisk luft med hjem fra det norske højfjeld. Men allerede samme efterår begyndte foruroligende rapporter og avisskriverier om luftforurening at dukke op, og vi forstod, at det ikke bare var "amerikafareren", der havde smurt tykt på.

Men når det drejer sig om miljøforurening, så blev dette emne jo heller ikke aktuelt, bare fordi nogle mennesker opdagede et problem i god tid og advarede imod det. Emnet blev først taget alvorligt, da problemerne rykkede så tilpas ind på livet af os, at vore byer blev farlige at bo i, have og søer og senere drikkevandet blev forgiftet, nye erhvervssygdomme opstod, marker og skove blev ødelagt osv. Sådan er det jo altid, – der skal et vist mål af uheld, sygdom, angst og bekymring til, før man forstår alvoren.

– Men hvad så med pionererne? Hvem er de, og hvor kommer de fra? –

Ja, vor mand i Norge kom jo hjem fra USA, hvor udviklingen går stærkt. Og de få mennesker, der i dag interesserer sig for Martinus analyser, – de kommer også fra områder, hvor udviklingen går stærkt. Det er mennesker, der i dette liv og/eller flere forudgående liv har fået nogle ordentlige HUG. Det er ikke altid, man kan se det på dem, for de kan leve en tilværelse, der udadtil præsenterer sig så harmonisk, at man næsten ikke kan tro, at de har en masse problemer at bakse med. Men her må man sige, at "skinnet bedrager", for det gælder for enhver, der virkelig føler det som en nødvendighed at beskæftige sig med Martinus analyser, at de alle gennem lange tider har følt sig som "druknende" i tilværelsens malstrøm. Man ser måske ikke, at de "gisper" for at få vejret, men så længe Martinus analyser ikke bare er muntert tidsfordriv, kan man roligt gå ud fra, at de betyder det samme for disse intenst interesserede mennesker, som en redningsplanke gør for en druknende.

 

– De har gennem utallige pinagtige oplevelser erfaret noget, som alle andre mennesker nu også er på vej til at erfare, nemlig, at ligegyldigt hvad man møder af ubehageligheder i tilværelsen, så nytter det ikke at kæmpe imod eller flygte. Det nytter ikke at gå til angreb, og det nytter heller ikke at forsvare sig. Der er intet at gøre, spillet er tabt!

– Men skal man da ikke kæmpe og forsvare sig imod alle uhyrlighederne, mod sult, sygdom, forurening, undertrykkelse, magtmisbrug, frådseri, forbrydelser osv. osv.? –

– Jo, naturligvis skal vi det! Naturligvis skal vi være bevidste om alle disse ting og bekæmpe dem og forsvare os imod dem. Men enhver, der har erfaring nok, vil kunne indse eller i det mindste få mistanke om, at alt hvad vi gør, blot er "lapperier", som kun svækker vores stilling på længere sigt. Det er ligesom med dragen i eventyret: For hvert hoved vi hugger af, dukker to nye op!

Denne udvikling er tydelig at se på alle felter og kommer ganske udmærket til udtryk i problemet med miljøforureningen. Her er virkelig et område, hvor menneskene inden for et forholdsvis kort tidsrum har fået lejlighed til at se, hvorledes man ikke kan løse problemerne ved at beskytte sig med overlevelsesdragter eller modgifte. Det eneste der nytter er, at lave samfundet og dermed hver enkelt af os om. Vi må lave nogle nye love. Vi må pålægge os selv nogle begrænsninger, og hver gang vi gør dét, skal vi til at tænke i nye baner. Det er meget anstrengende og føles som et indgreb i den personlige frihed.

Det kan måske være svært at forstå, hvorfor nogle mennesker interesserer sig for Martinus analyser, og andre ikke gør det. Men her er den historiske udvikling af miljøforureningen et godt eksempel på, hvordan nogle få mennesker udsættes for ubehagelige erfaringer, der får dem til at se problemerne før andre. Og nu ved jeg godt, at man skal være uhyre forsigtig med at anvise en standardløsning, der ikke bare gælder miljøforureningen, men alverdens problemer. Men når der nu helt åbenbart findes en sådan standardløsning, så må jeg løbe den samme risiko for at blive ugleset, som den omtalte mand i Norge.

– Men hvad er det da, som får os til at handle forkert? –

– Det er vore drømme om lykke! –

– Vi ser, at penge gør livet behageligt, men vi overser i første omgang, at de må tjenes på en bestemt måde.

– Vi ser, at mad og drikke gør livet behageligt, men vi overser i første omgang, at det er en bestemt slags mad og drikke, der må til, og i en bestemt mængde.

– Vi ser, at det er behageligt at have magt over andre mennesker, over dyr, planter og kemikalier, men vi overser i første omgang, at denne magt må udøves på en bestemt måde.

– Hvad er det for en bestemt måde, vi må rette os efter og lade os begrænse af? –

– Det er kærligheden, ville Martinus nok sige. Vi må vænne os til at tage hensyn til andre levende væsener. Ellers ødelægger vi os selv. Men nu har vi gennem lange tider vænnet os til at betragte alt det, der kan være en hindring for vor direkte og umiddelbare livsudfoldelse – alt det, vi skal tage hensyn til – det har vi vænnet os til at betragte som noget besværligt, en "fjende", der må ryddes af vejen.

– Og så viser det sig, at denne "fjende" er uovervindelig. Overalt, hvor vi vinder over ham, dukker han straks op igen som et tvillingepar.

– Tænk, hvilket mareridt! –

Når vi nu engang er nødt til at tage hensyn til disse "fjender" og naturligvis ikke har spor lyst til det, så må vi være ligeså snedige som Columbus, da han fik stillet den opgave at få et æg til at stå på højkant. Som bekendt slog han ægget mod bordpladen, så det blev fladt. Kort sagt: Vi må elske vore fjender, som var det vore venner! Og vi kan gøre det let for os selv ved i vore fjender udelukkende at hæfte os ved deres gode sider, – og det i en sådan grad, at vi ønsker at betragte dem som vore venner. Og så er det i den forbindelse helt underordnet, hvordan disse nye venner opfatter os.

Vi véd jo alle, hvor skrækkeligt det er at skulle tage hensyn til mennesker, vi ikke bryder os om; men de mennesker, vi kan lide, dem behøver vi ikke at anstrenge os for at tage hensyn til. Og vi ser det jo også så tydeligt: love, som samfundet pålægger os for at skåne naturen for forurening ville være helt unødvendige, hvis vi blot holdt nok af de levende væsener, som færdes i denne natur. Og hvordan tror man ikke livet ville blive her på kloden, hvis vi holdt nok af vor "næste", – altså de mennesker (og mikrovæsener), som vi i vore umiddelbare omgivelser forurener med vor manglende omtanke for deres fysiske og psykiske miljø?

Hvis man derfor vil gøre det så nemt som muligt for sig selv, så kan man ikke bare nøjes med at rette sig efter de love, som samfundet med en vis forsinkelse pålægger én, eller som man pålægger sig selv, fordi man med sin forstand finder det logisk nødvendigt. Næh, det allernemmeste ville faktisk være, om man med både følelse og forstand kunne elske sin næste som sig selv. Kunne man det, så behøvede man ikke at bruge så megen opmærksomhed på at opføre sig ordentligt over for sine omgivelser. Så ville man helt spontant tage hensyn til dem og tilmed gøre det med en sådan glæde, at livet blev en leg.

At elske sin næste som sig selv, – "det er jo en gammel, fortærsket frase", vil mange måske sige. Men nutidens ophobning af problemer synes at pege hen imod dette udsagn som den eneste afslappede og dermed varige løsning på alverdens problemer. Det er blevet Martinus' mission at henvise til denne løsning ved – gennem logiske tankerækker – at påvise sandheden deri. Og han gør det på en sådan måde, at jeg synes, man godt kan være bekendt diskret at eksperimentere, uden man af den grund risikerer at blive beskyldt for at være blevet "religiøs fanatiker". Noget andet er så, at man efterhånden, som man begynder at interessere sig for denne næste, ser Gud i ham eller hende, den eller det. Men det er en anden historie, og den hører endnu fremtiden til for de fleste af os.