Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Hazel Henderson: DET FALSKA PRÄSTERSKAPET, Wahlstrøm & Widstrand, 1982

 

Hver dag rokerer tusinder af millioner kroner jorden rundt. Store værdier og ressourcer flyttes rundt i alle mulige retninger. Det kan være betaling for solgte eller købte varer og tjenesteydelser eller ændringer i valutaernes pengeværdi.

Pengene har hidtil været de måleenheder, som symboliserer energi og arbejde. Ifølge den engelske økonom Hazel Henderson er pengene dog mere og mere ved at miste denne funktion.

Henderson, som er økonom og arbejder som rådgiver og forsker i fremtidsspørgsmål, besøgte fornylig i Oslo en poesi-festival med fremtidsvisioner.

Vore satelitter, datamater, luft forureninger, terrorister, miljøorganisationer og vore kommunikationssystemer er i færd med at forandre vor tilværelse, mener hun. Vi går rask imod én verden. Denne udvikling stiller krav til os. Vi må forlade den kvantitative måling af forhold og data. Forenklede politiske begreber som "venstre" og "højre" vil ikke kunne fungere. Man vil ikke længere kunne konkurrere om markedsandele ved hjælp af billig arbejdskraft og rovdrift på miljøet.

Dette er interessant, især da det udtales af en økonom. Det er også interessant, fordi det har visse berøringspunkter med kosmologien. Det, hun siger, er utvivlsomt tæt på Martinus tale om næstekærlighedslæren som videnskab.

Det har jo været almindeligt, at begavelser er delt i lejre. Realistiske intellektuelle begavelser tager sig af forretningerne, medens drømmende kunstnernaturer dyrker idealer.

Det er altid glædeligt, når der fra ellers ofte materialistisk side fremkommer teorier, som siger, at egoismen og konkurrenceideen er uøknomisk. Og det er jo netop sådanne skridt, Martinus mener, at den materialistiske videnskab må tage.

Henderson beskriver i en økonomisk terminologi skabelsen af et internationalt verdensrige. Hun regner ganske givet med en vis træghed. Enkelte individer kan hurtigere end hele nationer, institutioner og foreninger indrette sig på forandringer. I begyndelsen vil økonomiske og politiske ideologier derfor bekæmpe hinanden. Religiøse sekter vil føle sig truede, og krigsrisikoen øges betydeligt. På længere sigt vil dette første stadium imidlertid overvindes. Henderson er på ingen måde nogen dommedagsprofet. Vi må lære den globale lektie, siger hun. Og det gør vi lettere, hvis vi kan undgå at blive grebet af panik.

I fremtiden vil kun globale overenskomster virke tilfredsstillende. Man vil også finde nye udveje og løsninger. Til forskel fra markedskræfternes tidligere konkurrencemekanismer vil man nu finde regler, som alle får fordele af. Det kommer man frem til, fordi man simpelt hen må. Udviklingen vil tvinge en global ansvarlig økonomi frem.

De her nævnte forandringer er jo tidligere blevet indgående forklaret af Martinus. I fjerde kapitel af LIVETS BOG I, stk. 97, taler Martinus om nationer som store individer. "Verdens samlede nationer vil i henhold hertil blive at udtrykke som et samfund, hvis enkelte "individer" er nationer. Men der bliver den forskel på dette "samfund" og et almindeligt samfund, at det førstnævnte endnu er uden lov- og retsvæsen. Det har ingen regering."

Vi ved fra andre udtalelser af Martinus, at denne regering er i færd med at blive "født". Efter første verdenskrig blev Folkeforbundet dannet. Efter afslutningen af anden verdenskrig skete en omdannelse. I vor tid har vi en lang række af menneskerettigheds-bevægelser, miljøorganisationer, alternative "banker" og globalt arbejdende hjælpeorganisationer. Disse foreteelser er de første vaklende skridt hen imod en international retsinstans, en kommende verdensregering. Som juridisk instans er staten vel nok det vigtigste instrument jordmennesket har.

"Men da statsmagten kun kan udvikle sig på basis af forudgående erfaringer, må disse erfaringer først finde sted. Når sådanne erfaringer har fundet sted, og de viser sig at være i strid med det, der på det pågældende tidspunkt anses for at være ret eller moral, skaber statsmagten nye love og forbud mod disse erfaringers gentagelser. Men dette vil altså igen betyde, at statsmagten befinder sig et stykke bag efter begivenhederne". (LIVETS BOG I, stk. 74).

Her berører Martinus nogle af de problemer, som staten står overfor. Vi har i begyndelsen et mangelfuldt samfund, mere eller mindre uden ret for den svagere. Når retsstaten derefter er godt etableret, afslører det problem sig, at den må finde sin egen begrænsning. Risikoen er, at staten i sin iver til sidst står over for så mange detailjerede love, at den ikke mere kan håndtere dem. Den er gået ud over sin hovedopgave som retsinstans. Og ikke mindst – man har glemt, eller mangler måske ganske forståelse for problemets virkelige årsag.

Det er altså her svært at undvære den teoretiske undervisning, som Martinus giver os. Den vestlige verden har en lang række eksempler på utålmodige mennesker, ofte – men ikke altid – fra os unge. Man vil ikke, eller forstår ikke at vente til frugterne er blevet modne. Studenteroprørene er ét eksempel, Baader-Meinhof er et af de mere tragiske.

Der er selvfølgelig en moralsk standard bag menneskers væremåde. Der, hvor det enkelte menneskes moralske modenhed ikke er tilstrækkeligt udviklet, kan et statslig retsvæsen naturligvis fungere som en støtte, en moralsk krykke, men kun til en vis grænse.

Spørgsmålet om jordmenneskets moralske standard er, som Martinus siger, et spørgsmål om udvikling. Det er noget, der må vokse frem. De samme "fosterstadier", som de enkelte stater har gennemgået i deres udvikling, må verdensstaten givetvis også gennemleve. Visse "individer" (visse stater) vil selvfølgelig kunne yde mere end andre. Men det vil komme til at kræve store ressourcer med hensyn til tålmodighed, forståelse og tolerance.

Her vil Martinus kosmologi sikkert også komme til at spille en afgørende rolle. Ægte tolerance er ikke noget, der uden videre kan "præsteres". Den må baseres på indsigt eller viden.

Vejen frem til denne indsigt vil kunne blive støttet uvurderligt, når alle frit kan studere Martinus skrifter.