Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

– Hvad er det egentlig, der adskiller det levende fra det døde? –

– Martinus fortæller, at det, der ved dødens indtræden fjernes fra det før så vitale fysiske væsen, er dets "ånd". Før var der en tæt forbindelse mellem denne "ånd" og den fysiske krop, men nu er denne forbindelse bristet.

– Hvad er da ånd? –

– Ånd er materie, forklarer Martinus. Ånd er principielt det samme som den materie, vi opfatter som fysisk stof. Men grunden til, at ånd ikke kan ses eller opfattes på sædvanlig vis er, at den præsenterer sig i en tilstand, som hverken er fast, flydende eller luftformig. Martinus kalder denne fjerde tilstandsform af materien for "den stråleformige", og det gør han, fordi den er det samme som, eller beslægtet med elektromagnetiske stråler og bølger. Hermed er begrebet "ånd" sat i forbindelse med almen kendte begreber, og det bevirker naturligvis, at vi lige med ét kan anvende den viden, vi har fra fysikken, på det gamle filosofiske begreb "ånd". Ånd er altså ikke overtro, men virkelig noget som kan konstateres og i visse sammenhænge også måles.

– Alt dette kommer Martinus ind på i sin artikel om ånd og elektricitet, som læseren finder på de følgende sider. Her giver Martinus også et lille rids over det meget vigtige område af "åndsvidenskaben", som man kunne kalde "åndelig anatomi". Kender man denne, kan man nemt forstå, hvordan det levende væsen fungerer, og hvad der er fælles for alle levende væsener. Der ligger således en god portion aha!-oplevelser og venter på læseren i denne artikel.

– Alle levende væsener er elektriske i deres natur, dvs. de virker ved elektricitet. Martinus opfatter menneskene her på kloden som en slags "hjerneceller" for jordklodevæsenet. Og på samme måde sammenligner Henning Laug – i sin artikel om samarbejdet – sagens venner med levende smådele i den "organisme", som Martinus' sag, set i dette perspektiv, er udtryk for. Bliver vi lidt ved analogien med hjernecellerne, så véd vi jo, at hjerneceller står i forbindelse med hinanden. Disse forbindelser, der har til opgave at overføre elektriske impulser fra en hjernecelle til en anden, kalder biologerne for "synapser", og jo flere der er af dem, des finere virker organismen som helhed. Set fra dette synspunkt bliver Henning Laugs artikel en beretning om, hvordan vi undgår "kortslutninger" og opbygger et vel fungerende samarbejde til fordel for videreførelsen af Martinus' sag.

– I slutningen af bladet finder læseren en historisk artikel, hvori Martinus fortæller om den første "synaps", dvs. den første forbindelse mellem to mennesker, som i fællesskab kom til at tegne sagen i dens allerførste, spæde start. Denne forbindelse viste sig senere at blive indledningen til dannelsen af et helt netværk af "synapser", hvorigennem Martinus' sag nu daglig vedligeholdes, fornyes og vokser.

– Dette nummer af KOSMOS handler således om ånden bag det hele og den elektriske struktur, som den er baseret på.