Kosmos 1987/3 side 51
Samarbejdet
– en vigtig sag for »sagen«
af Henning Laug
Martinus pegede ofte på, at samarbejdet i "vor sag" skal foregå ligesom det fuldendte samarbejde i en sund organisme eller som det gnidningsløse samspil i et upåklageligt urværk. Kan vi klare det, – og hvordan skal vi bære os ad?
Man ser for sig et sundt menneske, der går, løber, danser og slet ikke er plaget af hindringer i organismen, og som føler velvære ved organismens mange funktioner. Eller man tænker på et ur med dets mange fine hjul og fine mekanismer, der i et smukt samspil viser døgnets timer og minutter helt korrekt.
Bruger man disse symboler, når man tænker på begrebet "samarbejde", er det jo ikke organismen eller urværket i sig selv, der har interesse, men derimod de funktioner, der finder sted i organismen eller urværket. Hvert element, stort eller lille, har sin uundværlige rolle i dette samspil. På den anden side er det også nødvendigt at tænke på, hvad der er det styrende, det viljeførende bag organismen – og urværket, når vi anvender disse symboler for at belyse begrebet: "samarbejde".
Hvad er »sagen«?
Anvender vi denne symbolik til forståelse af samarbejdet i vor fælles "sag", er det nødvendigt at gøre sig klart, hvad der forstås ved dette begreb. Martinus brugte ordet, når han talte om "sin mission og sag", men ordet kunne have to betydninger.
Det kunne være den sag, som er en konsekvens af, at vor klodes menneskehed er kommet så vidt i sin udvikling, at den er moden for at modtage "talsmanden den hellige ånd", hvorfor Forsynet har ladet en verdensgenløser inkarnere her, som har omsat sin høje bevidstheds tanker i skrift og billeder, så det er muligt for menneskene gennem studiet af de "kosmiske analyser" og efterlevelse af dem med tiden at opnå kosmisk bevidsthed.
Dette er "sagen" i ordets videste betydning, og elementerne i dén er alle de mennesker på vor klode, der – uanset om de har kendskab til de kosmiske analyser eller ej – i den udstrækning det er dem muligt, efterlever grundprincippet i den nye verdenskultur, næstekærlighedsloven: "Du skal elske din næste som dig selv".
Samarbejdet, når det drejer sig om "sagen" i denne betydning, kan udtrykkes gennem det, der foregår i studiekredse, ved foredrag og anden undervisning i kosmologi – ja, i næstekærlighedslære i det hele taget, som den nu finder sted rundt om i vor verden.
Men Martinus brugte også ordet "sagen" i en snævrere betydning, nemlig som betegnelse for alt det, som han har lagt grunden til gennem sit værk DET TREDIE TESTAMENTE, i institutionerne: Martinus Institut på Frederiksberg og Martinus Center i Klint.
"Sagen" i denne sidstnævnte betydning af ordet er naturligvis også et led i Forsynets plan. Det er i sig selv en "sag" at opretholde et særligt institut for at sikre, at DET TREDIE TESTAMENTE, der udgør Martinus' samlede værker, bevares uændret, som de foreligger fra hans side, at de oversættes, at der oplyses om disse værker, og at de gøres tilgængelige for interesserede. Og ligeledes er det en "sag" at opretholde en skole, der til forskel fra andre undervisningsområder skal undervise alene i Martinus kosmologi.
Vender vi nu tilbage til "sagen" i dette ords videste betydning, så udgør Instituttet og Centret en central "sag" indenfor den store "sag". Det er denne centrale "sag", vi nu vil undersøge nærmere og sammenligne med en organisme indenfor hvilken, der er forskellige "organer" – de forskellige arbejdsgrupper. Såvel grupperne imellem, som indenfor de enkelte grupper, bør samarbejdet forløbe gnidningsløst, – som i en sund organisme og på en sådan måde, at alle elementer i organismen føler glæde ved samarbejdet og inspireres derved.
Martinus har ikke sluppet sin sag
I denne organisme, som Instituttet og Centret udgør, må der nødvendigvis være et styrende organ, der er viljeførende for helhedens samlede dispositioner. Medens Martinus levede fysisk iblandt os, var der ikke nogen vanskelighed med at træffe de afgørelser, som var nødvendige i sagens ledelse. I dyb respekt for den høje bevidsthed, som hans væsen udstrålede, og i fuldstændig tillid til hans afgørelser, er vi mange, der har været så lykkelige at kunne følge ham og lære af ham personligt. Jeg tænker ikke alene på de få mennesker, der var sammen med ham i Instituttets bestyrelse, der nu hedder "rådet", men også på alle de mange andre, der opnåede den lykke at være sammen med ham i arbejdet på Instituttet og Centret.
I 1981 døde Martinus. Undskyld, jeg bruger dette gammeldags ord i forbindelse med det menneske, som netop påviste, at døden ikke eksisterer. Men jeg kan heller ikke sige: "gik bort", – for han er ikke gået bort. Vi har hans ord for, at han vil være os nær i vort arbejde, – og ikke alene han, men mange flere høje bevidstheder. Om sit nærvær har han udtrykt sig således ved nogle af vore møder: "Jeg skal nok følge med fra den åndelige side, – jeg er ikke væk af den grund."
I 1980 sagde Martinus: "Sagen er skabt og bøgerne kommet ud, – så de er givet til verden, til samfundene. Hvordan samfundene så behandler denne gave, det må Forsynet om. Det er en sag mellem Forsynet og dem. Og naturligvis også bestyrelsen fra oven. Det er klart, at jeg ikke er færdig med det, fordi jeg dør. Når jeg kommer af med denne krop, så har jeg meget mere råderum."
Under et møde i 1976 udtalte Martinus: "Jeg vil selv være med fra det åndelige plan. Husk på, – jeg er jo ikke alene. Jeg er klar over, at bag ved mig er mange andre med kosmisk bevidsthed. For det er ikke noget med sted. Det er en tilstand." Disse udtalelser er taget fra båndoptagelser fra rådsmøder.
Jeg er overbevist om, at vi alle har grund til at være meget trygge ved disse udtalelser, som Martinus her er fremkommet med. Han er ikke her mere – ikke her på den fysiske jordklode – men i dét åndelige område, som vore bevidstheder søger at komme på bølgelængde med, når vi bestræber os på at udføre det rette samarbejde. I dette "område" er han og mange andre høje bevidstheder til stede. De følger med forståelse vore bestræbelser, tilskynder til de rette handlinger og er overbærende med os i vore fejltagelser. Når vi beder om at gøre det rette i sagens arbejde, er bønnen rettet til Guddommen. Men disse høje bevidstheder må vi betragte som Guds primære redskaber til at søge dét virkeliggjort, som er Guds plan. Og i overensstemmelse hermed er det dem, vi "taler med" i vore bønner, og dem der sørger for, at vore ønsker bliver bønhørt – eller ikke bønhørt. For det er jo altid indeholdt i vore bønner, – dette: "ske din vilje!" Mange af os har været gennem ateistens stadier, men her er vi nået frem til den samme indstilling, som i sin tid var gældende i den ydmyge holdning, der var karakteristisk for virkeligt troende mennesker: "Gud alene æren."
Samarbejdet er endnu ikke perfekt
Men tilbage til sammenligningen med den sundt fungerende organisme, som arbejdet på Instituttet og i Centret skal udgøre i alle dets funktioner. Man skulle måske forvente, at vi med baggrund i de kosmiske analyser nok skulle kunne forene vore kræfter i et harmonisk samarbejde. Og man kan heller ikke have deltaget i dette arbejde gennem så mange år, som en stor del af os har, uden at have oplevet en stor glæde og tilfredshed ved et samarbejde, der forløber glat og berigende for sagen og for deltagerne i arbejdet. Men det kan ikke skjules – og skal heller ikke skjules – at der af og til har været "grus i maskineriet", – selv i den tid Martinus var sammen med os her, og til trods derfor.
Og det kan ikke undre, at det er og har været tilfældet. Vi er alle meget forskellige, og alle er vi ufærdige mennesker. Men vi er på godt og ondt de mennesker, i hvis lod det er faldet at være Forsynets redskaber i videreførelsen her på jorden af det arbejde, som blev grundlagt af Martinus. Vi er nok alle enige om målet med vort arbejde, men vi er ikke altid enige om hvilke veje, der fører til dette mål, og om hvor hurtigt det skal gå.
Nogle mener således, at udviklingen ikke kan gå hurtigt nok. Og det er jo meget forståeligt, når man tænker på, hvilken glæde man selv har fået gennem kendskabet til de kosmiske analyser, og hvor meget det vil kunne betyde for andre, der er modne til at forstå disse analyser.
Andre mener tværtimod, at udviklingen går for hurtigt, og at der prioriteres forkert ved at anvende fysiske og økonomiske ressourcer på noget, som tiden endnu ikke er moden til. – Vi er mange, der har oplevet de ubehagelige konsekvenser af en konflikt mellem disse to modstridende holdninger. Og det eneste trøsterige er i grunden, at disse oplevelser giver erfaringer, der viser, hvor vigtigt det er at kunne samarbejde, og at godt samarbejde må prioriteres højt på trods af alle meningsforskelle.
Samarbejdet skal blive perfekt
Trods det, at vi alle stiler mod samme mål, oplever man således ofte, at der her og der hersker stor mistillid til andres indsats, motiver og evner. Men et harmonisk samarbejde kan naturligvis ikke skabes og opleves i en sådan atmosfære af mistillid. Så sandt som Instituttet og Centret er hundrede procent skabt på basis af de kosmiske analyser, er der ingen grobund for den opfattelse, at nogen skulle kunne fungere gennem længere tid i dette arbejde med ønsket om at spille en særlig rolle, søge en dominerende position, skabe sig en sikker og tryg livsstilling, – kort sagt deltage i arbejdet for at hente hæder eller dyrke tilsvarende egoistiske interesser. Sådanne egoistiske tendenser vil hurtigt blive afsløret. Med henvisning til dette arbejdes struktur, baseret som det er på de kosmiske analyser, må det for mennesker med sådanne behov stå klart, at de må tilfredsstille deres ambitioner andre steder. Dette betyder ikke, at vedkommende afskæres fra at være medarbejdere for sagen i dette ords videste betydning. Det står dem frit. Men såfremt man ikke vil følge strukturens bestemmelser, afskærer man sig fra at være medarbejder indenfor Instituttets og Centrets rammer.
Alt dette kan måske lyde ukærligt, men det er det ikke. Det er taget ud af de samtaler, rådet havde med Martinus om medarbejderskab, og er – håber jeg – da også umiddelbart forståeligt, idet alle kommer af fri vilje til vort arbejde, og kan deltage frit i arbejdet, når sagens struktur efter bedste evne efter leves. Er man utilfreds med arbejdet, og ønsker man ikke at følge de skitserede arbejdsprincipper, må man naturligvis søge andre steder hen, hvor man bliver tilfreds.
Og så er der grund til at nævne et andet forhold, som ofte har givet anledning til vanskeligheder. Det er de ubehageligheder, der opstår, når en arbejdsgruppes funktioner berøres eller er afhængig af et andet områdes funktioner. Selvom intentionerne er de bedste, kan det ikke være god tone at tilrettelægge det pågældende arbejde på en sådan måde, at dets udførelse er afhængig af en indsats fra personer udenfor gruppen, uden i forvejen at have taget dem med i planlægningen og søgt en harmonisk løsning, der tilfredsstiller alle parter.
Men hvor der på den ene side kræves omtanke, må der på den anden side forventes imødekommenhed og fleksibilitet. Det kan være besværligt at skulle bryde sin vante arbejdsrytme til fordel for opgaver, som uventet kommer dumpende. Men her må man stille sig positiv og på bedste måde finde frem til, hvad der er muligt at gøre i den givne situation. I dette samarbejde afsløres det tydeligt, om man har forstået at leve op til den holdning, som man må forvente af en medarbejder.
Rådets rolle
Det vil føre for vidt at behandle alle disse problemer mere detaljeret her, men der vil mangle noget i organisme-symbolikken, hvis vi ikke kommer ind på den funktion, som organismens bestemmende organ skal have efter Martinus' død. Og her skal det indledningsvist understreges, at alt det, der i det foregående er omtalt vedrørende samarbejdet og dets mangler, naturligvis også gælder for rådets medlemmer.
For Martinus Institut og Center skal der – også efter Martinus' død – være et organ, der træffer de nødvendige beslutninger til fordel for sagens trivsel. Denne opgave kan ikke spredes eller fordeles over flere områder, – det bør der ikke være tvivl om. Det fremgår da også af lovene af 25. maj 1982 for "Martinus Åndsvidenskabelige Institut", der blev udarbejdet kort før Martinus døde. Institutionen som helhed skal ledes af et "råd", og der gives nøje retningslinier for, hvorledes dette råd skal fungere, indtil det får sin fremtidige, ideelle form, som der ligeledes er givet retningslinier for.
Om det nuværende råds sammensætning sagde Martinus i 1980: "I bliver ved, så længe I kan, for I er jo dem, der er inde i sagen, og I bliver så længe, I er friske. Jeg mener ikke, at I skal trække jer tilbage. Selvfølgelig, når der kommer en tid, hvor I har lyst til det, – det er jo klart. Men helst ikke på een gang." Og Martinus fortsatte: "Jeg har ikke ret mange kræfter mere. Derfor vil jeg gerne se, at bøgerne kommer ud. Jeg er ikke bange for at dø. Jeg har sådan en tillid til jer, at jeg forstår, at I vil gøre alt, hvad I kan, for at det skal fortsætte, og at I vil sørge for, at dem, der skal fortsætte, – jeres efterfølgere, vil være værdige til at være det. Det må prøves."
Disse udtalelser og mange andre indtryk fra vort samvær med Martinus har været bestemmende for, at rådets sammensætning i dag er, som den er. Vi er absolut ikke seks ufejlbarlige mennesker. Vi er ligesom de øvrige medarbejdere i stand til at begå fejl. Martinus sagde ved en lejlighed, at man ikke kunne forvente andet, end at rådet undertiden kunne gøre fejl, men deraf lærer man jo at gøre rigtigt. Men, – hvordan det nu engang er – så skal rådet tage de nødvendige beslutninger, og en forudsætning for et sundt samarbejde er, at disse beslutninger respekteres, og at alle medarbejdere medvirker til at følge den kurs, som disse beslutninger angiver.
Den enkeltes rolle
Enhver af os – enhver medarbejder ved vort Institut og Center, må tænke på den lykke det er, at vi af Guddommen har fået lov til at medvirke til at sprede kendskabet til kosmologien, har fået lov til at deltage i dette arbejde og medvirke til at skabe den nye verdenskultur, som menneskeheden efter os skal deltage i og virkeliggøre.
Deltagelse i pioner-arbejdet med skabelsen af den nye verdenskultur indebærer, at vi ansvarsbevidst må gøre alt, hvad vi evner og formår for at følge det, som vi må anse for at være Guds plan.
Dette er grundloven i vort arbejde, og det, som vi må hjælpe hinanden til at praktisere. Det gør vi nok bedst ved ikke at hæfte os så meget ved, om andre lever op til de ideelle krav, men hellere ved at tænke på, hvor jeg – enhver af os – skal sætte ind på at dygtiggøre sig i at være Guds redskab i udøvelsen af næstekærlighed, og dermed blive et nyttigt element i verdensgenløsningens tjeneste.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige